”Kristrup Skole – hvor er I gode”, sådan lød rosen fra Bagedyst-finalist Micki Cheng, da han fredag eftermiddag besøgte eleverne foran Kvickly, hvor de var i gang med at fremtrylle cremet rodfrugtsuppe.
Henover efteråret ruller GoCooks køkken ud til 80 byer i hele Danmark og parkerer foran Kvickly-varehusene. Køkkenet på hjul er en gammel Citroën-bus – kendt fra børneprogrammerne ”Gorm & 100% din ret” på DR Ultra – som børn fra Bornholm til Vestjylland vil indtage. Ambitionen er at skabe den første generation af børn, der bedre i køkkenet end deres forældre.
 
Tid til selfies
GoCook var parkeret foran Kvickly i Randers Storcenter, og mens der var halloween-stemning indenfor, blev der udenfor snittet og hakket af eleverne fra 6. klasse, mens bussens madformidlere forsøgte at inspirere børnene til at lave 100 % deres egen ret. ”Jeg har spist fem portioner selv. Det er virkelige en god suppe,” lød det fra efterfølgende Frederik fra 6.B. Mens suppen kogte videre i gryderne, fik eleverne fra Kristrup skole lejlighed til at tale med Micki Cheng, som flere elever har fulgt på TV de seneste uger, hvor han har været deltager – og finalist – i Den Store Bagedyst på DR. Og tid til selfies blev der også, hvilket begejstrede eleverne fra Kristrup Skole.
”Det har været fed dag,” sagde Katrine fra 6.B. 
 
GoCook gør børn mere madmodige
”Knoldselleri, porrer og persillerod er normalt ikke grøntsager, børn kan lide. Men i køkkenbussen bliver børnene mere modige, når de selv får lov at tilberede Røddernes Suppe. Børn er nysgerrige af natur og vil rigtig gerne være med i køkkenet – men som det er nu, er kun 4 procent med i køkkenet derhjemme. Det er noget, vi gerne vil være med til at ændre på, så børnene får flere sunde madoplevelser i køkkenet”, lyder det fra Bente Svane Nielsen, projektchef for GoCook hos Coop.