Fortsæt til indhold

Midt i al virakken om AGF-elskab tikkede pludselig en særlig besked ind - nu har kunstner taget revanche

To afdøde Aarhus-koryfæer er blevet foreviget på carport i det centrale Aarhus i nyt AGF-værk. Det hele startede med et omstridt elskab for Johan Wiklund, der nu også har gjort noget andet, han aldrig har gjort før.

Sport

Et elskab ved Marselis Boulevard dekoreret med et stort AGF-logo måtte tidligere i år lade livet og males over, efter kommunen fik en klage fra en borger.

Aarhus Kommune endte nemlig med at give den pågældende borger ret i, at værket kunne opfattes som en reklame for en børsnoteret virksomhed, og den slags må en kommune altså ikke lave, og det var nu engang kommunens elskab, som kunstner Johan Wiklund havde fået lov til at male klublogoet på.

Det nye værk, der siden blev malet over det ”forbudte” AGF-logo på elskabet ved Marselis Boulevard, endte dog til syvende og sidst stadig med at være AGF-relateret.

For motivet der kom på elboksen blev i stedet Søjlehallen ved Aarhus Stadion - dekoreret med talkoden ”176”, som er en skjult henvisning til bogstaverne A, G og F’s nummer i alfabetet.

»Jeg vil jo gerne stadig støtte byens hold, og ham der havde klaget over det første værk, jeg synes ikke, han skulle have så meget magt over, hvad jeg kunne udtrykke på det elskab. Så det var også en lille hilsen, at så nemt slipper han ikke,« sagde Johan Wiklund om det nye værk.

Men nu har Johan Wiklund så igen taget revanche - i hvert fald når det gælder om at få malet et AGF-logo ude i byrummet. For i kølvandet på al virakken om elskabet tikkede en særlig besked pludselig ind på Messenger.

Det var onsdag i sidste uge Johan Wiklund gik i gang i Thunøgade, lørdag skulle han gerne være helt færdig. Foto: Johan Wiklund

Holm og ”Bamse”

Og resultatet af den besked, kan man nu se, når man går forbi Thunøgade.

For her er en af gadens carporte nu blevet udstyret med et kæmpe AGF-logo, og ved siden af logoet står også to tidligere og nu afdøde AGF-ambassadører og holder øje med eventuelle forbipasserende.

For forhenværende Aarhus-biskop Kjeld Holm og sangeren Flemming ”Bamse” Jørgensen er nemlig også blevet foreviget i værket, som carportens ejer har bestilt.

Det var også ham, der skrev til Johan Wiklund midt i debatten om elskabet.

»Da elskabet med AGF-logoet skulle laves om, så var der mange, der skrev til mig, at det var for dårligt, og den ene af dem meldte sig på banen og sagde, at hvis jeg manglede et sted til logoet, så skulle hans carport nok lægge flade til,« fortæller Johan Wiklund.

Som skrevet, så gjort.

Johan Wiklund foran nyt AGF-værk i Thunøgade. Privatfoto

Og de to blev efter lidt dialog også enige om, at der skulle to AGF-legender på i motivet. Thomas Helmig var også oppe at vende, men det endte med at blive de to førnævnte Aarhus-koryfæer, der skulle op.

To gange premiere

Værket er ikke helt færdigt endnu, da avisen taler med Johan Wiklund torsdag. Der mangler lidt detaljer på ”Bamse” og briller på Kjeld Holm, men de sidste detaljer bliver lavet lørdag, og så er baggrunden heller ikke helt færdig endnu.

Men det er også en vild forvandling, der er sket her. For en myriade af graffiti-kruseduller på carporten er nemlig nu også fortid og malet over af det nye værk.

»Det har jo også en præventiv effekt i forhold til, at andre graffiti-malere ikke kommer og maler det over igen. Der er en kultur i miljøet, at de fleste respekterer, hvis nogen har gjort en indsats og malet noget, der er flot, så går man ikke hen og maler det over,« siger Johan Wiklund.

Sådan så carporten ud før Johan Wiklund havde været i gang. Privatfoto

Det er dog ikke kun en carport, der har fået en forvandling som konsekvens af det, nogle har kaldt ”elskabsgate”. Johan Wiklund selv, som er gammel basketball-spiller, har også taget skridtet ud i noget nyt:

»Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke har været så aktiv i forhold til fodbold og AGF før i tiden. Men nu er der sket lidt,« siger han.

Sådan så det ud da basket-entusiasten Johan Wiklund var ud at få sin første fodboldoplevelse på Aarhus Stadion. Privatfoto

»For jeg har faktisk været til min første superliga-kamp nu. Det er jeg ikke stolt af at sige, men jeg har aldrig været på stadion før. Eller i hvert fald ikke i forbindelse med en kamp - jeg har engang løbet en Cooper-test derude, da jeg var teenager,« siger Johan Wiklund, der fik sin stadiondebut til AGF’s 2-1-sejr over Lyngby, og griner.

Ifølge ham var han nok ikke kommet ud til kampen, hvis ikke han på den måde havde været i krydsilden i forbindelse med AGF-elskabet.

»Jeg har jo midt i alt det her ligesom kunnet fornemme, hvor stort og hvor vigtigt det her fællesskab er for folk. Så det har jo draget mig og gjort, at jeg er blevet interesseret,« siger han.

Og er der andre AGF-fans, der har henvendt sig for at få dig til at lave noget for dem?

»Nej, ikke endnu. Der har til gengæld været mange andre henvendelser omkring alt muligt andet - eksempelvis en anden carport nede i Øgaderne,« siger Johan Wiklund.