Gps-ur skaber problemer for ældre par: »Den angst og utryghed, man føler og som ikke mindst Kurt føler, er helt forfærdelig«

Kurt Larsen var pludselig væk i folkemængden i Tyrkiet. Hans kone Vivian Villadsen var ved at fylde deres vandflasker op. Ægteparret befandt sig stadig på hotellets område. Men hun havde lige sluppet ham af syne et øjeblik, og nu kunne hun ikke se ham nogen steder.

Pulsen steg lynhurtigt. Der var tre udgange fra hotelområdet, det vidste hun. Hun fik allieret sig med andre danske turister på hotellet, som hjalp til med at holde øje med udgangene. I receptionsområdet blev han fundet igen.

»Det første, han sagde, var: ”Nu bliver Vivian godt nok bange.”«

Vivian Villadsen fortæller historien med et lille anstrengt smil. Hun sidder i sofaen i ægteparrets lejlighed på Aarhus Ø. Hendes mand, Kurt Larsen, sidder også i sofaen. Han lytter efter, men siger ikke noget. Kun få gange, når Vivian henvender sig direkte til ham, svarer han med få ord.

»Det var vores sidste ferie sammen. Alene sammen i hvert fald,« konstaterer Vivian Villadsen.

Hun synes ikke længere, det er trygt for ham at rejse.

»Selvom det kun var et kvarters tid, Kurt var væk. Så går man jo i panik. Og jeg kunne se, hvor bange han også blev.«

I Tyrkiet kunne de ikke have gps-uret med. Et gps-ur, der er blevet en uundværlig livline i hverdagen, hvor Vivian Villadsen stadig går på arbejde. Hun er social- og sundhedsassistent i retspsykiatrien på Aarhus Universitetshospital. Nogle gange aftenvagter, nogle gange dagvagter.

Og det er, når hun er i dagvagt, og Kurt går alene hjemme, at gps-uret er en livline.

»Men det giver os ikke den tryghed, det kunne, når hjemmeplejen ikke formår at skifte gps-uret, så der er strøm på den.«

Kurt Larsen lider af en så fremskreden Alzheimers sygdom, at hans kone nu har en generalfuldmagt til at tage sig af alt for ham. I knap to år har de boet i lejligheden på Aarhus Ø og til at begynde med fik de bevilliget ét gps-ur.

For knap et år siden var Kurt Larsen dog alligevel forsvundet fra bopælen. To damer i nabolaget fandt ham og fulgte ham hjem.

»Derefter fik vi bevilliget to gps-ure, så et ur kunne ligge til opladning.«

Selv med to ure går det dog ofte galt. Hjemmeplejen skal om formiddagen skifte Kurt Larsens gps-ur, så der er strøm på til resten af dagen, indtil hans kone er hjemme igen. Når Vivian Villadsen kommer hjem, finder hun dog ofte sin mand med et gps-ur, der er løbet tør for strøm.

»Jeg fortæller hjemmeplejen, at jeg ofte oplever, at der ingen strøm er på det ur, han har på om eftermiddagen, og de fortæller mig, at det sagtens kan holde strøm, og at der var masser af strøm på, da de var der,« siger Vivian Villadsen og trækker vejret tungt ind:

»Der måtte jeg jo så forklare højere oppe i det kommunale system, at det gps-ur altså ikke kan holde strøm, og det skal skiftes. Og så svarede de mig, at det var godt, at jeg kunne gøre dem klogere. Der tænkte jeg bare: Jamen, hvad er det, der foregår?«

Selvom det står skrevet i den besøgsplan, som beskriver, hvilke opgaver der skal klares på besøg fra hjemmeplejen, så oplever hun at aftalerne svigter.

»Det er jo sådan set bare at læse, hvad der står i besøgsplanen. Men det har jeg indtryk af, at de færreste gør.«

For nylig var der lagt en løs seddel på bordet, hvor en ansat i hjemmeplejen havde skrevet, at vedkommende ikke kunne finde »opladeren til det her gps-ur«.

Vivian tog et billede af sedlen og sendte det til hjemmeplejen.

