»Hver eneste dag kommer vi i tanke om noget nyt, vi aldrig kommer til at se igen«

»Der er mine støvler, og her er min arbejdsjakke. Og her er kasserne med Lego.«

Simon og Karina Kruse Frederiksen går og roder i en kæmpe bunke brandaffald, der fylder det meste af haven i familiens hus i Borgergade i østjyske Sall.

De håber at finde nogle ting, der ikke er gået til i den brand, der for en måned siden raserede huset.

»Det er godt nok en ordentlig dynge lort. Der er jo intet at komme efter,« lyder den triste konklusion.

Tåge i soveværelset

For en måned siden lå Karina som sædvanlig og sov ved siden af sin Simon i soveværelset i familiens hus i Borgergade i Sall. Denne nat vågnede hun imidlertid tidligere end normalt, ved 04-tiden.

»Jeg kan ikke sige, hvad der vækkede mig, for der var ingen lyde eller lugt. Jeg kalder på Simon, og da vi ser, der er tåget i soveværelset, ved vi, der er noget galt, så vi springer ud af sengen og render ind og vækker Jonathan.«

Jonathan er parrets 14-årige søn, som har autisme og er tæt knyttet til sine tre krybdyr, to kronegekkoer og en kongeboa. Han spørger selv om at få nogle plastiskåle at pakke dyrene i, og det lykkes at komme ud med alle husets dyr inklusive schæferen Sally, som Karina giver snor på og tager med udenfor.

Simon havde set, at der var ild i loftet i stuen ved brændeovnens skorsten, hvor malingen var ved at koge over. Og da han åbnede hjelmen til loftet, kunne han intet se for røg og slet ikke trække vejret. Alligevel havde han ingen anelse om, hvor slemt det skulle gå.

»Da vi kom udenfor, tænkte jeg, vi ville være tilbage i huset om en time. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, huset ville nedbrænde. Det gik bare stærkt,« fortæller han.

»Det brænder i etageadskillelsen, da brandvæsnet ankommer, men man kunne ikke se noget udefra. Et par røgdykkere løber ind i huset med en slange, men de kommer hurtigt ud igen, og da de prøver at komme ind ad et gavlvindue, kommer der en del røg. Da de prøver et nyt vindue, får huset luft og overtændes,« husker Simon.

Han havde som sædvanlig ved 01-tiden fyret op i brændeovnen. Denne nat »blæste det fuldstændigt vanvittigt,« og han tror, det var kombinationen af storm og måske en revne i skorstenen, der var årsag til branden.

»Løbet er kørt«

Ved 05-tiden ringer han til parrets ældste søn, 17-årige Kristian, der bor på skolehjem, så han ikke skal se eller høre om branden fra andre end forældrene. På det tidspunkt er det ved at gå op for Simon og Karina, at deres hjem gennem 23 år er fortid.

»Da solen stod op, kunne vi for alvor se skaderne, og da de begynder at grave indmaden ud med en kran, er vi klar over, løbet er kørt.«

Flere af landsbyens beboere var hurtige til at tilbyde familien husly, men de havde brug for at være for sig selv og flyttede midlertidigt ud til Karinas mor, der bor i et stort hus i Auning. Der var familien i en uges tid, indtil den fandt og flyttede ind i et delvist møbleret hus lidt udenfor Sall.

»Fysisk har vi det fint nok, men psykisk er vi ikke så godt med endnu, og det kommer til at tage tid. Det kører rundt i hovedet, og man er konstant i alarmberedskab, selvom risikoen for, at det sker igen, nok er lig nul,« fortæller Simon og Karina.

»Hver dag, man står op, kommer man i tanke om noget nyt, man aldrig kommer til at se igen.«

Værst med drengenes ting

Karina havde blandt andet en masse af sin mormors ting samt en masse smykker, hun har arvet af sine forældre, der i mange år havde en urmager- og smykkeforretning i Auning. Simon havde på samme vis en del af sin fars ting, ligesom han har mistet alle sine våben, han har brugt til jagt, og mange andre personlige ting, der er minder knyttet til.

»Det er slemt, men det sværeste er, at vi har mistet alle drengenes ting. Jonathan har på grund af sin autisme knyttet sig tæt til sine ting, og han bryder sig stadigvæk ikke om at se huset, så han vil gerne have, vi kører en anden vej,« fortæller forældrene og priser sig lykkelige over, at deres yngste søn i det mindste fik sine kæledyr med ud i live.

Støtte varmer

Midt i al trøstesløsheden glæder familien sig over den støtte, de har fået fra familie, venner og folk i landsbyen.

»Vi er sindssygt glade for at bo her, og vi har blandt andet fået en masse køkkenting fra en masse søde mennesker. Det er dejligt at mærke, folk tænker på os og ikke bare er ligeglade.«

Lige nu forsøger familien at få hverdagen til at fungere og lige så stille komme ovenpå igen. De forbereder sig på at bo i det lejede hus uden for byen i et godt stykke tid, indtil der bliver bygget et nyt på deres grund i Borgergade, hvor de samtidig vil benytte lejligheden til at rive deres andre og ældre bygninger ned.

»Vi har fået krisehjælp igennem forsikringen, og vi snakker åbent om, hvad der er sket. Det, tror vi, hjælper børnene.«