Fortsæt til indhold

Politisk ping-pong: Ulovlige sommerhuse kastes frem og tilbage

To grundejere i et sommerhusområde i Egsmark må vente lidt endnu på at få at vide, om de må bygge eller ej

Samfund

En sag om sommerhuse på naturbeskyttet jord ved Egsmark får en tur for alle pengene rundt i det politiske system i Syddjurs Kommune. Sidst vi skrev om den, sendte Byrådet sagen til Natur-, teknik-, og miljøudvalget, men i denne uge røg den tilbage fra udvalget til Byrådet. Det er en kompliceret sag. Principiel kalder Enhedslistens Jesper Yde Knudsen den, men her er en kort forklaring og sagens status lige nu:

I 2013 blev 20 grunde på Egsmarkgårdvej udstykket til sommerhuse. I dag er 18 af dem bebygget, mens to grunde, Egsmarkgårdvej 2 og 10, stadig står tomme på nær et par skel-pæle, der kæmper med at nå højere op end det vildtgroende græs.

Uheldigvis for de to grundejere var de for langsomme til at komme i gang med at bygge. Det har nemlig, siden de 18 huse er blevet opført, vist sig, at hele området er underlagt §3 i Naturbeskyttelsesloven. Det betyder, at alle sommerhuse derfor i princippet er opført ulovligt, og de to tomme grunde er de facto værdiløse.

Tilgivelse eller tilladelse

Tilbage i maj var sagen på dagsordenen i byrådet. Ejerne af Egsmarkgårdvej 2 og 10 har nemlig ansøgt kommunen om dispensation til at bygge på trods af, at det er §3-område. Forvaltningen indstillede til afslag, men et flertal af Byrådet gik imod, og ville have embedsværket til at kigge på sagen igen. Den blev derfor populært sagt ’sendt tilbage til udvalget.

Siden juni har forvaltningen arbejdet med sagen, som altså ramte udvalgets bord på sidste møde.

Forvaltningen indstillede til politikerne, at de 18 ulovligt opførte sommerhuse kunne få dispensation, fordi, som det lyder i embedsteksten, »alternativet er, at husene skal rives ned, hvilket vurderes at være et uproportionalt værdispild. En eventuel dispensation bør dog indeholde vilkår om, at der etableres erstatningsnatur.«

Den godkendte udvalget, hvilket formentligt betyder, at de 18 ejere kan ånde lettet op, såfremt der ikke indklages til natur- og miljøklagenævnet.

Dispensationen til at give de to sidste ejere lov til at bygge kunne forvaltningen ikke anbefale tilbage i maj. Det kan de heller ikke nu, og derfor skulle de fem udvalgsmedlemmer, Kim Lykke Jensen (SF), Anita Søholm (S), Jørgen Ivar Brus Mikkelsen (V), Bjørn Jensen (K) og Jesper Yde Knudsen (Ø), tage stilling til, om de ville følge forvaltningens indstilling. Det ville de ikke, for et flertal i udvalget mener, at de skal have lov at bygge.

Det var Jesper Yde Knudsen dog ikke enig i.

»Jeg støtter forvaltningens indstilling, da jeg ønsker at tage beskyttelsen af §3-områder alvorligt,« sagde han på mødet. Han valgte at gøre brug af sin standsningsret, som kort fortalt betyder, at sagen sendes tilbage til Byrådet. Igen.

Til Lokalavisen forklarer han:

»Det er en principiel sag, så det vil jeg gerne kæmpe for. Jeg mener, at hvis vi politisk vælger at gå imod forvaltningens anbefaling, så skal det ikke kun være udvalget, der står på mål for den - så skal alle simpelthen tage stilling og trykke på knappen. Man åbner jo for, at man bare kan bebygge et §3 område og få tilgivelse bagefter. Jeg kan godt forstå grundejernes frustrationer, men hvis vi gør det, åbner vi op for en lang mindre restriktiv holdning til det.«

Tilbage står nogle sommerhus- og grundejere, som givetvis er spændte på, om bolden lægges til ro i Byrådet, eller om den skal ud på endnu en omgang. Dato for byrådets næste behandling af sagen kendes endnu ikke.