Tirsdag 6. oktober er der koncert med solocellisten Janne Fredens i Sct. Mortens Kirke
 
Der er ikke noget som den varme og udtryksfulde klang fra en cello. Hvis der er ét musikinstrument, der minder om klangen af den menneskelige stemme, må det være dette medlem af strygerfamilien. Selv instrumentets krop giver mindelser om menneskets.
Janne Fredens er solocellist i Randers Kammerorkester og har i de seneste år markeret sig som en af de mest efterspurgte yngre kammermusikere i Danmark.
Ved koncerten i Sct. Mortens Kirke i Randers d. 6.oktober spiller Janne Fredens musik af J.S.Bach, Vivaldi, Massenet og Cassadó.
Koncerten begynder og slutter med to suiter for solo cello. Først J.S.Bachs suite nr. 3 i C-dur. Bach komponerede seks suiter for solo cello, som alle består af et præludium og fem dansesatser. Koncerten afsluttes med spanske Gaspar Cassadós suite for solo cello. Også Cassadós suite består af dansesatser omend andre og mere sydlandske toner end hans nordtyske kollega fra barokken.
Mellem disse to hovedværker spiller Janne Fredens musik af Vivaldi og Massenet, akkompagneret at Sct. Mortens Kirkes organist, Christian Præstholm, ligesom hun undervejs vil fortælle lidt om musikken.
Der er fri entre til koncerten.