Fortsæt til indhold

Rekordmange familier i nød: Mens nogle danskere svømmer i luksus, har 18.600 familier søgt om julehjælp

Over 18.600 familier har allerede søgt om julehjælp hos den sociale hjælpeorganisation Blå Kors Danmark, heraf 3.000 i Østjylland.

Samfund
sra

Ansøgninger om julehjælp er tikket ind dag for dag, siden Blå Kors Danmark åbnede for, at økonomisk trængte børnefamilier kunne søge om julehjælp.

Antallet af ansøgere om julehjælp hos Blå Kors Danmark er steget kraftigt år til år. Pressefoto

Allerede inden ansøgningsfristen overgår antallet af ansøgninger alle tidligere rekorder, hvor mere end 18.600 familier på landsplan indsendt en ansøgning, skriver Blå Kors i en pressemeddelelse.

I Østjylland har 3.045 familier indtil videre søgt om julehjælp hos Blå Kors. De rekordmange ansøgninger vidner om det økonomiske pres, som mange familier oplever, lyder det fra Morten Skov Mogensen, som er generalsekretær i Blå Kors Danmark:

»Det er rekordmange ansøgninger, men det er desværre ikke overraskende. Vi møder mange familier, som har svært ved at få pengene til at række. Det gælder hele året, men vi ser, at op til jul skaber økonomien ekstra mange bekymringer, fordi forældrene frygter, at de ikke kan give deres børn en god jul med gaver og julemad.«

Blå Kors uddeler julehjælp til familier på overførselsindkomst med børn under 18 år. Julehjælpen består i år af et gavekort på 700 kroner til dagligvarekæden Lidl.

I 2023 modtog Blå Kors 18.426 ansøgninger om julehjælp, hvilket var en stigning på 52 procent i forhold til året forinden. At julehjælpen igen slår rekord, betyder også endnu større behov for støtte til julehjælpen.

»Vi har brug for al den opbakning, vi kan få, for at kunne hjælpe så mange som muligt. 18.500 familier er desværre langt flere, end vi har mulighed for at hjælpe. Derfor håber vi, at der sidder nogen derude, der vil støtte vores julehjælp. Alle bidrag tæller og er med til at gøre en forskel,« siger Morten Skov Mogensen.

Blå Kors Danmarks julehjælp er støttet af blandt andet statens julehjælpspulje, virksomheder, fonde og privatpersoner.

21. november klokken 12 er sidste frist for at søge om julehjælp gennem Blå Kors Danmark.