Julie og Valentin har Rent Mel i Posen og masser af ambitioner
Efter udsigten til bagerløs by kan Hornslet glæde sig: 30. maj åbner Rent Mel i Posen dørene. Forventningerne til det nye bagerpar er store.
Støv, skruemaskiner og gamle diske på vej ud.
Vi har fulgt med og har kunnet læse, at Hornslet virkelig efterspørger en bager
Snart forvandles kaos i den gamle bagerbutik på hjørnet af Tingvej og Byvej til duften af friskbagt surdejsbrød. Den 30. maj åbner Julie Ørneborg Rodkjær og Valentin Aaron Weinhold, begge 34 år, bageriet og butikken Rent Mel i Posen – og Hornslet – får igen en lokal bager.
Da bagerparret Jan Boe Pedersen og Hanne Poulsen lukkede deres bagerier i Løgten og Hornslet lørdag den 20. december 2025 efter henholdsvis 32 og 26 år, var mange kede af det.
Det kom stærkt til udtryk på de sociale medier, og savnet efter en bager i byen har siden været tydeligt.
Julie og Valentin bliver derfor mødt med store forventninger – og det er de fuldt ud bevidste om.
»Vi har fulgt med og har kunnet læse, at Hornslet virkelig efterspørger en bager. Det har vi også kunnet mærke efter, at vi overtog nøglerne og begyndte at arbejde med at få lokalerne gjort i stand«, siger Julie Ørneborg Rodkjær.
Parret har fået en fin lejeaftale med Jan Boe Pedersen og Hanne Poulsen.
Fra København til Hornslet
Ved årsskiftet rykkede parret fra København til Hornslet sammen med deres etårige tvillinger, Hannah og Cleo.
Formålet var klart: De ville være selvstændige og dække det åbenlyse behov for en bager i byen.
»Vi fik nøglerne til butik og bageri 1. april og har været i gang siden med hjælp fra gode venner og familie,« fortæller Julie Ørneborg Rodkjær.
Hendes forældre flyttede til Hornslet for omkring et år siden, og netop nærheden til bedsteforældrene har haft betydning.
»Min far hjælper os med at komme på plads, og det er dejligt at have bedsteforældre tæt på, når det går så stærkt, som det gør nu,« siger Julie Ørneborg Rodkjær.
Det er lykkedes parret at finde en lejlighed i byen, og ønsket om en vuggestueplads til tvillingerne er også gået i opfyldelse.
»Vi er faldet godt til i byen allerede og synes, at Hornslet virker som et spændende sted med mange børnefamilier, der flytter hertil fra Aarhus. Handelslivet har også budt os velkommen, så vi er naturligvis allerede blevet medlem i Hornslet Handel,« siger Valentin Aaron Weinhold.
Tysk surdejsspecialist bag
Valentin Aaron Weinhold, der er født og opvokset i Tyskland, er uddannet bager og har arbejdet som sådan i forskellige sammenhænge i en årrække. Erfaringen spænder fra klassiske bagerier til mere moderne miljøer – noget han nu glæder sig til at folde ud i Rent Mel i Posen.
Han har sit hold stort set på plads til at bage surdejsbrød med en nuanceret og aromatisk smag i alle afskygninger.
»I første omgang bliver vi fire bagere inklusive mig selv,« fortæller han.
Han har ikke skullet kigge langt efter sit mandskab. Et opslag på de sociale medier havde hurtigt effekt.
»Vi har ikke søgt efter uddannede bagere. Alle kan bage, så for mig har det handlet om at finde nogle mennesker, som brænder for det og vil tage ved lære i en travl hverdag,« siger Valentin Aaron Weinhold.
Julie i front
Julie Ørneborg Rodkjær stammer fra Solbjerg på den anden side af Aarhus, før hun efter studentertiden på Viby Amtsgymnasium tog ud for at se sig omkring. Blandt andet boede og arbejdede hun tre år i Berlin.
Hendes uddannelsesmæssige baggrund er en kandidat i Social Entrepreneurship and Management på Roskilde Universitet.
Efterfølgende har hun arbejdet i mange forskellige sammenhænge i hovedstaden, blandt andet som barchef på Ølsnedkeren.
»Det bliver mig, der primært bliver ansigtet i butikken, og selv om jeg ikke er uddannet bager, så har jeg stor erfaring med at betjene kunder og gæster,« siger Julie Ørneborg Rodkjær.
Fire dage åbent
Rent Mel i Posen vil i begyndelsen holde åbent fire dage om ugen – fra torsdag til søndag fra klokken syv om morgenen og til ud på eftermiddagen. Parret vil bevidst starte i et niveau, de kan holde.
»Jeg tænker, vi kommer til at justere undervejs på åbningsdage og tidspunkter, men det må vi kigge på, når vi er kommet i gang,« lover Julie Ørneborg Rodkjær.
De er samtidig bevidste om at undgå at slide sig selv op – og sikre tid og overskud til både hinanden og de to små.
»Den næste måned frem mod åbningen 30. maj bliver hektisk. Vi skal have kørt en masse af det gamle inventar væk og sat nyt ind i stedet,« siger Valentin Aaron Weinhold.
Kaffe og muligheder
I butikken bliver det muligt at nyde en kop kaffe eller latte, mens man spiser en bolle eller to ved et par caféborde. Parret ser også potentiale i beliggenheden.
»Vi har mange planer, som vi håber at kunne realisere med tiden. Butikkens beliggenhed er jo fremragende ud til et stort torv på modsatte side af Tingvej, som giver nogle muligheder. Vi glæder os til at møde vores nye kunder,« forsikrer Julie Ørneborg Rodkjær.
For hende føles flytningen til Hornslet som at rejse tilbage til fortiden – på den gode måde.
»Efter mange år i store byer er det rart at komme til noget mindre, selv om man ret hurtigt fornemmer, at Hornslet vokser, og at infrastrukturen har svært ved at følge med. Der er noget puls i byen, kan man mærke.«