Året, der gik i Aarhus - N til Å
Endnu et begivenhedsrigt år er forløbet, og som traditionen foreskriver, er det blevet tid til et tilbageblik på stort og småt, der skete i den jyske hovedstad i 2021.
Nogle nakkedrag på de sociale medier slap Northside ikke for, da festivalen i oktober meddelte, at det er slut med kød i madboderne. I 2022 sælges udelukkende plantebaseret mad til musikfesten. En modig melding efter to aflyste festivaler i træk, men dog heller ikke mere modigt, end at langt de fleste billetter til 2022-udgaven i forvejen var solgt, og festivalen havde da også lagt sig fast på, at kunder utilfredse med menuændringen ikke kunne få deres penge refunderet. Nu skal det blive spændende at se, om nogle friske foodtruck-indehavere med flæskestegssandwich og rullekebab på repertoiret triller op uden for festivalen og tilbyder kødspiserne et alternativ.
Olav de Linde fik også en stor gruppe mennesker på nakken i 2021, da hans omstridte højhus på Mindet nede ved havnen kom til aarhusianernes kendskab. 146 meter – højere end Lighthouse – skulle det gigantiske kontorhus være, og det faldt mange for brystet – endda selvom arkitekterne på illustrationerne havde tegnet grønt græs og træer ind i hver en fri plet, der omgiver beton- og glas-mastodonten. Derfor gik Olav de Linde på en charmeoffensiv og inviterede den folkelige modstand til dialogmøder på havnen, hvor byggematadoren selv fortalte om alle herlighederne ved byggeriet. Han endte med at tage symbolske syv meter af byggeriet, lægge en etage af p-huset i jorden og tilføje en sports- og aktivitetsplads. Et stort byrådsflertal godkendte byggeriet i juni.
Parteringsdrabet i Malling var årets absolut mest urovækkende og tragiske kriminalhistorier i Aarhus. Drabet sendte chokbølger igennem den lille by, da 43-årige Freyja Egilsdottir, mor til to, i slutningen af januar blev fundet parteret i såvel haven som på loftet i sin egen bolig. Bag den frygtelige forbrydelse stod hendes eksmand, Flemming Mogensen, der i 1995 blev dømt for at knivdræbe den 20-årige mor til hans dengang toårige søn i Odder. 26 år senere kvalte han Freyja på grund af uenigheder og forsøgte at skjule sin forbrydelse ved at gemme hendes lig og melde hende savnet. Da politiet anede uråd, erkendte han dog straks, og i november blev 52-årige Flemming Mogensen idømt fængsel på livstid.
Quizzer er de aarhusianske politikeres kryptonit. Det bedste eksempel på det er det evigt legendariske TV2 Østjylland-klip, hvor Nicolai Wammen (S) og Marc Perera Christensen (K) ikke aner, hvilke byer der var kulturhovedstæder, da de blev spurgt i 2011. ”Jeg gider ikke de der trickspørgsmål” og ”har du tænkt dig at bruge den vinkel”, lød det fra de fornærmede politikere. Et andet herligt eksempel er, da vi i valgkampen præsenterede V-byrådskandidaterne Louise Louring og Almaz Mengesha for en lille AGF-quiz for at se, om det bare var vælgerlefleri, at de havde iført sig AGF-trøjer på deres valgplakater. De svarede nogenlunde lige så succesfuldt som deres mandlige sidestykker gjorde i 2011, men Louring vandt, for hun nåede slet ikke at svare forkert. »Okay, jeg vil ikke være med i quizzen alligevel,« lød hendes tilbagetog nogle sekunders betænkningstid efter første spørgsmål om, hvor i tabellen klubben lå.
Rambuktyverier er efterhånden ved at være lidt af et særsyn, men i de tidlige morgentimer den 23. november blev der udført et ret vildt et af slagsen. Endnu ukendte gerningsmænd spændte en hjemmelavet rambuk i træ på en BMW og bragede ind i glasfacaden hos juveler og Rolex-forhandler Knud Pedersen på Sankt Clemens Torv. På kort tid fik gerningsmændene ribbet butikken for adskillige ure og smykker til en værdi på ’flere millioner kroner’, som politiet har formuleret det. Gerningsmændene er stadig på fri fod, så giv politiet et kald, hvis du bliver tilbudt et lidt for billigt smykke eller ur.
