Free the Pinetree: En drøm om bæredygtighed og naturlig velvære for kvinder
Fra naturens essens til kvinders velvære: Mette Geer Juels bæredygtige vision med sin virksomhed med base på en naturskøn plet i Eskerod.
Mellem enge, skove og havet ligger et smukt træhus i Eskerod.
Her har iværksætteren Mette Geer Juel skabt Free the Pinetree, en virksomhed, der bringer naturens helbredende kræfter ind i kvinders hverdag gennem håndlavede produkter og kunst.
Hendes mål er klart: at leve af hendes passion og skabe en bæredygtig forretning.
Fra by til natur
I 2019 tog Mette Geer Juel og hendes mand, Teo Juel Geer, et stort skridt og flyttede til dette idylliske sted.
Pludselig dukkede det her hus op på fruens skærm, mens Teo Juel Geer var på forretningsrejse, og hun slog nærmest til, før ægtefællen nåede hjem.
Huset har et tilhørende anneks, hvor Mette Geer Juel har indrettet sin virksomhed.
»Jeg har altid været tiltrukket af tanken om, at vi skal nære vores krop og sjæl for at leve et godt liv,« siger hun.
Huset ligger i den skønneste og uberørte natur, hvilket inspirerede Mette Geer Juel til at starte Free the Pinetree.
At bruge giftfrie farver fra blomster og rødder er blevet mit svar på min produktion
Kåber med en historie
For ni år siden mødte Mette Geer Juel sin nuværende mand, som er museumsdirektør på Energimuseet ved Tange Sø.
De boede hver for sig, indtil de fandt drømmehuset i Eskerod i 2019.
Flytningen til naturen inspirerede Mette Geer Juel til at begynde at sy og farve stof med urter og blomster fra skoven.
Hun har siden udviklet bæredygtige kåber og skjorter, som hun farver med naturlige ingredienser.
Mette Geer Juel begyndte at eksperimentere med ”bundle-dye”-teknikken, en gammel metode til at skabe farver og print på stof ved hjælp af blomster og rødder fra hendes egen have.
»At bruge giftfrie farver fra blomster og rødder er blevet mit svar på min produktion,« forklarer Mette Geer Juel.
Resultatet er smukke, giftfrie kreationer, der resonerer med naturens essens og er skabt med respekt for både miljøet og bæreren.
»Alle kvinder fortjener en kappe,« siger hun med et smil.
Naturlig pleje til kvinder
Efter at have oplevet følsom hud og de forandringer, der følger med overgangsalderen, dykkede Mette Geer Juel ned i urtemedicinens verden.
Hun studerede planters medicinske virkninger og lærte fra kloge kvinder og naturlæger rundtom i verden.
Mette Geer Juel har uddannet sig til urtekone gennem en online uddannelse hos en kvinde i Oregon.
Hun har udviklet urtecremer og eliksirer, der er fri for parfume og essentielle olier, der støtter kvindekroppen gennem dens mange faser.
Hendes produkter er baseret på planternes egne helbredende virkninger og er skabt med respekt for naturen.
En åndelig forbindelse
Mette Geer Juel tilbyder også sjælslæsninger, hvor hun bruger sin intuitive kunst til at skabe personlige kunstværker med guidede budskaber.
Disse sjælslæsninger hjælper kvinder med at forbinde sig til deres højere selv og finde svar på dybe spørgsmål gennem symboler, mønstre og farver.
»Jeg tror på, at vi alle er fyldt med ressourcer, magi og en personlig mission for livet,« funderer hun og understreger, at hun ikke tror, hun har svaret på alt – heller ikke livets gåde.
En mangfoldig baggrund
Mette Geer Juel, 56 år, er oprindeligt fra Aarhus. Hendes karrierevej har været alt andet end lineær.
Før hun blev kunstner og lærer, drømte Mette Geer Juel om at arbejde i reklamebranchen.
Hun begyndte sin uddannelse som art director på et reklamebureau, men fandt hurtigt ud af, at det ikke var lykken for hende.
