Børneforkæmper skifter arena
Det er en æra, der slutter, lyder det fra skoleleder, der snart fratræder sin stilling til fordel for direktørjob.
Børneforkæmper. Frihedskæmper.
Det er store, flotte ord, men ikke helt forkerte, hvis man gerne vil beskrive, hvem Kristian Toft er.
Han er indtil slutningen af august skoleleder for Mølleskolen i Ry, det har han været i seks år, hvorefter han skifter arbejdet for nogle af Rys børn ud med et arbejde for alle børn.
Det sker i form af en rolle som direktør for Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM) i Randers.
»Jeg har fået et spændende tilbud. Jeg kommer til et videnscenter, der forsker i, hvordan man laver vores institutioner, så vores børn og unge trives. Det handler om at gøre verden til et bedre sted for eleverne,« siger han.
Mere formelt skal han arbejde med at udvikle rammer for gode fællesskaber omkring børn og unge, fra daginstitution til uddannelsesinstitution, med udgangspunkt i værdier om fællesskab, ordentlighed, mod og kvalitet.
Frihed
I første omgang skal han efter sommerferien sige ordentligt farvel til elever og lærere på Mølleskolen. Han har fået lov til at udskyde jobstart på DCUM, så han kan »være med til at rulle skoleåret ud.«
»Det er ikke et fravalg, at jeg har taget imod det nye job, for jeg har været vildt glad for at være på Mølleskolen. Det er et rigtig godt sted, og jeg flygter ikke,« siger han.
Når undertegnede indledningsvis postulerer, at 52-årige Kristian Toft er en frihedskæmper, skal det forstås i skolesammenhæng. Han har i mange år, ikke mindst siden 2013, hvor en udskældt skolereform blev gennemført efter en ualmindelig uskøn proces, været højlydt forkæmper for, at den enkelte skole i stort omfang skal have frihed til at skabe egne rammer. Han har blandt prøvet at råbe politikere op ved at indtage en plads i udvalg nedsat af Børne- og Undervisningsministeriet og Kommunernes Landsforening.
Det er, naturligvis, ikke Kristian Tofts fortjeneste alene, men kampen for frihed har i høj grad været vellykket.
»Vi står et godt sted politisk. I mange år blev skolen detaljestyret helt ud i klasserne. Man havde fra Christiansborg en idé om, at børnene ikke var dygtige nok, og det gav en mistillid til skolerne , som til gengæld mistede tilliden til politikerne,« siger han og fortsætter:
»Den detaljestyring, der har været, har man fra politisk side indset ikke virker, og mange af de tiltag, der i sin tid blev sat i værks, er langsomt blevet rullet tilbage.«
Alma
Som skoleleder for Mølleskolen i Ry har Kristian Toft sat sit aftryk på flere måder. En af de væsentligste er ifølge ham selv, at skolen har en ugentlig projektdag, hvor eleverne eksperimenterer og får mere tid til fordybelse og til at bruge deres hænder.
»Jeg er meget glad for, at vi har fået indført en ugentlig projektdag. Det har vi sat i system i de seks år, jeg har været her,« siger han.
Almas Intelligente Have er et andet og meget synligt aftryk. Det er også et hjertebarn. Det ambitiøse projekter er en blanding af bypark og naturvidenskabeligt eksperimentarium og kan (også) beskrives som en teknologisk byggelegeplads med fokus på blandt andet vind, vand og solceller.
Alma er Kristian Tofts idé, og han har i flere år kæmpet for at skaffe midler til at gennemføre projektet. 10 millioner kroner i fondsstøtte er det blevet til. Det konkrete indhold i det 2400 kvadratmeter store område, kendetegnet ved en stor halvkuppel, er skabt i samarbejde med elever, forældre, foreninger og virksomheder.
»Projektet er kun lige blevet helt færdigt, og jeg er glad for, at jeg når at aflevere netop den del,« siger Kristian Toft.
Vigtige eksperimenter
Mølleskolen har også et indendørs »fablab,« et teknologisk værksted med blandt andet lasercutter, droner og 3D-printere, hvor eleverne kan lære at designe og fremstille produkter og blive klogere på fremtidens teknologier.
De forskellige muligheder for at eksperimentere uden for klasseværelserne skal være med til at sikre nysgerrige og motiverede børn og unge. Mange elever i folkeskolen mister ifølge Kristian Toft motivationen til at gå i skole allerede inden, de når til udskolingen. Det gælder særligt for drengene, lyder det.
Folkeskolen skældes jævnligt ud for undervisning af tvivlsom kvalitet, og skolerne får ofte skylden for dårlig trivsel blandt børn. Hvordan synes du, det står til?
»Folkeskolen kan altid blive bedre, og når man arbejder i folkeskolen, skal man altid vil gøre den bedre, men jeg synes heller ikke, den er et så kritisk sted, som nogle vil gøre det til. Den nye minister (børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), red.) har sagt, at skolerne skal frisættes endnu mere, og det er positivt. Der er bestemt håb for fremtiden.«
Slut på en æra
Det kan ikke udelukkes, Kristian Toft bliver følelsesladet på »sidste skoledag.« i slutningen af august.
»Det bliver svært og med vemod, for det job, jeg får nu, er længere væk fra eleverne. Jeg har været lærer i år ni, og skoleleder i 15. Det er en æra, der slutter,« siger han.
I hvilken stand efterlader du Mølleskolen?
»Den er i rigtig god stand. Skolen står et rigtig godt sted, med en masse dygtige medarbejdere, og jeg er tryg ved at give den videre til en ny leder.«
Det bliver i første omgang skolens nuværende viceinspektør, Morten Lomborg. Han er konstitueret, indtil der bliver fundet en ny skoleleder, højst sandsynligt udefra. Processen med at finde Mølleskolens kommende skoleleder starter, når Kristian Toft har vinket farvel til skolens elever.
Kristian Toft siger godt nok, at en æra slutter. Han pointerer samtidig, at han hverken har lukket eller smækket med nogle døre.
»Jeg kunne sagtens forestille sig at komme tilbage til folkeskolen,« siger han.
Uanset hvad fremtiden bringer, er det nok sikkert at sige, at Kristian Toft vil fortsætte med at kæmpe for børn og deres velbefindende. Det er en nobel kamp.
Tillykke med det nye job, Kristian.