Da Jyttes mand døde kom ensomheden: Så fik hun en besøgsven

»Til at starte med delte vi ét tebrev, men nu er vi altså blevet enige om at flotte os og tage et hver.«

Aase Nygaards ord udløser en klingende latter hos Jytte Callesen Madsen, der sidder ved siden af hende ved havebordet på terrassen i Knebel på Djursland.

Aase Nygaard stemmer i.

De snakker om løst og fast, mens solen skinner skarpt, og chokoladeglasuren på den hjemmebagte kage langsomt mister sin sammenhængskraft i varmen.

Sammenhængskraft var der masser af i Jytte Callesen Madsens liv indtil for få år siden, hvor to livsforandrende omstændigheder ændrede hendes hverdag fundamentalt.

Hun mistede sin mand, og kort efter nåede hun pensionsalderen.

Jytte Callesen Madsen, 68 år, er født spastiker, og selv om hun er aktiv, så kan kroppen ikke længere det, den plejede at kunne.

»Jeg har altid gået til ridning og svømning, men det kniber lidt nu. Da jeg heller ikke længere arbejder, skrumpede mit netværk langsomt ind.«

Pludselig larmede stilheden, men hun har altid været handlekraftig, og derfor tog hun en beslutning.

»Det tog lidt tid for mig at indrømme, at jeg følte mig alene. Det kræver alligevel lidt at sige det højt, men jeg er sådan en, hvor der gerne må ske noget, men jeg havde ikke rigtigt energien til at starte op i noget helt nyt. Derfor fik jeg den tanke, at en besøgsven måske kunne være en god ide.«

Der gik ganske kort tid, før Ældre Sagen havde formidlet kontakt til Aase Nygaard, og de to viste sig at gå virkelig godt i spænd.

»Jeg håbede at få en, jeg kunne snakke med og vende de ting, som kan drille i hverdagen, men jeg havde ikke forventet, at vi ville blive så tætte.«

En øjenåbner

Besøgstjenesten er en af Ældre Sagens største og ældste frivillige sociale aktiviteter, der i dag tæller cirka 5.000 frivillige besøgsvenner. Deres opgave er at bringe afveksling i hverdagen for en enlig person ved at aflægge besøg hver eller hver anden uge.

Besøgsvenner kommer både i private hjem og på plejehjem, og opgaverne kan være mangeartede, men oftest drejer det sig om en snak over kaffen, en gåtur, læse avisen eller spille kort.

Indholdet aftales mellem besøgsværten og -vennen, som matches af Ældre Sagen.

I første omgang mødes ven og vært til et kemitjek, og der var ikke nogen tvivl om, at kemien var god, da Jytte Callesen Madsen og Aase Nygaard mødtes første gang.

Det er anden gang, at den 76-årige Aase Nygaard er besøgsven. Hun bor ikke langt fra Jytte Callesen Madsen.

»Vi har begge boet her på Mols i en menneskealder, så vi har meget at snakke om. Det gør det selvfølgelig lettere at komme ind på hinanden. På den måde har vi kunnet springe nogle led over, men det er ikke en forudsætning for at danne besøgspar.«

Hun taler varmt for den frivillige tjans. Ikke kun fordi Ældre Sagen på Djursland godt kunne bruge flere besøgsvenner, men også – og måske især – fordi hun med egne ord selv får mindst lige så meget ud af ordningen, som Jytte Callesen Madsen gør.

»Min tidligere besøgsvært var dement. Det gav mig et indblik i sygdommen, og det gav mig en følelse af stolthed, da han begyndte at kunne kende mig og stå klar med jakken på hver tirsdag, fordi han kunne huske, at vi skulle ud at gå tur.«

Med Jytte Callesen Madsen er der tale om en anden relation. De er mentalt lige velfungerende, har samme humor og interesserer sig for mange af de samme ting, men Jytte Callesen Madsens handicap har givet Aase Nygaard et nyt perspektiv.

»Pludselig kan jeg ikke gå nogle steder uden at tænke over, hvordan forholdene er for gangbesværede. Om man kan komme ind ad den dør eller færdes på de brosten. Det har virkelig været en øjenåbner.«

Ordningen er først og fremmest til for den ældre, men Aase Nygaard mener også, at den i høj grad kan være til glæde for familien omkring.

»Lige i Jyttes tilfælde er det ikke så meget et issue, fordi hun er så mobil, men for andre kan det være tryghedsskabende for børnene at vide, at der rent faktisk kommer én forbi minimum en gang om ugen hos deres gamle far eller mor og lige tjekker ind og ser, om alt er, som det skal være.«

Støtte og skubbe

Ifølge Aase Nygaard kan det siges ganske kort: For hende er det både sjovt, lærerigt og livsbekræftende at være besøgsven.

»Jeg hjælper Jytte med alt muligt, det kan være at flytte en havekrukke eller gå ned at handle sammen. Det kræver en lille indsats af mig, men det er en stor hjælp for hende.«

Hun fortæller også, at det kan kræve, at man både skal støtte og skubbe.

»Vi vender både små og store hverdagsting, og vi lytter til hinanden. Nogle gange giver jeg hende også nogle små skub, for eksempel da hun for nylig fik en ny trehjulet scooter. Der skulle hun lige have et lille puf til at komme i gang med at køre på den og blive fortrolig med den, og det kan vi jo allesammen have brug for. En hånd i ryggen.«

De to laver mange forskellige ting sammen, og det er tit Jytte Callesen Madsen, der synes, at der skal ske noget. På den måde passer de også godt sammen, for selv om Aase Nygaard er mere mobil end Jytte Callesen Madsen, så vil de begge gerne , når den obligatoriske kop te og sniksnak er overstået, ud og have en på opleveren.

Derfor er det ikke altid, at deres kontakt begrænser sig til den ugentlige time, som Ældre Sagen lægger op til.

Af og til flyder grænserne lidt ud, og som besøgsven er det selvfølgelig en god ide at kunne sætte nogle grænser, mener Aase Nygaard.

»Det er sjældent, vi kan nå at snakke færdig på en time, men det er fint. Jeg oplever ikke, at Jytte tager for meget af min tid, overhovedet ikke, og hvis hun gør, så er det mit eget ansvar.«

Der var for eksempel den dag, hvor håndboldherrerne spillede OL-finale.

»Der sender Jytte en sms, hvor hun skriver noget med, at det da godt nok er en spændende kamp. Der vidste jeg, at hun sad og så den selv og lige havde brug for at dele øjeblikket med nogen. Hvis jeg ikke havde lyst, kunne jeg jo bare lade være at svare, men det gjorde jeg selvfølgelig.«

Men kan en time om ugen reelt gøre en forskel for sådan en som Jytte Callesen Madsen?

»Ja,« svarer hun selv prompte.

»Det giver et tiltrængt pust udefra. Selv om det kun er en gang om ugen, så betyder det ret meget, at man har en, som bliver en del af hverdagens små og store glæder og problemer. For mig har det i hvert fald betydet et skub ud af ensomheden, og jeg er glad for, at jeg fandt modet til at række ud. Og jeg er endnu mere glad for, at det lige blev Aase.«