Efter mere end to års ventetid kommer bus tilbage: »Jeg vil gerne sige ligeud, at det har været et uskønt forløb«
»Det må og skal alle parter lære af,« lyder det fra Teknik og Miljø-rådmand Nicolaj Bang (K) om den langtrukne saga, hvor borgere i det sydlige Aarhus har manglet en bus og bro ved Ormslevvej i næsten to år og fem måneder.
I efteråret 2023 blev broen over Døde Å fjernet akut, da store mængder regnvand truede med at oversvømme Viby Renseanlæg og sende forurenet kloakvand ud i åen.
Og siden da har den manglende bro på Ormslevvej betydet, at beboerne i området har haft længere til buslinje 11, der ikke har kunnet køre sin normale rute.
Nu er broen så endelig genetableret, og som avisen kunne berette den anden dag, så vender buslinje 11 tilbage til sin gamle rute fra på mandag den 30. marts.
I en pressemeddelelse fra Teknik og Miljø om genåbningen af broforbindelsen lyder det nu samtidig også, at cyklister forventes at kunne køre over broen allerede i løbet af fredag den 27. marts.
Teknik og Miljø-rådmand Nicolaj Bang (K) kalder hele forløbet for »uskønt«:
»Det bliver godt at få bussen tilbage på Ormslevvej. Jeg vil gerne sige ligeud, at det har været et uskønt forløb, hvor borgere er kommet i klemme bl.a. pga. juridiske tovtrækkerier om, hvordan ansvaret for at genetablere broen skulle fordeles. Det må og skal alle parter lære af,« siger Nicolaj Bang (K), rådmand, Teknik og Miljø.
Langvarig hårknude
For da broen blev beordret ned af beredskabsdirektøren ved Østjyllands Brandvæsen, kunne Aarhus Vand, der ejer det nærliggende rensningsanlæg, som var i risiko for at blive oversvømmet, og Aarhus Kommune, der ejer broen, ikke blive enige om miljøjuraen og om, hvordan regningen og ansvaret for genopbygningen skulle fordeles.
Formålet med nedrivningen af broen var at sikre åen et større gennemløb, således man kunne undgå, at Viby Renseanlæg blev oversvømmet og begyndte at sende store mængder urenset spildevand ud i Døde Å.
Først i februar 2025 – efter sagen bl.a. røg en tur i Teknisk Udvalg – blev de to kommunale enheder – Aarhus Vand og Aarhus Kommune – så enige om en ansvarsfordeling, og man kunne dermed også sætte gang i et udbud til at lave en ny bro over Døde Å.
Og det arbejde er nu – næsten to år og fem måneder efter den gamle bro blev revet ned – tilendebragt.
Den nye bro er blevet hævet med 50 centimeter, hvilket skulle gøre den bedre rustet, hvis en lignende situation, hvor store mængder regn rammer Aarhus, igen skulle opstå, og har kostet i nabolaget tre millioner kroner at genopbygge.
Anlægsarbejdet af broen begyndte i oktober sidste år og er i store træk foregået som planlagt, oplyser Teknik og Miljø.
I januar lukkede seks store betonelementer hullet på Ormslevvej, og siden er der blevet arbejdet med at forbinde broen til vejen på begge sider, støbe trykaflastning og lægge ny asfalt – sidstnævnte har ladet vente lidt på sig pga. frost.
Udover at den gamle linje 11-busrute bliver genoptaget, så vender natbussen linje 42 også tilbage på strækningen langs Ormslevvej.