Sjove valgplakater var der ikke mange af til kommunalvalget i november, men S-kandidat Janus Boye tog dog alligevel ufrivilligt prisen for den sjoveste. En spøgefugl med slettelak kastede sig over nogle af socialdemokratens plakater og udviskede det første bogstav i fornavnet og det sidste i efternavnet. Og således blev en seriøs politiker med simple midler til ANUS BOY. Ikke lige den måde, Janus Boye havde håbet på at blive profileret i sin valgkamp, men omtale gav det dog. I lokale såvel som nationale medier, og billedet af hans plakat nåede også Anders Hemmingsens over en million følgere på Instagram. Boye selv billigede naturligvis ikke den ulovlige hærværk, men indrømmede dog, at han også havde haft svært ved ikke at grine af det kreative påfund.
Tiiiimbeeer, blev der ikke råbt, da et gigantisk piletræ pludseligt bragede mod jorden på Frederiksbjerg Torv en lørdag formiddag i marts, men heldigvis var der ingen mennesker til stede på torvet. Den gamle gigant havde prydet den centrale plads i over 100 år, og da den takkede af, gjorde den det også på mirakuløst betimelig vis. Hverken pølsevogn, parkerede biler, bænke eller bygninger kom til skade.
Uagtsomt manddrab, lød tiltalen, da en 28-årig mand i maj skulle have sin dom for i oktober 2020 at have kørt 23-årige Katrine Lilleør ihjel i krydset Åby Ringvej/Edwin Rahrs Vej, der nu er blevet kendt som Dødskrydset, efter at to unge kvinder på få år har mistet livet. Katrine Lilleør var ude på en løbetur, da hun blev påkørt af den unge mand, som kørte over for rødt i for hurtig fart. Trafikdrabet kostede ham en dom på 60 dages betinget fængsel, samfundstjeneste og en frakendelse af kørekortet, fordi det var byrettens vurdering, at det ikke kunne bevises, at han bevidst var kørt over for rødt og dermed havde kørt særligt hensynsløst.
Vejarbejde og trafikkaos venter aarhusianerne de kommende år. Det er ikke nyt, tænker du sikkert, og selvom det er rigtigt, så forventes det at blive ekstra slemt, når Marselistunnelen skal bygges. Regeringen afsatte i april 2,1 mia. kr. til tunnelen, og 1. november underskrev regeringen og kommunen samarbejdsaftalerne, der blandt andet betyder, at staten bliver bygherre, mens kommunen får ansvaret for en sikker trafikafvikling i resten af byen. Det forventes, at maskinerne går i jorden i 2025, og at projektet er færdig i 2031.
Wow, må Anders Holch Povlsen tænke, når han ser tilbage på det forgangne år. Bestseller-milliardæren, der bor ud til Årslev Engsø, blev først og fremmest far til en velskabt søn i oktober, men også forretningsmæssigt har 2021 været et vildt år for erhvervsmanden. Ifølge Økonomisk Ugebrev er familiens formue tredoblet siden 2020 til at være på nu svimlende 135 mia. kr., og i løbet af året er forretningsimperiet sandt for dyden også vokset. Senest har familien købt ejerandele i FC Midtjylland, Coolshop, Bambuser, Matas, Lunar Bank og meget, meget mere.
X’er blev der sat 16. november, da Danmark skulle til stemmeurnerne. 196.274 krydser for at være helt eksakt, og det gav en stemmeprocent på blot 68. I Aarhus fik de konservative et kanonvalg og blev byrådets største borgerlige parti, hvormed leder Steen Stavnsbo kunne tage rådmandsposten for Teknik og Miljø. Borgmesterkæden hænger stadig om halsen på Jacob Bundsgaard (S) de kommende fire år, men bykongen fik vælgermæssige bank med et halveret personligt stemmeantal, tre færre partikollegaer i byrådet og en tilbagegang på ni procentpoint. Men i den kommende tid får kaptajnen rig mulighed for at fokusere på det stolte skib, Aarhus, for tiden som KL-formand er ovre til marts.
