Vesterbro Torv lukkes atter for biler til foråret: Sådan skal det ske denne gang
Ambitionen er, at det skal gå lidt mere gelinde, når arbejdet med at omdanne Vesterbro Torv genoptages.
76,1 millioner.
Så mange kroner kommer det ifølge et estimat fra magistratsafdelingen Teknik og Miljø til at koste Aarhus Kommune at omdanne Vesterbro Torv til Vesterbro Torv 2.0, om man vil. Når anlægsarbejdet engang er færdigt, vil vejen på Vesterbro Torvs nordside være nedlagt og inddraget i selve torvearealet, mens vejen på sydsiden vil være forbeholdt busser og bløde trafikanter.
Projektet skal gøre Vesterbro Torv grønnere og mere fredeligt, og/men det betyder også, at byens bilister, når torvet er indviet, ikke længere kan krydse torvet på tværs mellem Vesterbrogade og Nørre Allé.
Det scenarie lyder formentlig bekendt. En nedlukning af Vesterbro Torv i foråret i år endte med, at rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (K), efter omkring tre uger, hvor Vesterbro Torv var spærret for gennemkørende biltrafik, kastede håndklædet i ringen og genåbnede det meste af torvet for biler. Lukningen var en fejl, lød det, for mange aarhusianske bilister sad i lange køer i myldretiden. Det var de ikke tilfredse med, og det lod de politikerne forstå.
Trafikinfo
Man siger, at historien gentager sig. Baseret på de erfaringer, Teknik og Miljø gjorde sig tidligere i år, har magistratsafdelingen dog lavet nogle tilretninger, når Aarhus Kommune i marts eller april 2025 genoptager arbejdet med at omdanne torvet (til den tid kan rådmand Nicolaj Bang i øvrigt ikke slå bremsen i, for byrådet har godkendt projektet endeligt).
Én ændring er, at Hjortensgade og Vester Allé vil blive ensrettet op til Møllevejen, mens den sidste strækning fra Møllevejen til Peter Holms Vej vil blive opretholdt som dobbeltrettet.
Ifølge Byrumschef ved Teknik og Miljø, Trine Buus Karlsen, vil magistratsafdelingen »nøje monitorere trafikken« i området før, under og efter ombygningen af Vesterbro Torv og Hjortensgade for at afklare, om der opstår »uhensigtsmæssige trafikstrømme« igennem blandt andre Møllevejen og Saltholmsgade.
Inden anlægsarbejdet skydes i gang, vil Teknik og Miljø desuden omprogrammere flere signalanlæg i nærheden af torvet for at skabe grønne bølger, lave nogle mindre anlægstilpasninger i området samt forbedre informations- og trafikskiltning på indfaldsveje og i gaderne omkring Vesterbro Torv.
Teknik og Miljø har allerede, siger Trine Buus Karlsen, lavet følgende ændringer for at smidiggøre trafikken omkring Vesterbro Torv:
- Optimering af signalstyring på Ringgaden.
- Optimering af kapacitet i Paludan Müllers Vejs tilslutning til Ringgaden.
- Forlængelse af venstresving, Ringgaden til Viborgvej.
Sidst, men ikke mindst, vil Teknik og Miljø forsøge at sørge for, at opstarten af anlægsarbejdet ved Vesterbro Torv ikke falder sammen med andre større projekter i midtbyen.
Det her grænser til at være en af de værste aarhushistorier, vi har set.Gert Bjerregaard, gruppeformand for Venstre i Aarhus
Udsving
Hvis man sammenligner med tidligere i år, er de vigtigste brikker i puslespillet dog lagt, når Teknik og Miljø i det nye år starter de store maskiner, lyder det fra Trine Buus Karlsen.
»Den største ændring har vi lavet, for Vesterbro Torv er lukket for biltrafik og Vesterbrogade er ensrettet i dag. Nu bliver den store ændring, at biltrafikken fra nord skal finde andre vej ind til Midtbyen. Fordi vi har foretaget så store ændringer i forvejen, vil vi ikke komme til at se så store udsving, som vi gjorde i de første to uger i foråret i år,« siger hun til avisen.
Det ændrer ikke ved, at aarhusianske bilister skal forvente, at der vil opstå trafikale gener.
»Det gør der hver gang, vi laver anlægsarbejder, og det vil der også komme denne gang. Nogle vil få længere køretid igennem byen, men vi ved af erfaring, at det falder til ro igen. Nogle trafikanter finder ud af at køre lidt tidligere eller senere på dagen eller tager bussen eller cyklen i stedet for,« siger Trine Buus Karlsen.
»Er det det, vi vil?«
Gruppeformand for Venstre i Aarhus, Gert Bjerregaard, forventer (heller) ikke, at de trafikale udfordringer vil blive så voldsomme, som de var i år, når anlægsarbejdet starter op til foråret.
Det er måske også det mest positive, Gert Bjerregaard har at sige om det nye Vesterbro Torv.
»Det er rigtigt, at vi alle sammen på sigt lærer, at det tager længere tid at komme på arbejde, men er det det, vi vil? Der har vi sagt nej. Jeg tror, omdannelse af Vesterbro Torv er noget, vi kommer til at mærke. Den vil få vedvarende konsekvenser. Det er rigtig fint, at vi kan få flere over på cyklen, og vi skal have en fælles ambition i forhold til cyklisme, men vi ved også, at mange har brug for deres bil for at få deres hverdag til at hænge sammen, siger han.
En af de pointer, Gert Bjerregaard ved mange lejligheder har fremført, er, at Aarhus Kommune ved at lukke Vesterbro Torv blot flytter biltrafikken et andet sted hen, og at det vil føre til mere CO2-udledning, hvilket er det modsatte af, hvad byrådspolitikerne ønsker.
»Den her klimaindsats går jo fløjten, for mange af os kommer til at køre store omveje,« siger han.
Byens dal
Hvis man spørger Trine Buus Karlsen er vigtigheden af, at man kan samle store mængder regnvand ved Vesterbro Torv, druknet i debatten om trafikafviklingen i området.
»Vesterbro Torv er en del af byens dal, og det er her, vandet samler sig. Det så vi også sidste gang, der var ekstremt vejr. Det er rigtig vigtigt, at vi kan parkere vandet og jo længere tid desto bedre. Vi vil gerne have, at vandet kommer langsomt ud i Aarhus Å, så vi undgår oversvømmelser. Hvis ikke vi bliver bedre til at håndtere de her skybrud, og der kommer kun flere af dem, risikerer vi oversvømmelser i midtbyen,« siger hun.
Vandparkering ved Vesterbro Torv kræver dog ikke, at man lukker for bilkørslen ved torvet, lyder det.
Gert Bjerregaard ved godt, at infrastrukturen omkring torvet ikke bliver, som han gerne havde set den. Ifølge den mangeårige byrådspolitiker grænser tilblivelsen af det nye Vesterbro Torv til at være »en af de værste aarhushistorier, vi har set.«
»Først blev torvet lukket, så blev det åbnet, og nu bliver det lukket igen. Vi har andre ting at bruge vores penge på, og jeg tror også, at vi kan gøre det bedre,« siger han.
Det har ifølge Teknik og Miljøs beregninger kostet 200.000-400.000 kroner, at rådmand Nicolai Bang udskød fredeliggørelsen, som det hedder sig, af Vesterbro Torv.