Fortsæt til indhold

Nu er der sat dato på længe ventet møde om Sydhavn

Der skal sættes ord på de drømme og ønsker, borgerne har til det omdiskuterede havneområde.

Samfund

Sydhavnen i Grenaa har fyldt meget i den lokale debat.

Særligt efter det først blev besluttet at opstille skulpturen ’Ruin’ på den nu tomme plads mellem Kattegatvej og Søndre Kajgade.

Det projekt blev siden pillet helt af brættet efter massive borgerprotester, og netop borgerne har efterlyst større inddragelse i, hvad der skal være på pladsen, og hvordan hele området skal udvikle sig.

30. oktober bliver der lejlighed til at ytre sine ønsker og drømme om Sydhavnen, når der er borgermøde på Grenaa Bibliotek fra klokken 19-21.

Mødet er arrangeret af Anders Stenumgaard Lind, der er kandidat til kommunalvalget.

Han har tidligere deltaget aktivt i debatten om Sydhavnen, og tidligere på måneden blev han i et debatindlæg fra borger i Grenaa Sidsel Bjerregaard opfordret til at sætte noget handling bag ordene.

Den bold er nu grebet.

»Der har de senere år været afholdt mange møder når det kommer til Sydhavnen men jeg mindes ikke at der har været afholdt et uvildigt borgermøde som ikke har været styret af embedsmænd fra kommunen eller repræsentanter fra Grenaa Havn eller Sydhavnen,« skriver Anders Stenumgaard Lind i et indlæg til avisen.

»Det er der som sådan ikke noget galt i, men sådanne møder kan for mange opleves meget styret via indlæg, paneldebatter eller lange præsentationer hvor der ikke altid levnes meget tid til at borgerne kan komme til orde,« uddyber han.

Håbet er således, at mødet kan være med til for alvor at sætte fart på udviklingen.

»Jeg ser de gode tiltag, som sker på Sydhavnen. Festivalen, Fællesspisning, musik mm, men de store investeringer som rykker og et samlet politisk fokus på udvikling af området, som omdanner Sydhavnen og dele af Grenaa havn til et kulturelt og innovativt kraftcenter, ligger desværre fortsat langt ude i fremtiden, hvis ikke vi snart kommer op på en lidt større klinge,« mener Anders Stenumgaard Lind.

Alle er velkomne til mødet. Tilmelding sker via sms på 60 12 39 01.