Fortsæt til indhold

TRIF kommer ikke til at duellere med FC Djursland efter sommerferien

Cheftræner Martin Hornbæk Nielsen og hans spillere hang selvfølgelig med skuffen efter lørdagens knebne 1-0 nederlag i den afgørende kamp om, hvem af de to hold, der skal spille i Jyllandsserien-1 efter sommerferien.

Sport

»Vi skal lige synke snottet, for vi er vildt skuffede,« lyder det fra cheftræner i TRIF, Martin Hornbæk Nielsen, som måtte se en oprykning til Jyllandsserien-1 glide af hænde lørdag eftermiddag på Randers Stadion.

Randers Freja, sekser i Jyllandsserien-1, vandt playoffopgøret, som er en vind-eller-forsvind-kamp, med 1-0 over TRIF, to’er i Jyllandsserien-2.

Opgørets enlige mål blev scoret på straffespark af Simon von Benzon efter 22 minutters spil.

»Jeg havde meget svært ved at se det straffespark, som vores store mand i forsvaret, August Hog Laursen, skulle have lavet ved at trykke en noget mindre Randers angriber i vores felt. Jeg var ikke den eneste på stadion, der syntes, at kendelsen var hen i vejret,« siger Martin Hornbæk Nielsen.

Trykket de første 25 minutter

Hjemmeholdet med flere spillere, der har fået deres fodboldopdragelse i Randers FCs ungdomsafdeling, overmatchede gæsterne de første 20-25 minutter, indrømmer Martin Hornbæk Nielsen.

»Men herefter kom vi bedre med, og de sidste 45 minutter tilhørte os. Det var en glimrende fodboldkamp mellem to dygtige hold, men desværre formåede vi ikke at få scoret efter pausen trods et overtag i spillet.«

Tættest på var anfører og lærer in spe, Mathias Haulrik, der havde en afslutning på stolpen.

»Jeg synes også, at vi blev snydt for et klart straffespark, som var noget tydeligere at se end det Randers Freja fik tilkendt før pausen. Denne gang var August Hog Laursen involveret i modstanderfeltet, hvor han blev væltet, men dommerens fløjte forblev tavs,« fortæller TRIF træneren.

Dommeren var ikke god, og desværre fik hans præstation afgørende indflydelse på resultatet efter min mening.

Martin Hornbæk Nielsen var da heller ikke tilfreds med kampens opmand, som ifølge Hornbæk ikke dømte nogen stor kamp og havde for mange fejlkendelser, som var til at hidse sig op over.

Richard Møller Nielsens gamle bonmot: »Jeg udtaler mig principielt ikke om dommere. Specielt ikke ham her,« tør TRIF træneren gerne tage i munden.

»Dommeren var ikke god, og desværre fik hans præstation afgørende indflydelse på resultatet efter min mening. Sådan noget er pisse træls, for nu at sige det mildt.«

To oprykninger målet

Fodboldfolket på Djursland havde set frem til en kamp i Jyllandsserien-1 mellem FC Djursland (nedrykker) fra Danmarksserien og TRIF i Jyllandsserien-1 i den kommende sæson, men den bliver altså ikke til noget i denne omgang.

FC Djursland rangerer således fortsat højest på Djursland.

»Vi starter træningen igen i uge 30 og får en kort opstart, men jeg har samtlige mand klar, også Emil Haulrik og Jens Amstrup, som var på bænken mod Randers Freja. Vores mål er klart at rykke op med både første- og andetholdet, der desværre må en tur ned i Serie 3.«

Emil Haulrik og Jens Amstrup har været på højskole i dette forår, men er nu klar til at træne igennem på hjemlige breddegrader igen.

»Vi manglede Tobias Stenshøj mod Randers Freja. Han sidder ude med en brækket hånd, samt Oliver Kristiansen, som var taget på ferie, så jeg vurderer, at vi får en bredere trup, når vi begynder igen,« siger Martin Hornbæk Nielsen, der trods alt fik givet humøret en gang lak søndag, hvor hans datter fejrede sin studentereksamen sammen med venner og veninder på den traditionelle studenterkørsel rundt til familierne.

Det forventes i øvrigt, at TRIF tilmelder et hold i Serie 5, så klubben stiller tre seniorhold i efteråret.

Rykker til Tirstrup

Centerforsvarer Mikkel Melgaard, holdspiller, fyrtårn og TRIF dreng par excellence, kunne dagen før opgøret i Randers glæde sig over veloverstået eksamen som lærer sammen med sin kæreste.

Mikkel Melgaard starter efter ferien som underviser på Tirstrup Idrætsefterskole, hvor han får rig mulighed for at folde sine gode evner som træner og fodboldspiller ud til de unge.