»Det er jo en falliterklæring. De roder rundt i det. For det står højt og tydeligt i besøgsplanen, hvor opladeren er henne. I øvrigt står der også, at man skal skrive i den kinabog, der ligger fremme, hvis der er beskeder. Løse sedler kan nemt blive væk, eller Kurt kan finde på at smide dem ud,« forklarer Vivian Villadsen.

Konstant bekymring

Vivian Villadsen beskriver det som en konstant bekymring i maven, når hun er i dagvagt, fordi hun har oplevet svigt så tit:

»Det er en helt enkelt ting at huske at skifte hans ur, men det kan få så katastrofale følger. Den angst og utryghed, man føler og som ikke mindst Kurt føler, er helt forfærdelig.«

Som herværende avis tidligere har beskrevet, så skal de nuværende gps’ure og gps’brikker, som Aarhus Kommune tilbyder, oplades hver eneste dag og nogle gange flere gange om dagen.

Det kom frem, efter en plejehjemsbeboer i juni var forsvundet i over et døgn, før han blev fundet. Han havde sit gps-ur på, men der var ingen strøm på.

Hvis kommunen kunne tilbyde en gps, der kunne holde strøm i længere tid end et døgn, så ville det gøre en verden til forskel for ægteparret:

»Hvis den rent faktisk kunne holde strøm i et helt døgn uden problemer, så ville jeg jo kunne klare det selv. Så ville jeg ikke være afhængig af, at hjemmeplejen skulle skifte hans ur.«

Signe Rønn Sørensen, der er chef for Digitalisering, Velfærdsteknologi og Hjælpemidler i Sundhed og Omsorg, har tidligere forklaret, at hun også ønsker sig gps med længere batterilevetid, og kalder det nuværende opladningsinterval for »uhensigtsmæssigt«.

Ikke et kendt problem

Aarhus Kommune oplever generelt en stigning i antallet af gps-enheder. I dag er der cirka 500 enheder i brug til cirka 300 personer. For fire år siden var kun det halve antal i brug. 80 procent anvendes på plejehjemmene.

Det er sjældent, at det er hjemmeplejens opgave at lade en gps op, forklarer Jens Bejer Damgaard, der er chef for Pleje og Rehabilitering.

»Det er egentlig ikke en ydelse, vi normalt udfører. Men undtagelsesvist kan vi tage os af det. Som et led i omsorgen. Men langt de fleste pårørende finder selv ud af opladningen.«

Jens Bejer Damgaard vil ikke kommentere på den konkrete sag og svare på, om det kan passe, at hjemmeplejen ofte ikke får skiftet gps-uret. Han forklarer, at det er hans oplevelse, at det generelt bliver gjort:

»Selvfølgelig kan det smutte, men jeg hører ikke om et generelt billede af, at gps’er hos borgere i eget hjem ikke bliver ladet op.«

En gps, der kunne holde strøm i endnu længere tid uden at blive ladet op, vil da også være ønskværdigt, understreger han:

»Det vil da være fint med længere batterilevetid. Men det er ikke noget stort issue, og vi hører ikke mange klager fra borgere i eget hjem over, at gps’er ikke kan holde strøm i lang tid,« siger Jens Bejer Damgaard.

Bliver hjemme nu

Vivian Villadsen og Kurt Larsen har altid været glade for at rejse. De har været både i Østen, i Afrika, på Madagaskar, på Galapagos-øerne og på Malta. Før i tiden var det Kurt Larsen, der planlagde turen, sørgede for flybilletter og havde kortet i hånden.

»Det gør, at vi i dag kan sige, at vi har været på vores ture,« siger Vivian Villadsen.

Men når ægteparret så bliver hjemme, så bør trygheden prioriteres højere, end den bliver i dag, mener Vivian Villadsen:

»Vi kan simpelthen ikke være det andet bekendt. Mange ligger jo og dør mutters alene, hvis de forvilder sig væk. Det er så uværdigt.«

Et igangværende udbud til indkøb af nye gps-enheder, hvor man netop ville stille krav om længere batterilevetid, er, som avisen har omtalt tidligere, fejlet, og derfor kommer det først i gang igen til næste år.