Velfærdsdirektør: Ingen beboere smides på gaden – vi sikrer ordentlige løsninger
Velfærdsdirektør Katrine Axél, Syddjurs Kommune, forsikrer, at ingen af de nuværende beboere på Kollegiet på Rodskovvej i Hornslet vil blive opsagt uden et nyt tilbud om bolig.
I dag, onsdag den 26. marts, sender byrådet et forslag om lukningen af Kollegiet på Rodskovvej i Hornslet i offentlig høring.
Kollegiet, som er et botilbud for unge med diagnoser inden for autismespektret, har i længere tid haft udfordringer med at besætte pladserne. Pr. 1. april 2025 er seks ud af 11 pladser på botilbuddet ledige.
Det er dette regnestykke, som har fået kommunens forvaltning til at igangsætte en proces med henblik på at nedlægge Kollegiet som botilbud.
Din Avis Syddjurs har skrevet om emnet i flere artikler, og temaet har fyldt i debatindlæg.
Kører efter bogen
Velfærdsdirektør Katrine Axél understreger, at forvaltningen først kan agere, når byrådet har truffet en endelig beslutning den 21. maj.
»Hele sagen kører efter bogen. Ifølge Syddjurs Kommunes kompetenceplan skal åbning og lukning af institutioner godkendes af byrådet,« understreger velfærdsdirektøren.
De unge beboere og deres pårørende er blevet orienteret, men ingen lejemål er blevet opsagt. Det har været nævnt i debatten, at det forholdt sig således, men det er ikke rigtigt.
»Vi har blot ønsket at give beboere og deres pårørende en orientering på forhånd om, hvad der måske er undervejs. Det synes vi er ordentligt,« siger Katrine Axél.
Axél forsikrer, at ingen beboere vil blive smidt på gaden den 1. juni, hvis de ikke har et nyt tilbud om bolig. Den 1. juni er den skæringsdato, der er nævnt, hvis byrådet den 21. maj beslutter at lukke Kollegiet.
»Vi snakker med hver enkelt beboer og pårørende om ønsker og behov. Vi har naturligvis et ønske om, at de får det bedst mulige tilbud,« siger hun.
Andre løsninger
Kollegiet består af tre bygninger, som er opført af og ejes af Syddjurs Kommune. Rodskovvej 10B med syv kollegieværelser vil kunne indgå i den løbende disponering af ledige ejendomme på tværs af Syddjurs Kommune og dermed kunne blive anvendt til andre kommunale formål eller blive solgt.
Det er de syv kollegieværelser, der har vist sig svære at få besat, fordi beboerne skal være fælles om en række ting som køkken, vask mv. Det flugter ikke med målgruppens ønsker og behov.
Rodskovvej 10C og 10E, med i alt fire selvstændige lejligheder, anvendes som udslusningsboliger fra Kollegiet. Socialområdet ønsker fremover at knytte disse boliger til det nærliggende Botilbuddet Rodskovvej som udslusningsboliger fra dette tilbud til borgere, som har et mindre behov for støtte til daglige gøremål.
Forvaltningen taler med Socialtilsyn Midt om at tilrettelægge en proces for overgangen af de fire lejligheder til Botilbuddet Rodskovvej. Socialtilsyn Midt er et af fem socialtilsyn i Danmark og er forankret i Silkeborg Kommune.
De seks ledige pladser på Kollegiet fordeler sig med fire ledige pladser på værelserne, og to ledige pladser i lejlighederne.
Der er i 2025 et budget på 2,7 mio. kr. til drift af botilbuddet.
Forvaltningen forventer, at en lukning af Kollegiet i 2025 vil have en økonomisk effekt i intervallet 0,6 mio. kr. til 1,1 mio. kr. i 2025 og 2,2 mio. kr. i 2026 og frem.
Tidsplanen
Efter byrådets godkendelse vil forslaget blive sendt i offentlig høring fra og med torsdag den 27. marts 2025 og til og med mandag den 7. april 2025, hvor høringsforslaget vil være tilgængeligt på syddjurs.dk.
I denne periode vil forslaget også blive sendt i høring i Handicaprådet, som har møde den 22. april 2025. Herefter vil forslaget om at lukke Kollegiet skulle behandles i byrådet via Social- og beskæftigelsesudvalget og Økonomiudvalget sammen med de indkomne høringsforslag.
En endelig beslutning om at lukke Kollegiet forventes at kunne blive behandlet af byrådet på mødet den 21. maj 2025.