Ydmygelse. En ikke helt ukendt følelse for AGF-fans, der dog har været for forskånet de seneste år, men i 2021 kom den gamle, grimme fornemmelse snigende igen. Året startede ellers hæderligt med en acceptabel fjerdeplads i den forgangne sæson, men den sidste halvår har ikke været prangende. I juli blev David Nielsens tropper sparket ud af Conference League, og bag sparket stod upåagtede, nordirske Larne FC, der gik videre med samlet 3-2. Det blev også til et farvel til pokalturneringen i oktober efter et 2-0-nederlag til SønderjyskE hjemme på Ceres Park, og i Superligaen gik AGF på vinterferie som nummer syv og har dermed fem kampe til at indhente de fire point, der lige nu er op til Silkeborg på sjettepladsen, som sikrer mesterskabsspil i stedet for nedrykningsspil.
Zigzaggende biler, som prøver at undgå de forhadte pukkelbump, er stadig en realitet i nogle få lokalsamfund i kommunen. Lokalavisen Aarhus har siden slutningen af 2020 og igennem 2021 afdækket de mange problemer, som de små røde fartforhindrere har medført, og i starten af året gik rådmand Bünyamin Simsek (V) med til at fjerne dem de steder, hvor de lokale kunne blive enige om, at de skulle væk. Samtidig slog han fast, at de aldrig mere skal benyttes i kommunen. Men i eksempelvis Hjortshøj og Solbjerg venter de stadig frustreret på, at kommunens folk kommer og fjerne pukkelbumpene.
Ærgerlige var man hos de aarhusianske dyrevenner, da Dansk Dyreværn Aarhus i sommer måtte fusionere med Dyrenes Beskyttelse for at undgå konkurs. Dyreværnsorganisationen i Tranbjerg havde på få år formøblet over 30 mio. kr., og derfor blev bestyrelsen kastet på porten af medlemmerne i maj. Men det lykkedes ikke den nye bestyrelse at redde økonomien på den korte tid den havde, før konkursen blev en realitet, og derfor var man til sidst tvunget til at lade sig redde af Dyrenes Beskyttelse. Det betød, at det forhadte navn Voice of Pets blev forkastet, men til gengæld gik internatet tilbage til Dansk Dyreværn Aarhus, der altså stadig består efter 70 år, hvor ildsjælene har hjulpet dyr i nød.
Øen er blevet en særdeles attraktiv bydel, og varerne er blevet revet af hylderne til enorme kvadratmeterpriser det seneste år. Således har både bygherre på Nicolinehus- og Lighthouse-projekterne kunnet melde, at de har solgt deres lejligheder lang tid, før de står klar og langt hurtigere, end de havde forventet. I år rundede Nicolinehus salg for over en milliard kroner, mens der er solgt liebhaverlejligheder for mere end 1,5 mia. kr. i Lighthouse, der nåede sine enorme 142 meter for nogle måneder siden.
Årene 2016 og 2017 kom til at hjemsøge Søndervangskolen i 2021. I september kunne Politiken afsløre, at den ellers så roste tosprogede skole mod reglerne har tildelt en hel årgang ekstra tid til alle afgangseksamener i 2016 og til danskeksamen i 2017. I oktober fratrådte den profilerede skoleleder Rani Hørlyck og hendes viceskoleleder, og kommunen bestilte en ekstern undersøgelse, som lå klar kort før jul. Den bekræftede problemet og afdækkede ydermere et dårligt arbejdsmiljø, og at skoleledelsen med overvejende sandsynlighed mod reglerne og før tid har informeret lærerne om, hvilke fag der var udtrukket til eksamen. Praksissen kan spores helt tilbage til 2009. Politiet skal nu undersøge, om der er sket brud på tavshedspligten. Forløbet har også vist, at Aarhus Kommune har ført et sløjt tilsyn og havde viden om problemerne, men undlod at informere myndighederne om det.