Fortsæt til indhold

Frustrerede borgere sang i kamp mod solcelleprojekter

En stor gruppe borgere troppede op foran Skanderborg Fælled for at demonstrere mod solcelleplaner.

Samfund

Galten, Mesing, Rye Nørskov eller ingen?

Rundt om i Skanderborg Kommune var der stor bekymring og frustration op til Økonomi- og Erhvervsudvalgets møde onsdag 20. november.

Her skulle udvalget tage det første store skridt i Skanderborg Kommunes planer om at være 100 pct. selvforsynende med grøn el inden 2030.

I slutningen af september modtog kommunen 16 såkaldte interessetilkendegivelser fra projektudviklere med deres bud på et vedvarende energianlæg i kommunen. Det tal var siden faldet til 15, da en projektudvikler til et anlæg ved Rohde uden for Galten var sprunget fra.

De mange projektforslag har skabt røre i både mindre og større landsbyer rundt om i kommunen, da mange af indbyggerne ikke ønsker at bo blandt de store anlæg.

Op til udvalgsmødet havde borgergrupper mod flere af solcelleprojekterne varslet en fredelig demonstration foran Skanderborg Fælled kl. 14.30 – knap to timer for mødets start.

Formålet var at vise deres utilfredshed med det de mente var en manglende dialog fra politikernes side op til mødet.

Vor herre til hest

Borgergrupper mod solceller bl.a. Mesing og Galten havde harceleret mod planerne i artikler, debatindlæg og på borgermøder.

Det kunne ses på fremmødet.

Mere end et halvt hundrede mennesker stod klar i den bidende kulde kl. 14.30.

Her blev de mødt af flere af de byrådspolitikere, de har savnet i den indledende dialog.

»Vi mener, at de her solcelleprojekter er blevet grebet forkert an fra start,« fortalte ægteparret Henrik og Pia Øelund fra Mesing.

»Vi håber, at vi ved at dukke op i dag kan få politikerne til at tænke sig om en ekstra gang.«

Ægteparret satte især spørgsmålstegn ved processen i forbindelse med de vedvarende energiprojekter. Det var de ikke ene om.

»Jeg er her for at gøre på den proces, jeg ikke mener er blevet grebet ordentligt an,« sagde Ditte Kristensen fra Søballe og fortsatte.

»Jeg synes processen har skabt utryghed i vores landsbysamfund, og den grønne omstilling som den er blevet præsenteret her i kommunen indtil videre, virker mere som en politisk målsætning end det, der blev stemt for ved sidste valg.«

Det var dog ikke kun borgere og politikere, der deltog i den fredelige demonstration. Christina Aabo fra Høver, havde nemlig taget sin hest med.

Christina Aabo var mødt op til demonstrationen med sin hest. Hun flyttede nemlig til Høver for at ride i naturen. Foto: Mark Sigetty

Det var der en særlig årsag til.

»En af grundene til, jeg flyttede til Høver, var fordi det var et af den områder, der var bedst at have hest i. Her kan man ride i det fantastiske terræn og her er godt naboskab.«

Og det vil et solcelleanlæg påvirke?

»Ja, for et solcelleanlæg vil betyde, at et stort område vil blive hegnet ind og skabe mange døde zoner.«

Det er dog ikke kun på grund af sin hest, at Christina Aabo er dukket op.

»Jeg mener grundlæggende, at solceller er en mindre attraktiv grøn energiløsning for Danmark. Sol er ikke det vi har mest af. Slet ikke på den tid af året, hvor vi har mest brug for strømmen.

Økonomi- og Erhvervudvalgets møde begynder kl. 16.15, men udvalget forventes ikke at melde noget ud før i morgen tidlig, hvor der er pressemøde kl. 8.00 på baggrund af mødet.

Her forventes det, at kommunen løfter sløret for, hvilke projekter man vælger at gå videre med, hvilke der droppes og en andre forhold, der knytter sig til de grønne energiplaner.

Følg med på skanderborg.lokalavisen.dk eller på vores Facebookside. Her opdatere vi løbende, og du kan samtidig læse vores fulde dækning af solcelledebatten i Skanderborg Kommune.