Unge får én fælles indgang til kommunen. Tirsdag den 9. juni blev Ungdommens Uddannelseshus officielt indviet i Randers. Med huset er jobcentrets konsulenter og sagsbehandlere flyttet sammen med uddannelsesvejlederne fra UUR. Huset er fysisk placeret på erhvervsskolen Tradium og skal være én samlet indgang til kommunen for alle uddannelsessøgende og potentielt uddannelsessøgende unge mellem 15- og 29 år
Randers Kommune har et klart og ambitiøst mål om at alle unge skal have en uddannelse. Som et vigtigt skridt på vejen har kommunen sammen med en række ungdomsuddannelser skabt Ungdommens Uddannelseshus som en ny fælles ungeenhed.
Her bliver den unge med det sammen mødt af en uddannelsesvejleder, som kan hjælpe med at sætte et mål.  Jobcenteret og uddannelserne er repræsenteret i sammen hus, hvilket gør det nemmere og hurtigere at sætte gang i en uddannelsesplan. Det er Beskæftigelsesudvalget, der oprindeligt fik ideen, som siden er blevet enstemmigt vedtaget af Byrådet.
”Vi har sat os det ambitiøse mål, fordi erhvervslivet i højere og højere grad efterspørger uddannet arbejdskraft, og det behov skal vi imødekomme for at sikre vækst. Samtidig betyder udviklingen i erhvervslivet, at uddannelse bliver mere og mere afgørende for, at man kan få et arbejde og forsørge sig selv og sin familie. Den ny ungeenhed vil være med til at sikre, at vi i Randers er gearet til den udvikling,” siger Christian Boldsen, der er formand for beskæftigelsesudvalget i Randers Kommune.
Sammen med borgmester Claus Omann Jensen, var han tirsdag med til at indvie uddannelseshuset officielt.  Begge gav de udtryk for, at placeringen på Tradium har stor betydning for et sådant hus.
”Her i huset kan unge uden uddannelse møde unge, som er i gang med en uddannelse. Det vil helt sikkert inspirere og hjælpe andre unge til at få en uddannelse,” udtalte borgmesteren i sin tale, og udvalgsformanen supplerede i sin tale:
”Unge der har brug for en ekstra håndsrækning skal i tættere kontakt med uddannelsesmiljøet og arbejdspladserne. Og her kan de unge netop snuse til de forskellige erhvervsuddannelser,” udtalte Christian Boldsen.
Ungdommens Uddannelseshus Randers har adresse på Tradium, Vester Alle og har åbent mandag til torsdag kl. 09.00-14.30 og fredag kl. 09.00-13.00.