Livsliniens telefoner i Aarhus har været lukket hele ugen

Der er stille i de smalle lokaler i Klostergade i hjertet på Aarhus.

Normalt plejer telefonerne konstant at kime, og skrivebordene er besatte af frivillige til at tage dem, men denne uge har man været nødt til at slukke telefonerne hos Livsliniens nye afdeling i Aarhus.

De to rådgivingsfaglige medarbejdere hos den selvmordsforebyggende organisation, Livslinien, Trine Møller Kristensen og Sacha Kondrup er dog at finde, når man træder i de lavloftede lokaler.

»Corona har været hård ved os. Derfor varierer det, hvor mange vi vagter, vi afsætter. Vi har været oppe på fire vagter på en uge, men så er der også uger som denne, hvor alle er aflyst pga. sygdom,« fortæller Trine Møller Kristensen, da vi får sat os ved et af de tomme borde for at snakke om Livsliniens udvidelse til Aarhus.

I august måned rykkede organisationen en afdeling til Aarhus, og den efterfølgende tid er gået med at oplære nye frivillige, som kan sidde ved telefonerne og i chatrådgivningen.

Men selvom stolene ved telefonerne og bag chatcomputerne denne fredag er tomme, skal man ikke bekymre sig – afdelingen i København har nemlig stadig åben.

Til gengæld er det måske et meget godt billede på det budskab, rådgiverne Trine Møller Kristensen og Sacha Kondrup gerne vil ud med denne fredag eftermiddag.

»Vi håber på et stort nyt hold i denne rekrutteringsrunde, og det kommer til at hjælpe os meget, men som du jo kan se, mangler vi virkelig frivillige. I går var det især hårdt, for der var både København og Aarhus lukket,« fortæller Sacha Kondrup.

En brøkdel af København

På landsplan modtog Livslinien 162.000 indringninger til telefonrådgivningen i 2021 og besvarede omkring 14.000 af henvendelserne. Man har ikke lavet statistik på Aarhus-afdelingen endnu, men de to rådgivningsfaglige medarbejdere fortæller, man på en vagt normalt når at svare på tre-fire opkald.

12 af de i alt 180 frivillige fra Livslinien sidder i Aarhus, og de arbejder ud fra vagter i tidsrummene 13-17 og 17-21, og det er de præcis de tidsrum, hvor telefonerne er mest glødende.

»Der er mest travlt sen eftermiddag/aften, men nu er klokken lidt i 12, og hvis vi tændte telefonerne, ville de også ringe konstant. Det skal man kunne være i som frivillig, for man skal tage en pause en gang i mellem og få snakket nogle af samtalerne igennem med en kollega, så de ikke sætter sig i for meget i kroppen. Det er jo engang i mellem nogle utroligt hårde samtaler,« fortæller Trine Møller Kristensen.

På det godt halve år, hvor afdelingen har eksisteret, er man blevet bekræftet i, at den har været til gavn. Alligevel misser Livsliniens frivillige stadig alt for mange opkald, mener Trine Møller Kristensen.

»Det giver ondt i maven at se den telefon ringe. Det er et rigtigt menneske, som har det dårligt på den anden side og ringer forgæves. Man får helt lyst til at selv at gå ind og tage telefonen.«

Hvorfor gør I så ikke det? Kunne I ikke ”bare” gå ind og sætte sig?

»Der er et regelsæt, som siger, at man ikke må sidder alene og tage telefonerne, for hvis der kommer et akutopkald, skal der være en anden kollega til hjælpe, så det er desværre ikke bare sådan.«