Jagtslottet er ikke solgt endnu - bliver først udbudt til salg i 2025
Et lokalt rygte om at salget af Jagtslottet på Kalø Hovedgaard allerede er en realitet viser sig at være usandt.
Et lokalt rygte har spredt sig om, at Jagtslottet, der har Hack Kampmann som arkitekt, på Kalø Hovedgaard allerede er solgt.?
Det er dog ikke sandt.
Ifølge Freja Ejendomme, statens ejendomsselskab, forventes ejendommen først at komme på markedet i første eller andet kvartal af 2025.
Kommunikationskonsulent Thomas Endelt Andersen fra Freja Ejendomme bekræfter, at der er en række forhold, som skal afklares, inden ejendomssalget kan gennemføres.
Når ejendommen, samlet, sættes til salg, vil det blive annonceret i diverse medier og på Freja Ejendommes egne platforme, skriver Thomas Endelt Andersen til Adresseavisen som svar på avisens forespørgsel.
I tråd med tidligere udmelding
Staten overdrog via Naturstyrelsen umiddelbart efter sommerferien Kalø til statens ejendomsselskab, Freja Ejendomme, med salg for øje. Naturstyrelsen har ikke længere noget at bruge bygningerne til.
Salgschef Per Kondrup fra Freja Ejendomme har tidligere forklaret til Adresseavisen, at »der er nogle forhold ved ejendommen, som skal afklares, blandt andet den endelige udstykning og servitutter. Ligeledes skal det afklares, hvad ejendommen på sigt skal kunne anvendes til, hvilket vil ske i tæt dialog med kommunen.«
Derfor kommer ejendommen, herunder Karlsladen og Jagtslottet, der begge er fredet i klasse A, først på markedet i løbet af 2025.
Det er kun den bygningsmæssige del af Kalø Hovedgaard som vil blive solgt, mens de omkringliggende natur- og landbrugsarealer forbliver under statslig administration.
Kalø Hovedgaard, som har en lang historie og tidligere har været benyttet af Aarhus Universitet, vil med det kommende salg markere en helt ny æra for ejendommen.