Spritny bestyrelse tramper op ad stejl læringskurve i sommervarmen i kategori Tour de France bjerge
Der bliver ikke flere generalforsamlinger i 2023, lovede formand for Rønde Vand, Bo Fensbæk, afsluttende med et smil på torsdagens ekstraordinære generalforsamling i Rønde Idrætscenter.
Rønde Vand A.m.b.a. har været i overskrifterne i dette forår.
Ved den ordinære generalforsamling i marts fik den siddende bestyrelse ikke godkendt regnskabet for sidste år, da et flertal af de fremmødte nægtede at række hånden op, fordi de savnede en detaljeret redegørelse for, hvad bestyrelsen løste af opgaver, som kunne forsvare et samlet udbetalt bestyrelseshonorar på 376.000 kroner.
Det betød en ekstraordinær generalforsamling i april, som forløb dramatisk i den forstand, at en samlet bestyrelse på seks pakkede deres grej sammen og traskede sammenbidte og skuffede ud af lokalet efter formand Henning Sørensens udvidede beretning i forhold til den, han holdt en måned tidligere på den ordinære generalforsamling.
Bestyrelsen lod de mange fremmødte på generalforsamlingen forstå, at de seks havde mærket efter, og fornemmelsen hos dem alle sagde, at de nok havde mange medlemmers opbakning, men ikke de medlemmer, der var mødt op på generalforsamlingerne.
Det tog de ad notam. Derfor exit bestyrelsen.
Det lykkedes imidlertid med møje og besvær at få valgt en ny bestyrelse på seks. Den fik sin ilddåb torsdag 15. juni i Rønde Idrætscenter og efter en to og en halv time lang seance kunne dirigenten Henrik Vinther takke de 54 fremmødte, heraf 42 med stemmeret, for deres indsats i sommervarmen.
Nye honorarstørrelser
Regnskab 2022 og Budget 2023, herunder nye størrelser på de forkætrede bestyrelseshonorarer, afdækning af fusionen med Rostved Vandværk, fremtiden for samarbejdet i Kaløvig Vand med Hornslet Vandværk, Ugelbølle Vandværk og Syddjurs Kommune, valg af et nyt revisionsfirma og bestyrelsens fremtidsplaner var nogle af temaerne.
Honorarstørrelserne bliver fremover 48.000 kroner til formanden og 24.000 kroner til hver af de øvrige fem, inkl. suppleanten Rikke Lindhard, der er gået med i bestyrelsesarbejdet på lige fod med de øvrige, hvoraf tre har en fortid i en tidligere bestyrelsesudgave af Rønde Vand.
Samlet set udgør det nye honorar 45 procent af, hvad den tidligere bestyrelse modtog, dvs. ca. en halvering af det samlede honorar.
Rønde Vands regnskabsår følger kalenderåret, mens udbetalingen af honorarer foregår i perioden fra 1. april til 31. marts i samklang med datoen for den årlige generalforsamling.
Vi har kun siddet i halvanden måned og har overtaget opgaven fra den gamle bestyrelse, der efter eget ønske alle stoppede.
Den gamle bestyrelse har derfor i 1. kvartal 2023 fået udbetalt sammenlagt 93.000 kroner i honorarer, før den forlod skansen.
Det mindre honorar frigør samlet 208.000 kroner pr. hele år, som bestyrelsen vil anvende til ansættelse af en deltidsansat driftsbestyrer med forventet start 1. september 2023.
I Budget 2023 er der afsat 100.000 kroner til aflønning af en driftsbestyrer i årets fire sidste måneder.
Hertil kommer, at Rønde Vand har overtaget en fast kontormedarbejder, der tager sig af diverse blæksprutteopgaver og har det store administrative overblik.
Det har været et stort ønske på de afholdte generalforsamlinger, at den daglige drift varetages af en driftsbestyrer, der refererer til bestyrelsen, mens bestyrelsen overgår til at agere bestyrelse med udelukkende ansvar for det strategiske og taktiske niveau i foreningen Rønde Vand.
Stejl læringskurve
Den tidligere formand Henning Sørensen deltog i generalforsamlingen, og han kommenterede flittigt under de to og en halv time i sommervarmen.
Bestyrelsen måtte i flere omgange slå fast, at beskyldninger mod den tidligere bestyrelse om urent trav og nepotisme intet havde på sig. Også at Regnskab 2022, som den gamle bestyrelse står på mål for, ikke gav anledning til kritiske bemærkninger overhovedet.
»Vi har kun siddet i halvanden måned og har overtaget opgaven fra den gamle bestyrelse, der efter eget ønske alle stoppede. Derfor kan ingen forvente på nuværende tidspunkt, at vi kan svare på alt, men vi arbejder hårdt på hver dag at blive klogere. Indrømmet det er en stejl læringskurve,« lød det fra formand Bo Fensbæk.
Dirigent Henrik Vinther appellerede på et tidspunkt til, at den tidligere bestyrelsesformand Henning Sørensen og den nyvalgte bestyrelse snarest satte sig sammen og fik clearet en række ting, så resten af den ekstraordinære generalforsamling ikke blev brugt på, at den afgåede formand diskuterede temaer med den nyvalgte bestyrelse, som denne af gode grunde ikke endnu var dybt nok nede i materien til at kunne svare fyldestgørende på.
Adresseavisen vil i de kommende udgaver behandle nogle af de temaer, der blev gennemgået, rejst og diskuteret på den ekstraordinære generalforsamling, yderligere i detaljer.