Fortsæt til indhold

Venstre tvinges til midlertidig udskiftning i byrådet

Camilla Engholm skal have et halvt års barselsorlov og overlader sin stol til Peter Sand.

Politik

Venstre skal foretage en udskiftning i byrådet det næste halve år.

Årsagen er, at partiets benjamin i byrådet, Camilla Engholm (V), er i lykkelige omstændigheder.

Hun går på barselsorlov fra 1. juli 2026 til og med 31. december 2026.

Peter Sand er civilsamfundets mand, og nu rykker han ind på rådhuset det næste halve år. Pressefoto

Hun erstattes af Venstres første suppleant, Peter Sand, som overtager partifællens opgaver i social- og beskæftigelsesudvalget, mens gruppeformand Christoffer Pedersen afløser Camilla Engholm i familie-, børne- og læringsudvalget.

Camilla Engholm, der bor i Nimtofte og er uddannet socialrådgiver, blev valgt ind ved kommunalvalget i november 2025 efter en udadvendt kampagne.

I byrådet har hun markeret sig som et dynamisk kraftværk - en skarp taler, som der bliver lyttet til. Ikke mindst fordi hun ikke står og læser op af et manuskript.

Camilla Engholm (V) oppebærer sit fulde vederlag under barselsorloven. Fraværet medfører yderligere udgifter til fast vederlag for stedfortræderen i perioden, men beløbet afholdes inden for den nuværende økonomiske ramme for byrådet.

Afløseren, Peter Sand, der bor ved Femmøller Strand, kom sent med på Venstres liste forud for kommunalvalget, men opnåede alligevel personlige stemmer nok til at blive første suppleant.

Under valgkampen udtalte han, at han ønsker at integrere civilsamfundets ressourcer bedre i kommunens arbejde.

Han kritiserede desuden kommunens, efter hans opfattelse, topstyrede bureaukrati og manglende opfølgning på borgernes problemer.

Peter Sand har erfaring med strategisk rådgivning og ledelse af store kulturprojekter.