Fortsæt til indhold

Jeg ville gerne bruge Grenaa som by meget mere, men lysten mangler simpelthen

Samfund
Sidsel BjerregaardTidl. byplanlægger og arkitekt

Kære Anders Stenumgaard Lind,

Jeg skriver til dig efter jeg læste dit indlæg i Din Avis/Norddjurs den 3. Juni 2025 ”Enig Peter Larsen - Borgerne fortjener bedre når det kommer til Sydhavnen”.

Jeg sendte i juli en mail til dig, som jeg ikke har fået svar på, derfor dette læserbrev.

Jeg har løbende i denne kritik af Ruin-pladsen i samråd med Peter Larsen diskuteret det ikke særlig forskønnende forslag til Ruin-Pladsen. Vi har talt om mulighederne for denne plads og kommunes generelt manglende inddragelse af deres borgere, når der laves nye større tiltag.

Kunne vi ikke i Grenaa få nogle flere inspirerende byrum der giver liv?

Byrum der f.eks. har små lommer af grønt, rare siddepladser, måske plads til et par hyggelige caféer, og sjov leg til legebørnene, som både borgere og turister ville nyde godt af? En bys byrum, dets imødekommenhed og tilgængelighed, er en stor del af dets vartegn og er det som folk husker når de tager derfra.

Jeg ville gerne bruge Grenaa som by meget mere, men lysten mangler simpelthen - jeg fornemmer ikke en by og byrum, der byder mennesker velkomne og hvor man har lyst til at opholde sig.

Dette er desværre hvad jeg hører fra de fleste. Butikker lukker på stribe og byrummene står flere steder døde hen uden mennesker.

Jeg fornemmer at mange borgere i Norddjurs kommune føler sig overset af politikerne i kommunen. Det virker som om, at kommunen ikke har lyst til at inddrage sine borgere til medindflydelse. Jeg har arbejdet i flere kommuner, og der gjorde man er dyd ud af inddrage de mennesker der jo bruger husene, byen og byrummene og også betaler til den over skatten. Det gav virkelig en ’good vibe’ mellem politikere, kommunen og borgerne.

I november 2024 (inden de afblæste planen) sendte jeg tillige et brev til Sydhavnens bestyrelse med ordene:

»Jeg skriver til jer da jeg lige har set forslaget til ’Ruin-pladsen’ i Lokalavisen.

Jeg må sige jeg er chokeret.

Jeg havde sådan håbet at Grenaa, ovenpå en byudvikling der rent ud sagt ikke eksisterer og med et meget deprimerende vartegn i Midtbyen - hvad jeg kalder ’den pukkelryggede mand’ nu endelig ville lave et forskønnende byudviklingsprojekt, som folk ville nyde at bruge.

Forslaget ’Ruinpladsen’ er ikke just forskønnende, og indbyder på ingen måde til at man har lyst til at tage ophold der.

Ruinen er i sig selv et objekt, der med sine stablede store blokke og et look af beton, ikke har noget varmt og imødekommende over sig. Resten af designet af pladsen ser heller ikke indbydende ud, med sin store flade der nærmest kun har fliser.

Man kunne f.eks. med få midler og brugen af træ (et varmt og imødekommende materiale for den menneskelige krop) lave flere små hyggelige rum og bænke (det er smukke samtidig) på pladsen - med f.eks. træer, siv og andet grønt i de forskellige rum.

Man kunne endda lave regnvandsbede, der optager noget af al det vand der kommer mere af i fremtiden. Bede som har grønt der giver liv og som tiltrækker de truede arter som bier og sommerfugle. Og måske også nogle sjove og smukke legeelementer for børn.«

Jeg fornemmer både ud fra læserbrev i Grenaabladet den 20 november, og fra folk i byen - at de ønsker sig at blive hørt og inddraget.

Kunne I ikke lave en workshop eller lignende hvor borgerne og evt. lokale firmaer der f.eks ville være interesseret i at sponsorere tingene på pladsen, kunne være med til at udvikle deres fremtidige byrum?

Det er noget vi skal kigge på i rigtig mange år, og nu er chancen her for at Grenaa endelig kan få et skønt byrum, der kan skabe noget godt for byen og menneskene der.

Begå ikke den fejl i Grenaa igen, at lave et byrum som vandbassinet udenfor kommunen, som er blevet et gold og dødt område uden liv.

Så kære Anders,

du siger du er klar til at udvikle og forskønne Sydhavnen. Hvor er det godt! - det giver håb for en bedre by med byrum der taler til mennesker.

Er du klar på at lave nogle workshops hvor borgerne/brugerne høres, om deres drømme, håb og idéer for byen?