30 år som hospitalspræst har lært Helle at træde ind i de svære rum, hvor de mindste kister står: »Der er kærlighed i alt«

I mere end én forstand kan man tale om, at hospitalspræst Helle Rørbæk Hørby hjælper mennesker på rette vej.

I helt bogstavelig forstand støder hun ofte på folk, der står forvildede på gangene på det kæmpestore Aarhus Universitetshospital i Skejby, som hun selv beskriver som en slags lufthavn med mange og meget lange gange.

»Jeg tror bare, man har glemt, at det ikke er forventningsfulde rejsende, der skal finde vej her. Men tværtimod mennesker i sorg eller fortvivlelse med tusind tanker i hovedet,« siger Helle Rørbæk Hørby.

Hun kan nu fejre 30 årsjubilæum som præst på hospitalet, hvor det er blevet hendes hverdag at møde, tale med og være der for mennesker, der har fået besked om livstruende sygdom, netop har mistet eller står over for ufatteligt svære valg.

»Jeg plejer at forklare mit arbejde som en måde at give et hvil på. Her kan du få lov at være i det, som det er lige nu. Jeg lader dem tale ud. Jeg er belastbar, kan man sige. Jeg er ikke familie, eller en, som man kan komme til at gøre ked af det. Og det er forunderligt, at folk lukker mig ind i det,« siger Helle Rørbæk Hørby, der er ansat af kirkeministeriet.

Da hun begyndte i jobbet i 1995, var hun den eneste præst og ansat i en deltidsstilling. Dengang var det blot et lille hospital. I dag er det på størrelse med en mindre provinsby, og der er i alt syv hospitalspræster, der deles om fem en halv stilling.

Hun bruger 95 procent af sin arbejdstid som hospitalspræst og fem procent i Skejby-Lisbjerg sogn.

Og hun er der for alle; patienter, pårørende og hospitalsansatte. Man behøver ikke være kristen eller troende for at få hjælp.

»Jeg kan finde på at spørge, om det kan falde dem ind at bede en bøn, og det er også helt ok at sige nej. Grundtvig sagde: ”Menneske først, kristen så.” Jeg skal ikke trække noget ned over hovedet på folk.«

Hun forklarer, at hun sådan set laver det samme som enhver anden præst. Men der er ikke så mange gudstjenester, færre begravelser, dåb og vielser. Enkelte gange har hun haft konfirmationsforberedelse for børn på kræftafdelingen. Men det, der er allermest af, er samtaler.

Og det er typisk en sygeplejerske eller en læge, der spørger patienten eller de pårørende, om de har lyst til at tale med en præst.

»Det er nogle gange en barriere, man lige skal over, fordi de fleste mennesker tænker død, når de hører ordet præst. Det er simpelthen uundgåeligt på et hospital. Men det handler jo mest om livet i en ny situation med den sygdom, man har fået, og det handler om at være i den uvished eller afmægtighed, som er ny for mange.«

Stod ved en lille kiste

I de første år som hospitalspræst var det svært for hende at åbne døren og gå ind i et rum, hvor en patient måske netop havde fået besked om en uhelbredelig sygdom, eller pårørende netop havde mistet.

Særligt en episode, hvor hun blev kaldt ned til kapellet, hvor et ungt forældrepar, der netop havde mistet et lille barn, ventede, var svær at håndtere.

»Jeg kan huske, at faderen stod der ved den lille kiste, og det første, han sagde, var: Hvor er Gud?«

Helle Rørbæk Hørby spærrer øjnene op:

»Så stod jeg dér, og tankerne fór rundt i hovedet på mig, men jeg kunne ikke finde på et eneste ord at sige. Så der var stilhed,« siger præsten og bliver også i dag rørt over at tale om episoden:

»Det endte med, at han selv fortsatte, og sagde, at jo, måske har Gud været der alligevel. Fordi alt det, der var sket, havde bragt dem tættere sammen. Fordi der havde været så mange gode mennesker omkring dem. Jeg blev så rørt og lettet.«

Med tiden lærte Helle Rørbæk Hørby, at det er bedre, jo mindre hun har planlagt at sige på forhånd.

