Afsløring: Endnu en statslig styrelse dumper kommunens havneudvidelse
Høringssvar afslører, at Miljøstyrelsen dumper Aarhus Kommunes arbejde med havneudvidelsen. Spørgsmålet er nu, om det er dråben, der får bægeret til at flyde over for politikerne.
Alle dårlige gange tre.
Først underkendte Planklagenævnet grundlaget for en udvidelse af Aarhus Havn. Dernæst var det Trafikstyrelsen, som undsagde kommunens ønske om at afvente en afgørelse om tilladelse til at indvinde søterritorium. Det kommer ikke til at ske, før en ny lokalplan er på plads, lød det.
Nu er det så Miljøstyrelsen, der dumper Aarhus Kommunes havneudvidelse. Det kan avisen afsløre på baggrund af aktindsigt i høringssvarene til Trafikstyrelsens offentlige høring.
Her har Miljøstyrelsen, der skal give tilladelse eller afslag på, om havnen må klappe bundslam og indvinde havbund til opfyldning, nemlig afgivet flere svar, og de må siges at være endnu en våd klud i ansigtet på Aarhus Kommune.
Miljøstyrelsens proces følger Trafikstyrelsens, og derfor er også denne afgørelse udskudt, til en ny lokalplan foreligger. Men skulle Miljøstyrelsen komme med en afgørelse nu, så tyder høringssvarene i høj grad på, at det ville blive til et afslag.
Utilstrækkeligt
I hvert fald påpeger Miljøstyrelsen en stribe fejl og mangler i den supplerende miljøkonsekvensrapport, som skal danne grundlag for afgørelsen.
Eksempelvis mener styrelsen ikke, at kommunen i tilstrækkelig grad har redegjort for, hvordan projektet vil påvirke marsvin og sæler.
Ligeledes mangler der oplysninger om, hvordan affald skal håndteres, påpeger Miljøstyrelsen, der som eksempel kan fortælle, at kommunen har angivet, at Nordic Waste kan være en alternativ jordmodtager. Men det kan den skandaleombruste Randers-virksomhed næppe længere.
Styrelsen stiller sig også kritisk overfor kommunens risikovurdering ift. udsivning af forurening, som ifølge Miljøstyrelsen er baseret på over 20 år gammel data. Der savnes også, at Aarhus Kommune forholder sig til såkaldt ’mobile stoffer’ som PFAS og pesticider.
Et af de helt store kritikpunkter fra offentligheden har været, at Aarhus Havn vil klappe 400.000 kubikmeter bundmateriale ved Ydre Flak mellem Sjællands Odde og Ebeltoft.
»Miljøstyrelsen gør opmærksom på, at der i forbindelse med sagsbehandlingen af ansøgningen om klapning, kan blive behov for yderligere oplysninger, der er nødvendige for, at der kan træffes afgørelse på et oplyst grundlag,« lyder det i høringssvaret til Trafikstyrelsen.
Den alvorligste kritik af kommunens supplerende miljøkonsekvensrapport står styrelsens afdeling Hav- og Vandmiljø bag. Over 16 sider påpeges der fejl og mangler fra kommunens side ift. påvirkningen af havmiljøet.
»Miljøstyrelsen mener ikke, at oplysningerne i redegørelsen til brug for denne vurdering tilstrækkeligt belyser projektets påvirkning af målsatte vandforekomster, bl.a. med næringsstoffer, miljøfarlige forurenende stoffer, påvirkning af iltforhold, påvirkning af lysforhold og undervandsvegetation samt den geografiske udbredelse af det område, der påvirkes,« sammenfattes det bl.a. i høringssvaret.
Og på den baggrund konkluderer Miljøstyrelsen, at der næppe lovmæssigt vil kunne gives tilladelse til klapning og indvinding.
»Da projektets påvirkninger ikke er tilstrækkeligt belyst, kan Miljøstyrelsen på det foreliggende grundlag ikke sikkert vurdere, om tilladelse til udvidelse af Aarhus Havn er i overensstemmelse med (loven).«
I et skriftligt svar til avisen bekræfter Miljøstyrelsen, at man finder kommunens arbejde utilstrækkeligt.
»Miljøstyrelsen har påpeget nogle ting, der mangler i belysning af projektets påvirkning. Det betyder, at bygherres materiale ikke er fuldt tilstrækkeligt,« lyder det.
Falder forlig?
Det helt store spørgsmål nu er, om det tredje nederlag for havneudvidelsen og Aarhus Kommune på blot en uge er den berømte dråbe, der får bægeret til at flyde over.
Efter et krisemøde på rådhuset torsdag eftermiddag var borgmester Jacob Bundsgaard (S) og Nicolaj Bang (K), rådmand for Teknik og Miljø, tydeligt i tvivl om, hvorvidt de kunne stole på, at de to andre forligspartier Venstre og SF ville holde fast og bakke op om havneforliget.
»Forliget består, men det er klart, at der bliver rokket ved det, når tingene ikke foregår som forventet. Men der er stadig et forlig, og det har jeg en forventning om, at der bliver ved med at være,« sagde borgmesteren blandt andet.
Og det er, fordi hverken Venstre eller SF vil tale om havnens fremtid og ny planlægning, før tilliden til embedsværket er genoprettet, og før de er betrygget og forsikret i, at processen kan fortsætte uden yderligere blamager.
Fredag morgen oplyste Venstre-leder Christian Budde i en sms til avisen, at Venstre prinicipelt er klar til at forlade forliget, »hvis der opstår flere fejl af den her kaliber, der grundlæggende sætter spørgsmålstegn ved grundlaget og behovet for en havneudvidelse«.
På spørgsmålet om, hvorvidt den nye våde klud fra Miljøstyrelsen er af den slags kaliber, og om Venstre nu vil forlade forliget, svarer han:
»Venstre har ikke flere kommentarer før forligsmødet mandag.«
Torsdag blev forligskredsen enig om, at der skal etableres en styregruppe med hjælp fra eksterne, kompetente fagfolk, der kan hjælpe med havnesagen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Teknik og Miljø, og det er ikke lykkedes avisen at komme igennem til borgmester Jacob Bundsgaard for en kommentar.