Unik havn på vej til historisk blåstempling - »Nu har vi i hvert fald 3000 vidner på, at der er givet håndslag, så det var sgu en stor sejr«
Fiskerihavnen i Ebeltoft skal bevare sit historiske udtryk af flere årsager, og er nu på vej til at blive Maritim Kulturhavn.
»Nu har vi i hvert fald 3000 vidner på, at der er givet håndslag på det her, så det var sgu en stor sejr,« konstaterer Jørn Uz Ruby med et grin.
Han er formand for Foreningen Ebeltoft Gl. Havn, og på sidste weekends Kystkulturfestival på havnen i Ebeltoft kunne han og mange andre overvære, at borgmester i Syddjurs Kommune Michael Stegger (S) og formanden for Skibsbevaringsfonden Sven Irgens-Møller gav hinanden håndslag på, at Fiskerihavnen skal være Maritim Kulturhavn.
Foreningen Ebeltoft Gl. Havn er en paraplyforening, der samler både fiskere, træskibsfolk, investorer, museumsfolk og lokale erhvervsdrivende.
Målet er at tale med én stemme over for kommunen og sikre, at havnens udvikling sker i tråd med de maritime traditioner, og foreningen har igennem flere år arbejdet for blåstemplingen af havnen for at værne om det unikke miljø, forklarer Jørn Uz Ruby.
»Det handler om at bevare autenticiteten. Vi vil ikke ende med, at havnen bliver plastret til med betonbyggeri. I stedet skal vi fastholde det maritime miljø med tjæreduft, skibe på bedding og den levende kulturarv, som folk faktisk kommer her for at opleve,« fastslår Jørn Uz Ruby.
Havnen skal ikke være museum
En Maritim Kulturhavn består af et historisk kulturmiljø med aktivt maritimt erhvervsliv, værfter, beddinger og bevaringsværdige træskibe.
For at opnå udpegningen skal en havn leve op til 11 kriterier.
Det er blandt andet, at skibene skal kunne vedligeholdes lokalt, at der værnes om de maritime erhverv, og at havnen markedsføres som en del af byens kulturelle profil.
Det handler således ikke om, at havnen skal være mindre aktiv end tilfældet er i dag. Tværtimod.
»»En maritim kulturhavn er ikke et museum. Det handler om at sikre, at udviklingen sker i respekt for miljøet, så havnen både er et sted, man arbejder, lever og besøger,« forklarer Jørn Uz Ruby.
Når man taber på karrusellerne...
På byrådsmødet i sidste uge skulle politikerne tage stilling til, om kommunen skal støtte op om Foreningen Ebeltoft Gl. Havns arbejde, samt om der skal indledes et formelt samarbejde med Skibsbevaringsfonden.
Den indstilling blev vedtaget af et samlet byråd.
Ifølge forvaltningen i Syddjurs Kommune vil en udpegning som maritim kulturhavn betyde, at nogle bådpladser reserveres til bevaringsværdige skibe, og dermed vil visse lejeindtægter på sigt bortfalde, da bevaringsværdige fastliggende skibe skal tilbydes en vederlagsfri havneplads.
Eksempelvis ligger de historiske skibe Ålekvasen Rigmor og Skødshoved allerede vederlagsfrit i havnen.
Både Foreningen Ebeltoft Gl. Havn og kommunen peger dog på, at de afledte effekter af et stempel som maritim kulturhavn kan kaste mange positive effekter af sig i form af flere besøgende, øget turisme og en endnu mere styrket profil for Ebeltoft som maritim by.
»Jo mere vi kan få det maritime miljø til at brede sig, desto større bliver effekten både turistmæssigt og for borgerne,« siger Jørn Uz Ruby, som også vurderer, at blåstemplingen er med til at sikre den maritime arv.
»Det er et vigtigt skridt. Vi har allerede set, hvordan havnen tiltrækker flere mennesker, når der er liv og aktivitet. At blive maritim kulturhavn kan være med til at sikre, at den udvikling fortsætter, og at vi giver en sejlende kulturarv videre til de næste generationer.«