Knud Lyngå er hjemmeværnsmand på snart 80 år
Bager, konditor, tyvefanger, jæger og hjemmeværnsmand. Selvom Knud Lyngå bliver 80 år, rammer han stadig plet
Hadsten "Sidste gang jeg var på skydebanen kunne jeg sgu ikke lige huske, hvordan jeg fik bundstykket i. Men da jeg sigtede, sagde jeg til de andre: Jeg behøver kun det sorte til at dække skiven af med," griner Knud Lyngå hjerteligt.
Og han havde ret.
Selvom Knud Lyngå fra Hadsten bliver 80 år 24. marts, så rammer han stadig plet. Han er aktiv hjemmeværnsmand og jæger.
"Jeg sidder dog ned til jagten og jeg er radiomand på øvelserne, for der behøver jeg ikke komme ud i terrænet."
Mødtes til børnefest
Han kan se tilbage på et langt liv, hvor han og Sonja har fulgtes ad siden hun var 16 og han var 20 år.
Det var til en børnefest i Ørsted, med tivoli på pladsen.
"Vi havde kigget efter hinanden før, men da vi gik forbi hinanden var det en kort berøring og en hilsen," husker Sonja selv episoden, der betød, at de blev kærester og senere gift.
I begyndelsen var det ikke uden problemer at være kærester, for Knud boede på et tidspunkt til leje hos et indremissionsk ægtepar i Aalborg.
"Jeg var på besøg og de ville ikke have damer på værelserne, så da de opdagede det, blev der en råben og skrigen," erindrer Sonja.
"Så sendte de et åbent postkort til min mor, hvor de fortalte, at Knud var opsagt på værelset fordi jeg havde ligget i med ham," griner hun ved mindet.
Dengang var et åbent postkort det samme som at råbe det ud til alle i byen.
Bagerne fik navnet Lyngå
Parret kom efter det og Knud blev oplært i faderens bageri i Ørsted, senere blev han udlært i Aarhus og tog et par år senere konditoruddannelsen oveni, begge uddannelser blev bestået med med bronzemedalje. Han blev premierløjtnant af reserven efter to år i hæren.
Knud Lyngå kommer fra en bagerslægt.
Faderen var bager i Ørsted, bedstefaderen drev bageri i Assentoft og oldefaderen i Lyngå. Han blev senere folketingsmand og tog derfor efternavnet Lyngå.
Bageriet i Søndergade
I 1966 købte Knud Lyngå og Sonja det daværende bageri på Søndergade i Hadsten. Her bor de stadig ovenpå det, der i dag huser en restaurant i underetagen, mens som indtil cirka 2006 var bageri.
Der er bygget om flere gange og fra 1972 til 1974, drev han også brødudsalget 'Kringlen' i Hinnerup.
Tyvefangeren fra Hadsten
Årene som bagermester betød mange nætter og morgenener i vågen tilstand. Og Knud har altid haft øjnene med sig.
"Jeg kan ligesom se, når der foregår noget mistænkeligt, som når to bandit-typer vandrer ned ad Søndergade klokken 2 om natten, går ind i en baggård, vender tilbage igen og så kører væk i en bil med slukkede lygter. Dem holdt jeg øje med og da jeg finder dem igen i bilen, så stopper vi hinanden. Det viste sig at være uro-patruljen," ler Knud Lyngå ved mindet.
Han er kendt som manden der i en årrække holdt Hadsten ren for tyveknægte.
Han har vel opdaget og tilbageholdt langt over 30 indbrudstyve.
"De er jo nemme at spotte, for de opfører sig jo ikke helt naturligt," forklarer han.
"Og jeg har aldrig lagt hånd på en eneste af dem, selvom det var det ry jeg fik. Så snart de så mig var der flere der overgav sig."
Vildsvinet og arret
Jagten har betydet meget i Knuds liv. Han har været på jagt i Letland og en del i Østjylland.
"Og så var jeg på vildsvinejagt en dag," lyder det med pokerfjæs fra ham.
Skjorteærmet trækkes op, og et langt, smalt ar langs hele armen kommer til syne, mens han siger ordet vildsvin.
Grinende tilføjer han, at de fleste hopper i med samlede ben.
"Arret fik jeg under en operation i 2012, hvor de tog blodårer ud til en bypass i benet."