»Det tog mig lang tid at komme dertil, hvor jeg turde tage i døren uden at vide, hvad jeg havde tænkt mig at sige. Men jeg fandt ud af, at det giver langt de bedste samtaler. Jeg lytter bedre efter og reagerer fuldt ud på, hvad de fortæller, og mærker, hvad de har behov for,« siger Helle Rørbæk Hørby og nævner en episode med et ældre ægtepar fra Vestjylland, hvor der var få ord i rummet.

»Det handlede i højere grad om at være til stede. Og så kom det lige så stille frem, at det, de havde brug for, var at sige: ”Jeg elsker dig.” Inden hustruen skulle opereres.«

Være i det svære

Som ethvert møde mellem fremmede mennesker er de indledende sekunder afgørende. Og Helle Rørbæk Hørby er også meget bevidst om at skabe en god kontakt i de første minutter.

»Jeg skal træde frem i rummet og stille mig til rådighed, men jeg træder samtidig lige ind i et meget privat rum, lige ind i deres liv på et sårbart tidspunkt, og det gør jeg med stor ydmyghed.«

Hvordan gør man det?

»Ja! Hhhmmm,« siger Helle Rørbæk Hørby og kigger eftertænksomt op i loftet og ud ad vinduet.

»Jamen, jeg skal ikke tage for meget på mig. Jeg kommer ikke for at fikse deres situation. Det kan jeg slet ikke,« siger præsten og fortsætter:

»I bund og grund kan jeg jo intet gøre. Men jeg kan tilbyde at dele deres tanker med dem. Som en, der kender til det landskab, de er dumpet ned i med sygdom eller med et sygt barn. Jeg kan møde dem i øjenhøjde og være i det, der er svært, og det, der kan føles så uretfærdigt,« siger præsten.

Hun oplever, at både patienter og pårørende hurtigt åbner op.

»Jeg tror, det handler om, at det er lidt exceptionelt, at der er nogen, der lader en tale helt ud. Man vil så gerne hjælpe. Men det er måske ikke en løsning på problemet, der er brug for,« siger Helle Rørbæk Hørby og fortæller en historie om sin egen datter:

»Min datter sagde engang til mig for mange år siden, da hun var omkring seks år og havde et eller andet problem, som jeg straks ville ordne, at jeg jo ikke skulle løse det, jeg skulle bare høre på hende. Og der følte jeg mig fuldstændig klædt af, for det var jo det, jeg gjorde på hospitalet, men når det handlede om mit eget barn, begyndte jeg straks at finde en løsning til hende. Det ramte mig.«

På et tidspunkt havde Helle Rørbæk Hørby talt med flere hustruer til patienter på intensivafdelingen. Sygeplejerskerne spurgte efterfølgende nysgerrigt ind til, hvad hun havde gjort ved dem, for de vendte tilbage til afdelingen med mere mod og ro.

»Jeg svarede, at jeg lod de pårørende være lige så afmægtige, som de var,« siger hospitalspræsten og fortsætter:

»Jeg hører ofte folk sige, at det lettede, når de har talt med mig.«

Bibelen kan give ord

Der er patienter i dag, som indimellem beder om at få en nadver eller en velsignelse, men det er færre end for 30 år siden.

»Jeg spørger forsigtigt ind til det. For eksempel om det kunne falde en ind at bede en bøn. Jeg kan også finde på at spørge, om jeg må fortælle en historie fra Bibelen, fordi jeg ofte synes, der er en historie, som spejler situationen godt,« siger Helle Rørbæk Hørby.

Det er især uvisheden og afmægtigheden, der er svær at have med at gøre, forklarer præsten:

»Vi mennesker har en tendens til at fokusere på det værst tænkelige. Fordi vores hjerne så gerne vil tænke det ud og have klarhed over, hvad der skal ske. I virkeligheden så løber vi så langt ud i fremtiden, at vi farer vild i en mørk skov, og vi fjerner os fra det, der er der lige nu.«

Selvom de patienter og pårørende, hun taler med, ikke nødvendigvis er flittige kirkegængere, så oplever hun, at de kristne elementer, som bibelhistorier, bønner og ritualer kan være hjælpsomme, når alting ramler omkring en:

»Der, hvor vi selv mangler ord, kan ritualer som en bøn eller en historie træde til og hjælpe os med at udtrykke følelser.«

Ifølge Helle Rørbæk Hørby bruger mange mennesker i dag kirken som en slags forsikring.

