Dilettanter i kamp mod uret: »Selv hvis det går halvskidt, skal det nok blive sjovt alligevel«
Afbud i sidste time har sat en gruppe amatørskuespillere under pres. Alligevel er humøret højt i Fausing forsamlingshus.
»Nogle gange kan et par af dilettanterne godt nå at blive ”lidt svimle” inden vi går på scenen.«
Dilettanter har lang historie i Fausing.
Siden 1950’erne har dilettanter med mellemrum optrådt i byen.
Corona satte dog en kæp i hjulet på forehavendet to år i streg og siden 2020, har amatørtruppen været presset.
I år er ingen undtagelse.
To afbud i truppen halvanden måned før den store premiere betyder, at de tilbageværende skuespillere har været i en kamp mod uret for at få stablet årets forestilling på benene.
Selvom uret tikker stadigt hurtigere er stemningen alligevel munter i Fausing forsamlingshus.
Udfordrende år
Dilettant er et andet navn for amatørteater.
Siden år 2000 har dilettanter opført et årligt skuespil i Fausing forsamlingshus, og her sætter man en stolthed i at være dilettant eller glade amatører, som dilettanterne i Fausings nuværende instruktør, Torben Frandsen siger.
»Vi prøver ofte at lokke hinanden i nogle fælder på scenen og laver lidt sjov dilettanterne imellem. Det er selvfølgelig en hårfin balance. Det skal jo hele tiden være underholdende for tilskuerne, så det duer ikke, at vi laver så meget sjov, at de ikke kan følge med.«
For et par år siden skulle en af karaktererne i forestillingen forestille at være gravid. Hvad de andre dilettanter ikke vidste var, at den pågældende skuespiller havde skjult en vandballon under skjolen.
»Pludselig gik vandet, så vi alle sammen sjaskede rundt på scenen,« fortæller Torben Frandsen muntert.
De sidste par år har dog været udfordrende for dilettanterne fortæller Inger Østergaard, der har været formand i Fausing forsamlingshus i 25 år.
»Tilbage i 2020 var det hele stillet op, billetterne var solgt og så ramte corona, og så måtte scenen pilles ned. Det samme i 2021, hvor vi også måtte aflyse alt.«
I 2023 var dilettanterne dog tilbage i storform og opførte stykket Den røde elevator for fulde sale.
I år er problemerne dog vendt tilbage. To afbud i midten af januar har nemlig betydet, at dilettanter har måtte skifte det planlagte teaterstykke ud i sidste time.
Afbud i sidste time
2023 sluttede ellers ligeså godt som det var startet.
»Sidste år har vi en rimelig god besætning på en 7-8 dilettanter. Vi starter altid med at planlægge næste års forestilling i oktober, og der fik jeg igen tilsagn fra otte folk,« fortæller Torben Frandsen, der har boet i lokalområdet i 11 år.
Torben Frandsen bestilte derfor et teaterstykke til otte skuespillere hos Dansk Teaterforlag.
I januar ramte der uheldet dog.
»Vi nåede at øve stykket tre gange, og så var der en der faldt fra. Og der gik ikke andet end et par dage, så faldt endnu en fra på grund af sygdom. Vi prøvede at finde to suppleanter, men det lykkedes ikke.«
Derfor satte dilettanterne sig sammen med forsamlingshusets bestyrelse. Spørgsmålet var åbenlyst: enten droppede de det eller os kastede de sig over et nyt teaterstykke.
Sidst i januar besluttede de sig for at fortsætte.
Derfor er der premiere på teaterstykket Ånden i glasset – på von Bastians kro 15. og 16. marts i Fausing forsamlingshus.
Dilettanterne kæmper derfor en mindre kamp for at nå at øve stykket og deres replikker i tide.
»Vi plejer at have ca. tre måneder til at øve – i år har vi haft halvanden måned. Men det skal ikke lyde som om, vi er vildt pressede hele tiden, for vi har det jo skide sjovt også!«
»Vi skal nok nå det«
Selvom de har skulle lære et nyt stykke på rekorttid, så tager instruktøren det i stiv arm.
»Vi er alle sammen glade amatører og vi har da – især en af os – svært ved at huske replikkerne til tider. Vi har dog masser af erfaring, så vi er vant til at finde nogle sjove genveje, hvis det sker.«
Nu, hvor den store weekend nærmer sig, begynder sommerfuglene også at dukke op i maven.
»Det er mest til premieren. Selvom vi spiller det samme stykke to gange – fredag og lørdag, så spiller vi næsten to forskellige stykker. Fredag er det med spisning og vi spiller stykket som øvet. Det gør vi sådan set også lørdag, men folk har selv mad og drikke med, så nogle gange kan et par af dillettanter godt nå at blive lidt svimle inden vi går på«
Udfordringen ved at finde et stykke med kun seks personer på rollelisten (heraf en kvinde), har betydet at truppen har måtte tænke lidt kreativt.
»Heldigvis har vi nogle friske unge gutter herude, så vi har tre mænd, der er klædt ud som damer i stykket,« griner Torben Frandsen og fortsætter.
»Vi ser frem til at optræde. Det er altid sjovt, og vi håber, der kommer nogle folk. Det skal nok gå godt, og selvom det går lidt halvskidt, skal det nok blive sjovt alligevel.«