Professor om at halvere brugen af antipsykotisk medicin: »Der er bestemt risici«

Et ambitiøst landspolitisk mål om at halvere brugen af antipsykotisk medicin til personer med en demenssygdom kan have negative konsekvenser. Man risikerer at overse de personer, der er allerværst ramt af demens. De tilfælde, hvor antipsykotisk medicin er den sidste og eneste udvej.

Sådan lyder det fra lederen af Nationalt Videnscenter for Demens:

»Der kan sagtens være negative konsekvenser. Man kan for eksempel risikere, at nogen, som egentlig har behov for medicinen, ikke får den. En anden konsekvens kan være, at man giver noget andet, der sløver, i stedet for antipsykotika, for eksempel morfin eller stesolid, og det er jo lige så slemt. Så der er bestemt risici, og derfor er det så vigtigt at få kompetencerne derud, så man ved, hvad man skal kigge efter, og hvad man kan gøre i stedet,« siger professor Gunhild Waldemar.

I dag behandles omkring 20 pct. af personer med en demenssygdom med antipsykotisk medicin. Det er som oftest for at dæmpe en voldsom aggressiv adfærd.

Grunden til, at brugen af antipsykotika i forbindelse med demens dog som udgangspunkt frarådes, er, at der er en lang række bivirkninger, blandt andet øget dødelighed, blodpropper og slagtilfælde. Derudover bliver man ofte, på grund af den beroligende virkning, ikke klogere på, hvad den egentlige årsag til mistrivslen er. Det kan blandt andet være sygdom, medicinbivirkninger eller reaktioner på utilstrækkelige plejeindsatser eller udækkede sociale behov.

Gunhild Waldemar understreger, at målet ikke er at komme i nul, men målet er at opnå en forbedret kvalitet i pleje og behandling af mennesker med demens:

»Der er jo nogen, der skal have medicinen, og det er det, der gør sagen vældig kompleks. Det er altid en lægelig vurdering, om der er grundlag for en behandling. Og det er altid en afgørelse, man træffer i samarbejde med de pårørende og eventuelt plejepersonalet.«

Er de rette kompetencer til stede for at vurdere det?

»Det er noget af det, vi arbejder på. Sundhedsstyrelsen har gjort meget for at udbrede kompetencer til plejepersonalet, så de ved, hvad de kan gøre i stedet for at bestille en læge til at ordinere noget medicin. Og vi er for eksempel involveret i et projekt sammen med organisationen Kvalitet i Almen Praksis for at få den her viden og de her kompetencer ud til de praktiserende læger. Men det er jo noget, man aldrig bliver færdig med, fordi der hele tiden kommer nye ansatte.«

Brug kompetencerne

Også Alzheimerforeningen peger på, at de rette kompetencer ikke altid er til stede, når sundhedspersonalet skal vurdere, om antipsykotisk medicin skal ordineres.

»De rette kompetencer bliver i hvert fald ikke altid brugt, hvis de er til stede,« siger Anja Bihl-Nielsen, der er politisk chef hos Alzheimerforeningen.

Hun nævner, at demenskoordinatorer, som er ansat i mange kommuner, burde inddrages i langt højere grad.

»Der er ingen systematik i, hvordan de involveres, men demenskoordinatorerne har jo en helt særlig viden om, hvordan man bedst behandler sygdommen. Derudover har det stor betydning, hvor tæt den praktiserende læge er på deres patienter, og hvilket vidensniveau vedkommende har i forhold til demens,« siger Anja Bihl-Nielsen.

Foreningen peger på, at der mangler et mere detaljeret billede over udskrivningsmønstre, når det gælder antipsykotisk medicin.

»Principielt skal sundhedspersonalet jo inddrage de pårørende. Men det er vores opfattelse, at det er meget forskelligt, i hvor høj grad det bliver gjort. Via vores telefonrådgivning får vi mange henvendelser fra pårørende, der er frustrerede over ikke at blive hørt og ikke blive involveret tilstrækkeligt i beslutningen,« siger den politiske chef, der understreger, at antipsykotisk medicin altid er absolut sidste udvej, når alle andre tiltag er afprøvet:

»Der skal altid være noget at gøre. Man må aldrig efterlade de pårørende, uden at der er noget at gøre. De har brug for vejledning og ekspertise,« siger Anja Bihl-Nielsen og nævner blandt andet, at kommunerne kan inddrage Viso, der er en specialrådgivningsorganisation under Socialstyrelsen.

»Det kræver ikke kun ressourcer, men det kræver også ressourcer. Hvis der for eksempel skal være ekstra personale til at tage sig af en person, der har en svært udadreagerende adfærd, så duer det ikke, at det er vikarens job. Så udover at man skal have det ekstra personale, det kræver, skal man også prioritere det rigtigt. Og man skal vide, hvilken anden ekspertise udefra man kan inddrage.«

Er de ressourcer der i dag?

»Det er de tit ikke, nej.«