Fortsæt til indhold

Efter mange års tilløb: Nu starter byggeriet af ny padelhal i Hammel

Byens idrætsfaciliteter bliver udvidet med en padelhal med fire indendørs padelbaner og et motionscenter.

Sport
jr

Efter flere års forarbejde oplyser Hammel Idrætscenter, at man nu går i gang med at opføre en ny padelhal, der vil blive en del af det voksende sportsmiljø i Hammel.

»Det er et stort skridt i den videre udvikling af Hammel Idrætscenter. Vi er meget glade for at kunne tilbyde borgerne i Hammel og omegn endnu flere muligheder for fysisk aktivitet og socialt samvær,« siger Peter Kjærgård, centerchef i Hammel Idrætscenter, i en pressemeddelelse.

Den nye hal bygges i forlængelse af Hammel Idrætscenter og vil ifølge idrætscentret bestå af fire moderne padelbaner i topkvalitet og et nyt motionscenter på næsten 600 kvadratmeter, der forventes at tiltrække både lokale og besøgende udefra. Padelcenteret og motionscentret skal i dagligdagen drives af Hammel Gymnastikforening, der tidligere på året blev kåret som årets forening i Danmark. , ifølge

Padel er Danmarks hurtigst voksende sportsgren, og klubformand Mogens Lyngby har tidligere fortalt til Lokalavisen, at der alene blandt klubbens nuværende medlemmer er mindst 600 HGF’ere, der lyst til at kaste sig ud den ”nye” sportsgren.

»Hammel Gymnastik Forening er naturligvis super begejstret for endelig at kunne tilføje padeltennis til sportsprogrammet i Hammel i en ny fantastisk facilitet. En særlig feature bliver et loungeområde, der vil blive opkaldt efter den anerkendte cykelrytter Chris Anker. Dette område vil fungere som et åbent klubhus for alle, hvor de kan slappe af og nyde en forfriskning efter træning,« siger Allan Bo Andresen, event- og foreningschef i Hammel Gymnastik Forening.

Et loungeområde i padelhallen bliver opkaldt efter Hammels store cykelstjerne, afdøde Chris Anker Sørensen. Illustration: MS Arkitekter

Padelhallen koster næsten 20 millioner kroner og finansieres af Hammel Idrætscenter og Hammel Gymnastik Forening via banklån og lån i KommuneKredit. Sidstnævnte lån optages med en garanti fra Favrskov Kommune.

Med en etableringspris på mange millioner kroner bliver padelafdelingen for dyr at drive på traditionel foreningsbasis, hvor medlemmerne betaler et fast kontingent for at spille på banerne. Derfor vil det i hvert fald til at begynde med blive sådan, at man betaler per time for at spille, sådan som man kender det fra langt de fleste andre padel-centre, der er privatejede.

Byggeriet starter op her i efteråret 2024 og vil stå færdigt til sommeren 2025, hvor initiativtagerne lover et brag af en åbningsfest.