Hun stoppede, en måned før hun var færdiguddannet.
Herefter fulgte en periode med studier på bl.a. Kunsthøjskolen på Ærø og Byhøjskolen i Aarhus. Under en studietur til New York blev hun ringet op og fik at vide, at hun var optaget på kunstakademiet i Odense.
Hun læste først to år i Odense og siden tre år i Aarhus. Hun flyttede hjem for at komme tættere på sin daværende kæreste og blev senere gravid med sin første søn.
Efter uddannelsen på kunstakademiet begyndte Mette Geer Juel at læse til lærer i Aarhus, fordi hun frygtede ikke at kunne leve af at være kunstner.
Efter seks år med barsel og studier færdiggjorde hun sin læreruddannelse med merit og specialiserede sig i billedkunst, dansk og psykologi.
I perioder arbejdede hun i årsvikariater på forskellige skoler. Afslutningsvis havde hun seks-syv år på Produktionsskolen under Aarhus Kommune – et drømmejob med et værksted ude på Sydhavnen.
Skolen blev senere slået sammen med FGU. I de seks-syv år benyttede hun billedkunstens muligheder som en hjælp til de unge til at komme tilbage til sig selv. Det var hårdt med de unge, men også meget givende, fortæller hun.
Udfordringer og triumfer
Mette Geer Juels liv har været præget af både personlige og professionelle udfordringer.
Hun har oplevet skilsmisse og tidligt kæmpet med overgangsalderens udfordringer, herunder hedeture.
Hendes sønner, Lukas og Asbjørn, er nu voksne og følger deres egne kreative veje.
Lukas, 26 år, er på højskole på Møn og drømmer om at blive skuespiller, mens Asbjørn, 19 år, spiller musik ligesom sin far og bor i Aarhus midtby.
Vision for fremtiden
Free the Pinetree er mere end bare en virksomhed; det er en bevægelse mod en mere naturlig og holistisk tilgang til sundhed og velvære. Mette Geer Juel føler selv, at hun har skabt et rum, hvor kvinder kan finde støtte og inspiration til at leve et sundere liv, tættere på naturen.
Hendes ambition er klar: »Målet er at leve af min virksomhed. Kan jeg tjene 10.000 netto pr. måned, er jeg glad. Bliver det til mere, er det bare flødeskum,« siger hun.
Hendes mand støtter og hjælper med det administrative, hvilket giver Mette Geer Juel mulighed for at fokusere på det kreative og udviklingen af hendes produkter.
Støtte fra jobcenteret
Mette Geer Juel har haft stor støtte fra Syddjurs Kommunes jobcenter, mens hun i to år har været på dagpenge. Hun fremhæver Maria fra jobcentret, som har troet på hendes projekt og hjulpet hende gennem processen.
»Maria har været fantastisk og har virkelig støttet mig i at forfølge min drøm,« fortæller hun glad.
Hendes dagpengeperiode ophørte den 1. oktober, og nu er hun klar til at tage skridtet fuldt ud og gøre Free the Pinetree til en bæredygtig forretning.
Link til barndommen
Mette Geer Juel har en dyb forbindelse til Italien, hvor hun tilbragte mange somre som barn ved Gardasøen.
»Italien er magisk,« siger hun.
For nylig besøgte hun området ved Gardasøen igen sammen med sin mor og søster. Det bragte mange minder frem.
»Det var fantastisk at genopleve min barndom, fra jeg var tre, til jeg var 15 og se, hvordan de årlige ophold ved Gardasøen ved en særlig og stille allé med grantræer og tujaer har sat sig dybt i mig og formet mig,« fortæller hun.
»Besøget med min søster og mor tidligere på året var betagende, selvom området virkede forladt og forsømt, så var den samme allé der stadigvæk og de samme dufte der. Dufte giver erindringer, og det var smukt at genopdage det.«
Italiensopholdet bekræftede Mette Geer Juel i, at hun er gået i gang med noget, sin virksomhed, hvortil der er link til barndommens steder og stemninger.