Fortsæt til indhold

Ebeltoft får ny bedding: »Det er svært at få armene ned«

Projektet til en million kroner betyder både bedre miljøforhold, stærkere rammer for bevaringsværdige skibe og mere liv i Ebeltofts gamle havn.

Samfund

Efter næsten to års arbejde med forberedelser og fondsansøgninger kan Foreningen Ebeltoft Bedding nu sætte gang i en omfattende opgradering af den gamle bedding i Ebeltoft Gl. Havn.

Projektet har et budget på omkring en million kroner og betyder, at byens maritime miljø står stærkere i fremtiden, forklarer projektets tovholder Thorkild Hansen.

»Beddingen er forudsætningen for at vedligeholde den sejlende kulturarv. Uden den ville Ebeltoft ikke kunne kalde sig en maritim kulturhavn, siger Thorkild Hansen.

Armene oppe

Den gamle bedding, hvor skibe trækkes på land for at blive vedligeholdt eller restaureret, har gennem årtier været et helt centralt element i havnelivet.

Men anlægget er nedslidt, og uden en opgradering ville både de lokale fiskefartøjer og de bevaringsværdige træskibe således miste et vigtigt fundament.

Den største synlige opgradering bliver erstatningen for den gamle beddingsvogn.

Det er en stor stålkonstruktion på 11–12 ton, som bliver bliver kernen i anlægget og gør det muligt fortsat at trække selv større skibe sikkert på land.

Samtidig etableres et moderne miljøanlæg, der sikrer, at malingrester og andre partikler ikke ender i havet, og dermed bliver den nye bedding også en opgradering i forhold til at sikre et bedre havmiljø.

Det er lykkedes at samle den nødvendige finansiering gennem en bred vifte af bidrag.

Syddjurs Kommune, Nationalpark Mols Bjerge, Boghandler Henning Clausens Fond, Fonden for Østdjursland, Baixamar Fonden, A/S Dampskibsselskabet Orients Fond samt anonyme givere har tilsammen sikret, at projektet nu kan realiseres.

»Det er svært at få armene ned. Det har været en lang rejse, undertiden med hård sø undervejs, men nu er vi bogstavelig talt i havn med projektet. Uden den velvillige støtte fra fonde og kommune var det ikke lykkedes,« understreger Thorkild Hansen.

Med opgraderingen er det også håbet, at Ebeltoft Gl. Havn bliver mere attraktiv for gæsteskibe, som enten lægger til på besøg eller vælger at få udført vedligehold lokalt.

Dermed skabes både aktivitet og arbejdspladser omkring havnen og et løft for byens turisme og erhverv.

Det falder fuldstændig i tråd med arbejdet for at gøre havnen til maritim kulturhavn, som avisen fortalte om i forrige uge.

»Selvom der er tale om gamle skibe, er det jo nutidig kystkultur. Vi passer på kulturhavnen og sikrer, at Ebeltoft også fremover kan tiltrække og servicere den sejlende kulturarv,« siger Thorkild Hansen.

Foreningen forventer nu, at den nye bedding kan tages i brug omkring årsskiftet.

Fedt organisk rod

Det betyder dog ikke, at arbejdet med at forbedre det maritime miljø stopper her.

Foreningen Ebeltoft Bedding har således allerede planer om næste fase, hvor de nuværende små skure, som udgør beddinghuset, skal afløses af en ny bygning med spilhus til optræk af skibene, opholdsrum, værksted og depot.

Der ligger allerede foreløbige skitser til de nye bygninger, som foreningen satser på at begynde at føre ud i livet, når etableringen af den nye bedding er færdig.

»De eksisterende skure er lidt noget organisk rod, men de har en fed udstråling. Derfor er vi også meget bevidste om, hvor nænsomt vi skal lave den nye bygning i skala i forhold til resten af miljøet. Engang lå der en relativt stor værftsbygning, men det behov er der slet ikke længere. Det bliver en smuk lille maritim bygning, vi får lavet,« forklarer Thorkild Hansen.