Solcellerne ved Ålsrode: Her er status
Høringsperioden på Solcellepark Kejsegården ved Ålsrode nærmer sig sin slutning. Her får du svar på fem centrale spørgsmål.
1: Borgerne
Modstanden fra borgerne i Ålsrode er stadig massiv.
I 2020 afleverede borgergruppen ’Solcellepark Kejsegården – Nej Tak’ 251 underskrifter fra myndige og direkte berørte borgere imod projektet til daværende borgmester Jan Petersen (S).
11. august i år tog borgergruppen endnu engang turen op til borgmesterkontoret, hvor Kasper Bjerregaard (V) nu sidder.
Her blev der afleveret 349 underskrifter imod projektet til borgmesteren.
Formanden for borgergruppen Grete Carstensen forklarer, at man denne gang også har spurgt næste generation til husejerne i Ålsrode, om de vil være med i underskriftsindsamlingen.
»Vi har spurgt folks voksne børn. Altså dem som også er vokset op i Ålsrode, og som sådan set er arvinger til husene, der får udsigt til solceller. Det synes vi egentlig er rimeligt også at spørge dem, og det tror jeg også borgmesteren synes. Nu ligger underskrifterne i hvert fald hos ham.«
2: Hvor står politikerne?
20. juni i år stemte samtlige medlemmer i kommunalbestyrelsen for at godkende den lokalplan og miljøundersøgelse, der potentielt giver mulighed for at etablere solcelleanlægget.
Det betyder dog langt fra, at det også ender med, at solcelleprojektet bliver til noget.
Flere politikere har således allerede taget forbehold i beslutningsprocessen. Med andre ord har de vedtaget de tekniske formaliteter, men samtidig åbnet for, at høringsperioden, der som før nævnt har budt på en vokset underskriftsindsamling, kan være med til at ændre beslutningen.
Mens størstedelen af politikerne dermed fortsat vægrer sig ved at tage endelig stilling, har løsgænger Jens Kannegaard Lundager og Diana Therese Mikkelsen fra Danmarksdemokraterne meldt klart ud, at de ikke støtter solcelleprojektet på grund af påvirkningen på de nærmeste naboer.
3: Hvornår træffes beslutningen?
Det er endnu ikke fastlagt, hvornår en endelig vedtagelse af projektet skal tages af kommunalbestyrelsen.
Høringsperioden slutter 7. september, og derefter starter den politiske proces igen, hvor projektet skal behandles i miljø- og teknikudvalget, økonomiudvalget og slutteligt kommunalbestyrelsen.
Et bud er, at sagen kommer på kommunalbestyrelsens dagsorden til mødet 14. november.
4: Hvad sker der, hvis projektet godkendes?
Hvis politikerne nikker ja til Solcellepark Kejsegården, betyder det formentlig ikke, at spaden bliver stukket i jorden umiddelbart derefter.
Borgergruppen ’Solcellepark Kejsegården – Nej Tak’ har allerede bedyret, at de i så fald benytter sig af klagemuligheden til Miljøklagenævnet. Her ønsker man at påklage indholdet i den miljøredegørelse, der er udarbejdet i forbindelse med solcelleprojektet.
Borgergruppen mener, at miljøredegørelsen ikke giver et retvisende billede af fredede dyre- og plantearter i området, som vil blive påvirket af solcelleanlægget.
En klage til Miljøklagenævnet har dog ikke opsættende virkning. Dermed kan Kejsegården i princippet begynde at sætte solceller op, hvis kommunalbestyrelsen godkender lokalplanen. Dog med risiko for at skulle pille dem ned igen, hvis klagen får medhold.
5: Hvor stort bliver anlægget?
I den oprindelige ansøgning var solcelleanlægget ved Kejsegården på 190 hektar.
Siden er der pillet 54 hektar ud, da det lå i kystnær zone.
Meldingen fra Kejsegården var, at man til dels fjernede de 54 hektar for at komme borgerne bekymring om det store anlæg i møde.
Kritikken fra borgergruppen har omvendt været, at Kejsegården hele tiden har været klar over, at de 54 hektar ikke kunne realiseres og dermed har brugt arealet strategisk for at få det endelige anlæg til at syne mindre.
Den kritik afvises dog på Kejsegården.
»Det er rigtigt, at det ville kræve en dispensation, så vi har valgt ikke at tage det med, men det har været et spørgsmål om vurderinger, for det ligger lige på grænsen til kystnærhedszonen. Det har vi ikke været afklaret med fra starten. Det er igennem en proces med VVM og kommunen og Miljøstyrelsen, at vi har fundet den afklaring,« har Frederik Nicolajsen fra Kejsegården tidligere udtalt til Lokalavisen.