Sosu-assistent hædret: Hun møder beboerne med varme, respekt og ro og har et særligt blik for det enkelte menneskes behov
Social- og sundhedsassistent fra Favrskov Kommune er udpeget som et af årets 100 velfærdstalenter.
Tanja Søiberg er blevet udpeget som et af årets 100 velfærdstalenter.
Pensionsselskabet PenSam og FOA Ungdom står bag en årlig udpegning af 100 unge talenter, der arbejder inden for velfærdssektoren, og som hver dag gør en forskel for andre mennesker. Man skal være under 36 år for at komme i betragtning, og indstillingen skal komme fra borgere, kolleger eller ens egen leder.
Tanja Søiberg er social- og sundhedsassistent på plejehjemmet Hinneruplund i Hinnerup og er blevet nomineret af sin leder, Gitte Haugaard, der er leder af det lokale plejehjem.
»Tanja gør en tydelig forskel i hverdagen. Hun møder beboerne med varme, respekt og ro og har et særligt blik for det enkelte menneskes behov,« skrev plejehjemslederen i indstillingen.
»Det gør mig glad og stolt, at min leder har set min udvikling, og det motiverer mig til at fortsætte med at blive dygtigere. Alle fortjener at få at vide, at man er dygtig til sit arbejde, og at der er brug for en,« siger Tanja Søiberg i en pressemeddelelse fra Favrskov Kommune.
Rekordmange, næsten 500 velfærdsmedarbejdere, var i år indstillet til prisen, der skal være med til at sætte fokus på velfærdsfagene, som i fremtiden kommer til at mangle arbejdskraft. Sosu-assistenten fra Favrskov og de 99 andre udpegede velfærdstalenter er blevet fejret ved et arrangement på Christiansborg i København og hos FOA i Randers.
»Vi skal inspirere flere til at søge ind i velfærdsfagene. Fremtiden viser allerede, hvor mange velfærdsmedarbejdere der kommer til at mangle. Derfor er der behov for at øge respekten for og anerkendelsen af de her fag – for uden velfærdstalenter ingen velfærd i fremtiden,« siger Helena Mikkelsen, fagpolitisk ordfører i FOA, i en pressemeddelelse fra FOA.
Tanja Søiberg er 27 år og har været uddannet i seks år. De seneste tre år har hun arbejdet på Hinneruplund og ikke været bange for at yde en ekstra indsats, når det brænder på. I en periode med meget sygdom blandt kollegerne, trådte hun ekstra til, skrev plejehjemslederen i indstillingen.
»På kort tid skabte hun overblik over alle beboere i teamet og var med til at sikre, at både faglighed og omsorg fortsat var i centrum. Hun formåede at bevare roen og være en stabil støtte for både kolleger og beboere.«
Tanja Søiberg er også tillidsrepræsentant samt vejleder for nye kolleger og har ifølge sin leder et særligt blik for de små øjeblikke, der giver livskvalitet i hverdagen.
»Hun tager ofte initiativ til små oplevelser for beboerne – som en gåtur på en stille søndag eller ved at møde ind en ekstra eftermiddag for at være med til at skabe julehygge. Tanja er ikke en medarbejder, der søger opmærksomheden, men gennem sin faglighed og sit engagement gør hun en forskel hver dag,« stod der i indstillingen.
Tanja Søiberg fortæller, at hun har det fint med at gå forrest og italesætte ting, der kan gøres bedre for både borgere og medarbejdere.
»Borgerne kan mærke, når man et til stede i sit job, og så roser de en, og man kan mærke, at de er taknemmelige. Den følelse er fantastisk. Mine kolleger og jeg arbejder i et fag, hvor man giver meget af sig selv og har et stort ansvar, og derfor gør det mig selvfølgelig glad at blive anerkendt for indsatsen. Det motiverer mig til at fortsætte med at blive dygtigere og gøre det allerbedste, jeg kan, for borgerne,« siger Tanja Søiberg.
læser
Stor bagerkæde indtager lokalt supermarked
lige nu