»Vi er her, når der er brug for os,« siger hun og tilføjer, at hun mener, at en hospitalspræst stadig har en berettigelse til at være der, trods folkekirkens generelt faldende medlemstal.

»70-80 procent af østjyderne er medlemmer af folkekirken, og så synes jeg godt, man kan sige, at vi har et folkeligt mandat. Men hvis medlemstallet falder ned under 50 procent, så skal man måske overveje, hvordan man skal bruge pengene, og måske er der så ikke præster fast på hospitalet.«

For mange valg

Når hun ser tilbage på de 30 år, hun har været hospitalspræst, er der især to ting, der har ændret sig. Ud over at hospitalet rent fysisk er blevet langt større, så er der i dag også langt flere valg og langt mere information tilgængelig, både fra lægen og hvad man selv kan finde frem til på nettet.

»Jeg tror, at vi let kan komme til at drukne i al den information. Jeg tror ikke, vi har brug for den. Vi har mere brug for at læne os lidt tilbage og have tillid til, at det er medmennesker, der prøver at hjælpe os gennem en sygdom.«

Helle Rørbæk Hørby mærker også, at der er langt flere valg i dag end for 30 år siden. Særligt når hun bliver tilkaldt på Center for Fosterdiagnostik.

»I dag har man mulighed for sen abort, hvis det kommende barn har en sygdom. Det er nogle hårde beslutninger,« fortæller hospitalspræsten og fortsætter:

»De vil gerne gøre det rigtige. Men der siger jeg ofte, at i sådan en situation findes det rigtige ikke. De skal træffe en velovervejet beslutning, men den kommer aldrig til at føles rigtig, for tvivlen følger med, uanset hvilken beslutning de træffer.«

De mange valg kommer også til udtryk ved, at det i dag er sjældent, at der ikke er mere at gøre:

»Tidligere kunne man finde ro i, at alle muligheder var afprøvede. Det kan man ikke i dag. Der er altid lidt mere at gøre. Det kan være behandling i udlandet eller andet.«

Men det er ikke nødvendigvis godt, mener hospitalspræsten:

»Vi har satset for meget på levetid som det højeste gode, for vi vil så gerne lige blive lidt længere. Måske skulle vi i stedet for se på, hvordan vi bruger den dag, der er lige nu.«

Død og ulykke i 30 år

Helle Rørbæk Hørby har en idé om, hvordan hun evner at være i et job, hvor død og ulykke nogle gange kommer meget tæt på.

»Da jeg havde små børn, så krammede jeg dem lidt ekstra, når jeg kom hjem. Det er klart, at alle møder gør indtryk, men jeg er også god til at være i det, der ligger lige foran mig. Jeg kan ikke huske, hvad jeg lavede i går. Og det er måske en god evne,« siger Helle Rørbæk Hørby.

Og så understreger hun, at hun ikke kan lide at høre, hvor dejligt det må være, at hun gør en forskel for mange mennesker:

»Jeg bryder mig ikke om det der med, at det må være så rart at gøre sådan en forskel for mennesker. For det er ikke bare mig, der gør en forskel. Det er ikke mig, der kommer ind og kan det hele. Det er det, der opstår imellem os, der kan give en lettelse eller en form for afklaring. Det vigtigste jeg gør, er, at jeg tør høre det hele.«

Og så pointerer hun, at kærligheden er i alt:

»Det, jeg jo i virkeligheden oplever, er rigtig meget kærlighed. Man ville jo ikke føle sorg, hvis ikke man havde følt kærlighed.«

Denne onsdag nærmer klokken sig 11.45, og Helle Rørbæk Hørby gør derfor som sædvanlig klar til middagssang i kirkerummet. En gang om ugen kan både ansatte, patienter og pårørende mødes her i sang. Derudover findes et bederum og et fordybelsesrum.