Flemming var nær endt på demensplejehjem: »Vi oplevede et system, der ikke virkede godt nok«

Tina går ud på badeværelset og trækker en lille trådkurv ud. Her finder hun skrabere og ekstra barberblade. Alt skal væk, tænker hun. Flemming taler om at tage sit eget liv.

Han hører stemmer, som han er bange for. Han beder hende om at fjerne alt. I en flyttekasse, der endnu ikke er pakket ud, finder hun Panodiler. Hun tager det hele med.

Dette er andet afsnit i fortællingen om Flemming Bøssing Dyrholm, der i perioden fra december 2023 til maj 2024 var i behandling med antidepressiv medicin, der fejlede og ifølge ham selv og hans datter gav ham så alvorlige bivirkninger, at han til sidst var på randen af et selvmord. Har du ikke læst første afsnit, finder du det her.

Hans datter, Tina Dyrholm, forklarer, at hendes far i midten af januar 2024 fik en aflastningsplads på Duevænget på demensplejehjemmet Skovvang. Det er ikke længere forsvarligt, at faderen bor i egen lejlighed, mener hans datter. Hun henvender sig flere gange til hjemmeplejen, og i samarbejde med sygeplejersken, der kommer i hans hjem, og hans egen læge får han plejehjemspladsen.

Det fortsætter dog med at gå ned ad bakke.

»Der er kærlig pleje, og vi hygger os, også med de andre beboere, når vi er på besøg. Men der er ingen bedring,« fortæller Tina Dyrholm.

Efter en episode, hvor Flemming Bøssing Dyrholm er ved at forvilde sig væk fra plejehjemmet med en anden beboer i kørestol, tager datteren igen kontakt til lægen.

»Hans egen læge er så ude at besøge ham. Han kører først til min fars gamle adresse, men jeg får dirigeret ham til Duevænget, og han melder tilbage, at nej, min far er ikke længere sig selv.«

Redaktionen har kontaktet Flemming Bøssing Dyrholms tidligere læge, men denne har ikke ønsket at medvirke i artiklen.

Hans datter, Tina Dyrholm, husker, hvordan den privatpraktiserende læge forklarer, at en demensudredning kan tage et til to år.

»Jeg spørger direkte, om det ikke kan være medicinen, der gør ham kulret, men det afviser lægen.«

Forstanden går i stå

I de følgende uger oplever Tina Dyrholm, der bor i Randers, at hun skal tage sig af flere og flere ting for sin far, der bliver mere og mere passiv. Samtidig begynder faderen at få flere paranoide tanker.

»Hans forstand gik helt i stå. Han talte om, at han havde kræft i munden. Det var en masse mærkelige tanker. Det var helt galt,« siger Tina Dyrholm.

Hun får fuldmagt til at tage sig af alt, herunder faderens økonomi og alle aftaler med lægen.

Udredningen for demens kom dog hurtigt i gang. Allerede den 15. marts kom han første gang på Klinik for Ældresygdomme på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Og nogenlunde samtidig fik han en plads på Trøjborg Plejehjem.

Det markerer et vendepunkt for familien.

»Da han kommer dertil, så lykkedes det at få lægen på plejehjemmet og sygeplejersken til at kigge nærmere på den medicin, han får,« fortæller Tina Dyrholm.

I deres samarbejde med klinikken på Skejby, der samtidig konkluderer, at han ikke har demens, vælger man at skifte den antidepressive medicin ud med et andet præparat.

»Jeg er så lettet. Nu er der nogen, der tager over. Nu får han den rette hjælp,« husker Tina om den tid.

Flemming Bøssing Dyrholm selv har få erindringer om den første tid på Trøjborg Plejehjem. Han kan dog huske, at han har stået på tredje sal på plejehjemmet og kigget hele vejen ned.

»Jeg har stået ved den der trappe og kigget ned. Godt, jeg ikke kom derned,« siger Flemming Bøssing Dyrholm.

Der er sat et vandret gitter op i trappeopgangen for at forhindre, at nogen kan falde hele vejen ned. Han kan huske, at en sosu-assistent havde fat i ham.

»Lige i øjeblikket faldt det mig ikke ind, at han ville passe på mig. Jeg havde sådan nogle underlige tanker og nogle stemmer, der bad mig om at hoppe.«

Optager video af det absurde

Tina finder sin mobil frem og optager sin far på video. Han taler igen i fuldkommen vildfarelse om at være på flugt fra nogen, nogen, der vil skade ham, om at han skal lave en rapport. Om at han er en grim fyr.

Tina tænker, at det er vigtigt, at hun kan dokumentere hans tilstand. Det er så absurd, og som om et helt andet menneske sidder foran hende. Det er ikke hendes far længere, tænker hun, mens hun samtidig beroliger ham; »Nej, du er ikke en grim fyr. Vi skal have dig ud af den her tilstand.«

Selvom Flemming Bøssing Dyrholm hurtigt begynder en udtrapning af medicinen, da han flytter ind på Trøjborg Plejehjem, og hurtigt oplever en forbedring, så tager det noget tid, før han føler sig som sig selv igen.

Når han i dag ser den video, Tina optog af ham, så genkender han ikke sig selv. Han ser en mand, der taler usammenhængende om at være på flugt fra nogen, der vil skade ham.

»Nej, det var ikke mig. Det er så skræmmende at tænke på,« siger Flemming Bøssing Dyrholm og ryster på hovedet, da hans datter holder telefonen hen foran ham og afspiller videoen.

76-årige Flemming Bøssing Dyrholm har i dag få erindringer om hele perioden fra slutningen af 2023 til maj 2024, hvor han endelig var helt ude af den type af antidepressiv medicin, som ifølge familien gjorde han til en selvmordstruet og forandret person.

»Man kan jo ikke sige, at det er nogens skyld. Men man kan sige, at opfølgningen på, hvordan medicinen påvirkede mig, den manglede. Og hvis min datter ikke havde været der, så ved jeg ikke, hvordan jeg var endt. Og man kan jo frygte for andre. Vi oplevede et system, der ikke virkede godt nok,« siger Flemming Bøssing Dyrholm, der i dag ganske vist bruger rollator, men selv går rundt og har et helt andet lyst syn på livet.

Han går til træning på plejehjemmet og får stadig antidepressiv medicin, men en anden type.

Ønsker sig en tovholder

For Tina Dyrholm er det vigtigt at fortælle faderens historie for at forhindre andre i at blive ladt alene med en antidepressiv medicin, der kan vise sig at svigte og have stærke bivirkninger.

»Jeg oplevede, at det var rigtig svært at skulle ”tage over” på min fars situation og klare alt. Man kunne have ønsket sig, at der var en form for tovholder på tværs af egen læge, hjemmehjælpen og demensudredningen, der kunne følge min far igennem sådan et depressionsforløb, som i forvejen er rigtig svært psykisk,« siger Tina Dyrholm og tilføjer:

»Hvis vi skulle have ventet et til to år på en demensudredning, før man havde kigget på den antidepressive medicin, så tror jeg ikke, du havde været her i dag,« siger Tina Dyrholm og kigger på sin far.

I efteråret 2024 kører Tina ud til sin far på Trøjborg Plejehjem. Med sig i bilen har hun hans smartphone og iPad. Nu skal han have dem retur. Barberblade kan igen lægges i trådkurven på badeværelset.

Flemming får tårer i øjnene, da han får telefonen i hænderne igen. Følelsen af at være i stand til at tage vare på sig selv igen overmander ham. Der går ikke længe, før han igen modtager billeder af børnebørnene på mobilen.