To år efter Putins angreb: »Hvor længe kan vi leve en dag ad gangen?«

Fanget i limbo.

Da Rusland invandrede Ukraine den 24. februar 2022, søgte tusindevis af mennesker – familier, børn og ældre – tilflugt i alle afkroge af Europa.

Flere af disse endte i Danmark og i Norddjurs Kommune.

En af dem var Olena Prokhorova.

Olena Prokhorova – eller Lena, som hun foretrækker at kaldes – fandt sig dog hurtigt til rette på Djursland. Hun fik job som bager på caféen Forrådskammeret i Auning. Selvom hun egentlig er advokat, blev hun på rekordtid en uvurderlig del af dagligdagen i det hyggelige surdejsbageri.

Tilværelsen var kaotisk, og fremtiden usikker, men i det mindste var folk venlige, omgivelserne gode, og rammerne trygge.

Her to år senere er situationen stort set uændret, skriver Lokalavisen Norddjurs.

Lena Prokhorova er stadig glad for tilværelsen i Auning, og krigen raser fortsat i hendes hjemland.

Ligesom mange andre ukrainere på flugt er hun derfor stadig fanget i ingenmandsland.

Hun kan ikke tage hjem og genstarte livet i Ukraine, men hun ved heller ikke, om hun kan eller vil blive boende og bygge en fremtid i Danmark.

Alenemor

Siden Folkebladet sidst var forbi Forrådskammeret for at tale med Lena Prokhorova, er der ikke sket de store forandringer i hendes liv, fortæller hun.

»Jeg har selvfølgelig tilpasset mig mere til det danske liv. Det tror jeg gælder for alle ukrainere.«

Efter to år i Danmark er der dog særligt to udfordringer, der presser sig mere og mere på.

En af dem er sproget.

»Mange ukrainere taler allerede dansk, men ikke jeg. Jeg forstår selvfølgelig mere. I begyndelsen var sproget volapyk, men nu forstår jeg mere og mere.«

Lena Prokhorova bor alene i Danmark sammen med sin niårige søn og har arbejdet mere eller mindre, fra den dag hun ankom til Djursland.

Netop derfor har det været svært for hende at lære dansk.

»Jeg arbejder om dagen, og om aftenen tager jeg mig af min søn. Jeg har ikke forældre, der kan passe min søn, og jeg må ikke tage ham med på sprogskolen. Det er ikke tilladt.«

Hun har derfor efterspurgt onlineundervisning, men i modsætning til andre kommuner findes der ikke et offentligt tilbud om online danskundervisning i Norddjurs Kommune.

»Det ville være ideelt at have mulighed for at tage online danskkurser. Her i Auning er sprogskolen enten tre timer i løbet af aftenen, hvor jeg har min søn, eller tre timer om dagen, hvor jeg er på arbejde.«

Hun føler derfor, hun har været tvunget til at vælge mellem at have et arbejde eller at lære dansk.

»Folk, som ikke fik sig et arbejde i starten, har i dag lært at tale dansk. Jeg har arbejdet, men ikke lært dansk.«

Ingenmandsland

Lena Prokhorova understreger gang på gang, at det er vigtigt for hende, at det ikke lyder, som om hun ikke er glad for alt det gode, hun har oplevet i sine to år i Danmark.

Hun er glad for sit arbejde, og hun og hendes søn er faldet mere og mere til i Auning.

»Min søn er lige begyndt til spejder. Spejderlederen siger, at han har fået gode venner der. Jeg kan også mærke på ham, at han falder mere og mere til. For et år siden snakkede han om Ukraine hver dag og om, hvornår vi skulle tilbage. Det gør han ikke lige så meget nu.«

I takt med at hun og sønnen har slået flere rødder, er en ny udfordring opstået: fremtiden.

»Om et år udløber min opholdstilladelse. Der står, at den kan blive forlænget, men selvfølgelig er der en usikkerhed. Og den usikkerhed gælder for alle ukrainere over hele Europa. Man er nødt til at vente, men man er også nødt til at slå sig ned et sted.«

Et eksempel på denne udfordring er hendes søns skolegang. Han går på dansk skole, men i modtagerklasse sammen med andre ukrainere. Inden længe kan han dog blive rykket over i en almindelig folkeskoleklasse.

Det danske skolesystem er dog meget anderledes end det ukrainske, fortæller Lena Prokhorova. Derfor gik sønnen gennem lang tid i online ukrainsk skole om aftenen. Det besluttede hun dog at stoppe i efteråret 2023.

»Det blev for meget for ham og for mig. Problemet er nu, at jo længere tid vi bliver her, des sværrere bliver det for ham at tilpasse sig, hvis vi flytter hjem.«

Skal vi blive?

Ligesom sønnen er Lena Prokhorova faldet mere og mere til i Auning. Hun er blevet så glad for arbejdet i caféen, at hun har overvejet at gå i mesterlære som kok.

Det kan dog være svært at give sig selv lov til at planlægge fremtiden, når valget i sidste ende ikke er ens eget.

»Du hænger i luften. Du ved ikke, hvornår krigen slutter, eller om du får lov til at blive boende her, så du er i ingenmandsland. Du prøver at leve dag for dag, men der er gået to år nu. Hvor længe kan du leve en dag ad gangen?«

På det seneste har hun overvejet at tage hjem og besøge Ukraine. Hendes forældre bor nemlig stadig i hendes hjemby, og hun har ikke set dem, siden krigen startede.

»Det er bare for riskofyldt. Jeg har kæmpet så meget for at nå hertil. Samtidig har jeg boet to år et sikkert og roligt sted, så tanken om at vende hjem til bomber og krig er skræmmende.«

Hun fremhæver også, at det ikke alle ukrainere, der har noget at vende hjem til.

»Jeg har gode grunde til at vende tilbage, men mange mennesker mistede deres hjem og familie og har ingen grund til at vende tilbage. Man bør tænke særligt på de mennesker, som ikke har noget at vende tilbage til.«

Far kaldt i krig

Selvom Lena Prokhorova og hendes søn er faldet godt til i Danmark, så lurer krigens barske realiteter stadig i hver nyhedsopdatering eller i hver ny sms fra familien.

»Raketterne springer stadig, folk dør stadig. Det er ikke længe siden, jeg hørte, at en hel lejlighedsbygning var blevet bombet, og fem børn døde i den by, jeg boede et år i, da jeg læste.«

Lena Prokhorovas forældre bor stadig i hjembyen Kryvyi Rih i det centrale Ukraine, og krigens kolde greb nåede for alvor helt ind i familiekredsen, da hendes far for fire uger siden blev indkaldt til militæret.

»Han fik at vide, at han skulle troppe op på et af de steder, hvor hæren mobiliserer soldater. Det skulle vurderes, hvorvidt han var egnet til hæren. Han er 59 år gammel.«

Faderen var i boot camp i en uge og fik i sidste ende at vide, at han var egnet til krig. Han fik en dag til at pakke sine ting, og klokken syv næste morgen tog han af sted for at støde til tropperne.

»Det var utrolig svært for mig. Bare tanken om ham som soldat; at frygte for hans liv. Det var skræmmende.«

Lena og hendes familie slap dog med skrækken.

Efter en dag i hæren blev faderen nemlig sendt hjem igen. I sidste ende vurderede man, at han var for gammel.

»Min historie sluttede godt i dette tilfælde, men for mange andre går det ikke sådan. Og sådan er det hele tiden. Man tænker på sin fremtid, men på samme tid er man bekymret for dem, man holder af.«