Fortsæt til indhold

Fire nye gates: Aarhus Airport klar til sommerudvidelse

Aarhus Airport oplever passagervækst og vender tilbage til niveauet fra 2019. Terminaludvidelsen med fire nye gates skal forbedre kundeoplevelsen.

Samfund

Aarhus Airport har oplevet en samlet passagervækst på 2,92 procent i 2025, hvilket bringer den tilbage til niveauet fra 2019.

I december 2025 rejste 32.079 passagerer fra Aarhus Airport mod 29.748 i december 2024, mens tallet for hele 2025 udgør 525.707 mod 510.788 i 2024.

Væksten skyldes en stigning i indenrigs- og charterflyvninger, og lufthavnen forventer, at det øgede udbud af rejsemuligheder i 2026 vil bidrage til højere passagertal.

Fire nye gates

Aarhus Airport investerer i 2026 i kundeoplevelser med en udvidelse af gateområderne, der skal sikre en smidig boardingproces. Terminaludvidelsen, som tilføjer fire nye gates, forventes at stå færdig til sommersæsonen.

Lotta Sandsgaard, administrerende direktør for Aarhus Airport, siger i en pressemeddelelse:

»Vi udvider terminalen, så det bliver en endnu bedre oplevelse at rejse fra Aarhus Airport. Foruden vores mål om at styrke den i forvejen gode passageroplevelse, bidrager færdiggørelsen af byggeriet til at sikre, at vores mange partnere har en effektiv drift fra hele Østjyllands lufthavn.«

Selskaber stepper op

Lufthavnen går ind i 2026 med øget kapacitet fra flere flyselskaber.

Ryanair øger til daglige afgange til London Stansted, fordobler antallet af afgange til Malaga og Riga, og styrker frekvensen til Gdańsk.

Norwegian og Pegasus udvider også deres ruter, hvilket giver østjyderne rejsemuligheder til destinationer som Mallorca, Alicante og Antalya.

SAS tilføjer kapacitet til skidestinationen Scandinavian Mountains og udvider sit samarbejde via nye samarbejdsaftaler med Vietnam Airlines og Aeromexico.

Lotta Sandsgaard bemærker i pressemeddelelsen: »Den øgede aktivitet hos Ryanair, Norwegian og Pegasus understreger østjydernes efterspørgsel på både forretnings- og ferierejser. Daglige afgange til London åbner for mere fleksible møderejser, mens øget kapacitet til Malaga, Riga, Gdańsk og Antalya sikrer bedre rejsemuligheder til weekender, højtider og familiebesøg.«

Billund dykkede

En af Aarhus Aiports konkurrenter oplevede en nedtur i 2025.

2025 var således året, hvor flyselskabet Ryanair lukkede sin base i Billund Lufthavn.

I hele 2025 havde lufthavnen 3.058.981 passagerer. Det var et fald på 800.000 rejsende sammenlignet med året før.

Det skriver Billund Lufthavn i en pressemeddelelse.

Ryanairs nedlukning skete som en konsekvens af en ny passagerafgift, der lægger op til 50 kroner oven i billetprisen på alle flyafgange fra Danmark.

Det gjorde 2025 til et »markant anderledes år« for lufthavnen, ifølge direktør Jan Hessellund.

»Vi stod til at miste omkring en tredjedel af vores samlede antal passagerer fordelt på 25 ruter, da Ryanair forlod os i marts. Det skabte turbulens, ikke kun i lufthavnen, men i hele vores optageområde. Hoteller, turistattraktioner, erhvervsliv og rejsende fra nord, syd, øst og vest blev påvirket.«

Efter bruddet med Ryanair arbejdede Billund Lufthavns ledelse på at lukke en del af hullet gennem nye aftaler med andre luftfartsselskaber. Det skete delvist ved, at British Airways øgede antallet af afgange til London, mens det ungarske lavprisselskab Wizz Air udvidede med forbindelser til Gdansk i Polen, Vilnius i Litauen og Iasi, den tredjestørste by i Rumænien.

Desuden udvidede Norwegian sine aktiviteter i lufthavnen i efteråret, da flyselskabet meddelte, at det går fra 5 til 15 ruter fra Billund. Af samme grund forventer Jan Hessellund, at Billund Lufthavn oplever fremgang i 2026 med en ventet vækst i passagertallet på mellem fem og ti procent.

Erhvervsrejsende udgjorde i 2025 mere end hver tredje passager i lufthavnen. Det samme billede tegnede sig året før.