Lukker sin butik efter 38 år: »Jeg har en plan b, men den er hemmelig«

Efter 38 år bag disken i Adelgade drejer Hanne Sloth for sidste gang nøglen om i sin butik den 23. december. Hun lukker døren til Hanne Sloth Mode, men åbner en ny til et roligere liv.

Datoen har hun haft fastlagt i tre år, men det er først for nylig, at hun har delt den med omverdenen.

Først skulle hun afslutte sine mange bestyrelsesposter og projekter, som har fyldt det meste af hendes liv og gjort hende til en central figur i udviklingen af Ebeltoft. Hun har været formand for Handelsstandsforeningen i 21 år, den stafet gav hun videre sidste år.

Hun er medstifter af Business Djursland og Handel Syddjurs og har gennem årene siddet i flere bestyrelser, for eksempel for Viden Djurs og Nationalparken. Den dag i dag har hun stadig enkelte poster tilbage, blndt andet i Ebeltoft Idræts- og Kulturcenter.

Og så var hun også én af dem, der for 21 år siden skabte Ebelfestivalen.

At se dette års festival udspille sig for sidste gang fra sit eget butiksvindue var en mærkelig oplevelse.

»Det var lidt underligt at stå der og vide, at det var den sidste, jeg oplevede som butiksejer. Men jeg har jo haft tre år til at vænne mig til tanken om at lukke, så jeg er klar. Det er faktisk en god følelse.«

Det er ikke selve lukningen af butikken, der gør det svært. Det er alt det andet.

»Det er ikke butikken, jeg kommer til at savne. Det er alt det udenom. Møderne, projekterne, menneskene og det at udvikle ting sammen med andre. Det har været det sjove. At have indflydelse på sin by og sit lokalområde. Det har jeg elsket, men det er jo nok på tide, at jeg begynder at trække mig tilbage,« lyder det fra 76-årige Hanne Sloth.

Fra syv til 23

Hanne Sloth er født og opvokset i Auning og Rimsø på det nordlige Djursland.

Efter nogle år på Sjælland, hvor hun blandt andet uddannede sig til og arbejdede som økonoma, flyttede hun i 1984 tilbage til Djursland.

Der gik ikke lang tid, før hun blev involveret som frivillig i Ebeltoft Sommerfest, og derefter er det gået slag i slag.

Hun er stærkt afhængig af at gøre en forskel. Der skal ske noget, og hun har ikke bare været en igangsætter, men også en, der eksekverer.

»Ideer skal føres ud i livet. Jeg får mange af dem, og det er sjovt, men det er for mig lige så sjovt at føre dem ud i livet og se ting ske. Jeg kan ikke så godt lide, når folk får ideer, men ikke selv gider at realisere dem. Og måske er det derfor, jeg får rodet mig ud i så mange ting, for jeg bliver hurtigt utålmodig, hvis der ikke sker noget, og så går jeg i gang.«

Nu stopper arbejdslivet og et andet liv starter. Med en ny rytme, som bliver ganske anderledes. Hanne Sloth har haft travlt, siden hun var barn.

Faktisk begyndte hun at arbejde allerede som syvårig, og siden har hun nærmest ikke holdt stille.

De fleste dage har startet tidligt – afsted klokken syv, hjemme igen klokken 23. Og når butikken har været lukket, har der været møder, arrangementer og udvalg at tage sig af.

»Jeg har haft travlt, ja – men jeg har aldrig haft det dårligt med det. Jeg har elsket det.«

Men nu skal der altså ro på, og man kan næsten mærke, hvordan hun via en dyb indånding og indvendigt remser den sætning op igen og igen, som for at overbevise sig selv, eller måske hele tiden minde sig selv om ikke at hoppe på alle de projekter, hun ellers nærmest pr. automatik har gjort gennem et langt liv.

Nu ser hun ind i et år med ingenting – sådan næsten.

Når klokken ringer ind til 2026, har Hanne Sloth nemlig givet sig selv en ny slags opgave: at lave alt og ingenting. Hele året. Og hele tiden huske at sige nej, når nye tilbud om poster eller projekter dukker op.

»Jeg har besluttet, at jeg ikke skal lave noget som helst af den slags det første år. Altså hele 2026. Jeg skal bare passe min have, mit drivhus og min familie. Og så lige de bestyrelsesposter, jeg har tilbage, indtil de udløber. Men ellers – ingen planer.«

Hun griner.

»Jeg siger, jeg ingen planer har – men jeg har nok 5.000! Alt muligt, jeg glæder mig til at få tid til at lave.«

Friheden betyder blandt andet, at hun og hendes mand, Niels Poulsen, nu kan gøre det, de aldrig rigtig har kunnet før: tage bilen og køre, uden at tænke på, hvem der mangler dem hjemme.

»Tænk, at vi bare kan køre til Skagen eller Struer, hvis vi får lyst. Det bliver underligt, men dejligt, og det glæder jeg mig til.«

Hun indrømmer dog, at hun har en plan B – hvis det nu viser sig, at hun ikke kan holde ud at lave ingenting.

»Men den fortæller jeg ikke til nogen,« siger hun med et smil, der afslører, at hun måske allerede har tænkt lidt for meget over den.

Jazz og vægtere

Selvom butikken lukker, forsvinder Hanne og Niels dog ikke fra byens kulturliv. De fortsætter med at arrangere Jazz på Torvet og med at holde styr på byens vægtere – to traditioner, der er blevet en fast del af sommerlivet i Ebeltoft.

Og for første gang får Hanne lov at opleve det fra den anden side.

»Jeg glæder mig til at sidde på torvet med et glas vin i hånden lørdag til jazz – i stedet for at stå inde i butikken og høre det på afstand. Jeg har jo haft 25 meter mellem mig og stemningen i årevis.«

Butikslokalet, som Hanne lejer, står endnu tomt på fremtidens plan. Hanne ved ikke, hvem der flytter ind i butikslokalet på Adelgade, men hun har selvfølgelig en idé med ambitioner på byens vegne.

»Jeg kunne godt tænke mig, at der kom et slags turistbureau der. Det mangler vi i byen, og min butik har nærmest fungeret som sådan et siden turistbureauet forsvandt. Jeg deler så mange brochurer og så videre ud hele tiden, for folk mangler et sted at gå hen. Det ville jeg synes var smart, hvis kommunen overvejede det.«

Når døren lukkes den 23. december, lukker Hanne Sloth et kapitel, der har strakt sig over næsten fire årtier. Et kapitel fyldt med mennesker, ideer, samarbejde og energi – alt det, der har gjort hende til en drivkraft i Ebeltoft.

Men det er ikke et farvel til byen, kun til tempoet.

»Jeg har haft et fantastisk arbejdsliv. Jeg har været med til at præge min by, og det er jeg stolt af. Nu bliver det spændende at prøve at have en dag, der ikke er planlagt fra morgen til aften.«

Hun smiler og trækker på skuldrene.

»Men lad os nu se, hvor længe jeg kan holde det…«