Tid til at sætte kryds: Et brag af en festuge er lige om hjørnet
Den årlige sommerfest på Nørager Stadion er lige om hjørnet og programmet er så småt ved at være på plads.
Sommerfestudvalget i Nørager er godt i gang med at tilrettelægge den årlige sommerfest på Nørager Stadion, der som vanligt løber af stablen i uge 27.
Det oplyses i en pressemeddelelse.
Onsdag aften tages der hul på sommerfesten med den traditionsrige familiegudstjeneste. Herefter kan byens børn dyste mod hinanden i en lang række konkurrencer, hvor koncentration og samarbejde er nøglen til sejr.
Efter dysten kan både børn og voksne hygge sig med at lave snobrød.
Den første dag i festugen slutter af med en håndboldkamp, hvor Nøragers U/13 piger udfordrer deres forældre.
Torsdagen starter med en omgang fodbold, hvor Nøragers Serie 4-hold skal i kamp mod Auning IF. Herefter er der bodybowling på programmet.
Aftenen sluttes af i teltet, hvor der først er Lykkehjulet spinner, dernæst konkurrencen ’Klar med svar’ og til sidst musik v/ Peter Vildmand.
Fredag dyster hold fra nær og fjern i volleyball og tovtrækning. Der vil som de sidste år være mulighed for, at holdene kan varme op med lidt smørrebrød, inden kampene fløjtes i gang. Herefter er der fest i teltet, hvor Diskotek Spotlight vil sørge for at sætte gang i festen.
Lørdagen åbnes traditionens tro med five-a-side fodboldturneringen L-TEK Cup.
klokken 13 er der Hesteprut. Til dette kan der købes lodder hele ugen. Kort efter hesteprut er der ponyridning for børn. Børnene har også mulighed for at blive malet i ansigtet. Kort efter straffesparkskonkurrencer for både børn og voksne er der finale i L-TEK Cup.
Lørdagen afsluttes med et borgerbal i teltet, hvor der er garanti for god mad, fantastisk stemning og dans til den store guldmedalje. Til borgerballet serveres der lækkert kød med en masse tilbehør fra Slagter Drachmann. Musikken står Frontseat for.
Sommerfestens sidste dag starter op med et optog gennem byen med Kimrergarden, NBK’s sportsungdom og en masse vogne. Sommerfestudvalget opfordrer alle, der har lyst til at stille med en pyntet vogn eller lignende til optoget.
klokken 13.45 underholder Kæmpekaninen, så der er garanti for et smil på læberne hos både børn og voksne. Derfra blæses det store bankospil SuperChancen i gang. Der er gevinster for en samlet værdi af over 30.000 kroner.
Sommerfesten sluttes af med en fodboldkamp med Nøragers førstehold, der udfordrer en af lokalrivalerne. Modstanderholdet er i skrivende stund ikke på plads. Der er som sædvanligt hele ugen masser af aktiviteter for de yngste, blandt andet i børnehjørnet, hvor der er sæbebobler, sandkasse og fiskedam.
Hele herligheden udspiller sig i uge 27.