Borgmesteren mødte frem med stor check i håndboldens mekka
157.000 kroner stod der på checken, som borgmester Kasper Bjerregaard havde med til Norddjurs Håndbold på vegne af hele økonomiudvalget.
Norddjurs Håndbold er mere end klar til debut i 1. division efter en imponerende oprykning i marts. For at støtte op om klubbens fortsatte succes og sikre økonomisk stabilitet har Norddjurs Kommune besluttet at indgå en sponsorkontrakt for den kommende sæson.
Med en generøs bevilling på 157.000 kr. fra økonomiudvalgets strategiske pulje vil kommunen bidrage til Norddjurs Håndbolds budget og samtidig sikre sig brandingmuligheder.
Borgmester Kasper Bjerregaard understreger, at støtten er en anerkendelse af Norddjurs Håndbolds engagement og betydning for lokalsamfundet.
Norddjurs Håndbold har i flere sæsoner haft stor opbakning fra det lokale fællesskab og har båret ’#VoresNorddjurs’ på trøjerne uden beregning.
»Pengene kommer fra den samme pulje, som vi bevilgede en million kroner til den nyligt afholdte golfturnering på Lübker Golf Resort. Det er økonomiudvalget, der i plenum suverænt beslutter, hvad der skal bevilges penge til,« siger Kasper Bjerregaard.
»Vi har ikke tidligere måttet yde støtte til Norddjurs Håndbold, men det er lovligt nu efter, at herreholdet spiller med i en landsdækkende række og er med til at gøre vores kommune kendt på denne måde,« tilføjer borgmesteren.
Lukker det sidste hul
Sponsoraftalen markerer et vigtigt skridt for Norddjurs Håndbold.
Karen Kristensen, adm. direktør, er selvfølgelig tilfreds med de 157.000 kroner.
»De er næsten med til at lukke det sidste hul i vores budget, som lyder på cirka 1,8 millioner kroner,« siger Karen Kristensen.
Udgifterne til driften af førsteholdet i 1. division har fået et betragteligt nyk opad.
Det kan bedst illustreres ved tallene (i runde tal) på en række afgørende poster i budgettet:
- Bus til 8-9 udekampe: 80.000 kroner
- Turneringsgebyr: 70.000 kroner
- Dommerregninger: 7.200 aconto pr. kamp - beløbet reguleres halvårligt. Der er 36 kampe i en sæson.
- Bespisning til udekampe og torsdagstræning: 60.000 kroner
Det sidste beløb får muligvis nogle til at studse, men på eliteniveau er føde en afgørende konkurrenceparameter.
»Spillerne skal selvfølgelig have noget at spise, når vi er på Sjælland, Fyn eller et andet sted i landet. Desuden har jeg besluttet, at de spiser i forbindelse med torsdagstræningen. Menuen bestemmer jeg, så jeg er sikker på, at de ikke kommer til kamp fredag med tomme depoter,« smiler Karen Kristensen.
Lørdag klokken 13
Norddjurs Håndbold debuterer i 1. division lørdag klokken 13 i ’Hulen’, Nørre Djurs Hallen, hvor Rækker Møller er gæster.
Hjemmebanen er klar til stort rykind - 350 tilskuere plus det løse.
For første gang i historien koster det at komme til håndbold i Glesborg. 50 kroner pr. person, hvis du ikke er ungdomsspiller i Nørre Djurs HK og har betalt dit kontingent.
»Man kan også købe et sæsonkort. De er kommet i udbud og koster 500 kroner. Et kort giver dig entre til samtlige 13 hjemmekampe,« siger direktøren.
50 år fredag
Fredag 6. september kan moderklubben Nørre Djurs HK fejre sit 50 års jubilæum.
Det sker med en reception i Nørre Djurs Hallen i tidsrummet klokken 14-17.
Nørre Djurs HK er en ’udløber’ af Glesborg Idrætsforening og naboen, Thorsø IF. De to klubber blev enige om at danne en selvstændig klub i 1974, da Nørre Djurs Hallen blev bygget. Hallen blev indviet i 1973.
I dag er Nørre Djurs HK Djurslands største klub med i omegnen af 220-230 medlemmer.
Den nuværende formand, Karen Margrethe Fogh Nielsen, og hendes mand, Knud Ove Nielsen, holdleder for herreholdet i 1. division, er nogle af dem, der har været med siden starten og med til at skabe den stærke klubkultur, som er et særkende for jubilaren.
»Vi er en breddeklub med plads til elite,« lyder klubbens værdigrundlag i en sætning.
»Det er netop det, at klubbens udgangspunkt er bredden, og det er hele grundlaget for, at de nu har herrehold i 1. og 3. division samt damehold i 3. division, som er så imponerende,« siger borgmester Kasper Bjerregaard.