Fortsæt til indhold

Halvdelen peger på det samme: Disse emner optager vælgerne i Favrskov mest

Skole og uddannelse står højt på mange vælgeres dagsorden op til kommunalvalget.

Politik

Folkeskolen er et af de emner, der igennem et stykke tid har fyldt meget i artikler og læserbreve i denne avis.

Emnet kom for alvor på dagsordenen under budgetforhandlingerne i august, hvor forvaltningen foreslog at afsætte 10 mio. kr. til at bekæmpe et stigende og bekymrende skolefravær.

Byrådet forkastede forslaget, men lokalpolitikerne i Favrskov stod nærmest i kø for at fortælle, at der ikke manglede vilje til at tage fat på udfordringerne, men at man ville have undersøgt sagen nærmere.

Kommunerne har ansvaret for driften af folkeskolen, og området skole og uddannelse er ifølge borgerne det vigtigste lokalpolitiske område. Det viser en ny landsdækkende meningsundersøgelse op til kommunal- og regionalvalget foretaget af Epinion på vegne af Constructive Institute.

I Favrskov Kommune har 50 procent af de adspurgte peget på skole og uddannelse som et af de tre vigtigste områder, lokalpolitikerne tager sig af. Området topper også på landsplan med 45 procent.

De næstvigtigste områder for Favrskov-vælgerne er to andre kommunale kernevelfærds-områder: Ældrepleje (40 procent) samt Sundhed, trivsel og social udsatte (38 procent).

Borgerne i Favrskov har nogenlunde samme lokalpolitiske prioriteter som resten af landet. Efter de store velfærdsområder følger områderne Transport og infrastruktur (34 procent) og Klima og bæredygtighed (27 procent).

Det eneste område, hvor Favrskov adskiller sig væsentligt fra resten af landet, er Integration. Ni procent af danskerne i meningsundersøgelsen har Integration som et af deres tre vigtigste emner i lokalpolitik. Det er mere ned dobbelt så mange som i Favrskov, hvor tallet er fire procent.