Fortsæt til indhold

Helt ude i hampen: Par er endt i en creme-kamp med de store tech-giganter

Selvom deres hudplejeprodukter er hundrede procent lovlige, så støder lokal kosmetikvirksomhed konstant på forhindringer – især på de sociale medier.

Samfund

»Vi har tre konti på Google – de er alle sammen spærret.«

Frustrationen er til at tage og føle på i den lokale kosmetikvirksomhed Naturecell.

På trods af, at han har investeret ca. fem mio. kr. i sit eget kosmetikbrand, så har grundlægger Allan Falk Gamborg nemlig flere gange været ved at kaste håndklædet i ringen.

Sammen med sin hustru Lizbeth Falk skaber han kosmetikprodukter, hvor CBD er en af de bærende ingredienser. Det er den første godkendte hudplejeserie med CBD her i landet, og selvom godkendelserne og loven forlængst er på deres side, så støder parret gang på gang på udfordringer.

»Vi skal kæmpe en kamp på alverdens slagmarker på samme tid om både lovgivning, godkendelser og blokeringer på sociale medier. Men det er en kamp, der er værd at tage, har Lizbeth Falk, der i 2022 blev en del af virksomheden, som Allan Falk Gamborg startede i 2018, bl.a. udtalt.

Lige nu er parrets største udfordring på de sociale medier. Her bliver deres produkter nemlig automatisk kategoriserede som ulovlige, fordi der indgår et hampeblad i virksomhedens logo.

Ekstrem kontrol

Allan Falk Gamborg har været i branchen siden 2006, hvor han sammen med sin bror på Møllerup Gods på Djursland gik fra at arbejde med hampfibre til at arbejde med fødevarer og nu altså kosmetik.

Selvom den lov, der i 1961 forbød hampen i Danmark, blev ændret i 2018, så det var tilladt at bruge CBD i kommercielle produkter, så har Allan Falk Gamborg konstant haft store udfordringer med at promovere og sælge sit produkt.

»Da vi startede i tidernes morgen, ville vi gerne have Matas til at føre vores produkter. De krævede, at vi understøttede, at CBD’en i vores produkter var lovlig. Det var nemlig ikke et lægemiddel, men en hudplejeserie.«

På trods af at de hele tiden har haft styr på godkendelserne, så støder de konstant hovedet imod en mur, fortæller Allan Falk Gamborg.

Vores kamp er egentlig, at vi ikke forstår, hvorfor man som 100 % lovligt produkt ikke kan få lov til at reklamere – særligt på de sociale medier.
Allan Falk Gamborg, indehaver, Naturecell

»Lægemiddelstyrelsen har godkendt, at vores produkt ikke er et lægemiddel - men en cremeserie, men der er så overdrevet meget kontrol med det i Danmark.«

Årsagen til den strenge kontrol er givetvis, at cannabis også kan bruges som et rusmiddel. Det er dog ikke relevant, når det kommer til de hampprodukter Allan Falk Gamborg arbejder med.

»Jeg har arbejdet med hele hampplanten fra stokken til frøene og nu bladenes CBD. Når vi snakker almindelig industrihamp, plejer jeg at sige, at du skal ryge en hel bigballe for at blive skæv af det.«

Virksomheden støder dog ikke kun på udfordringer, når det kommer til lovgivning og kontrol, men også når det kommer til markedsføring. Og det er en kamp, der er betydeligt sværere at vinde.

En umulig kamp

Forskningen har de seneste årtier medvirket til betydelige landvindinger indenfor medicinsk brug af cannabis. Tanken hos virksomheder som Naturecell er, at CBD’ens positive egenskaber også kan udnyttes kosmetisk.

Siden starten i 2018 har det dog været svært for virksomheden at udbrede det budskab.

»Vores kamp er egentlig, at vi ikke forstår, hvorfor man som 100 % lovligt produkt ikke kan få lov til at reklamere – særligt på de sociale medier,« fortæller Allan Falk Gamborg.

De store tech-giganter Meta, der står bag bl.a. Facebook og Instagram, og Google opfatter nemlig CBD som ulovligt. Det betyder, at Naturecells annoncer på de sociale medier gang på gang blevet lukket ned, fordi de strider mod platformenes retningslinjer.

Det gør det enormt vanskeligt for små virksomheder som Naturecell at overleve, da adgang til annoncemarkedet på de sociale medier i dag er en nødvendighed for de fleste forretninger.

»I starten havde vi et problem med, at vi havde et hampblad som logo. Så ændrede vi logo’et, men de kan stadig læse, at der står CBD i produktbeskrivelsen.«

Spørgsmålet er dog, hvor grænsen går for, hvor meget de kan ændre, før det ikke længere er deres produkt, de reklamerer for.

»Hele vores anke er jo, at vi kan gøre en masse ting for at tilpasse os de mange regler, men hvorfor er det nødvendigt? Vores pointe er egentlig at sige, hvorfor er det, vi skal ændre alt, når vores produkt er 100 procent lovligt – både i Danmark og i USA.«

Selvom Allan Falk Gamborg som nævnt flere gange har været ved at give op og stoppe mens legen er god, så har Lizbeth Falk gang på gang insisteret på at fortsætte. Og den er han meget glad for.

»Vi kæmper videre! Vi vil det her, og når vi ser den ekstremt positive feedback vi får bl.a. på vores hjemmeside, så giver det kun endnu mere mod på fremtiden.«