Knud Mogensen og Kai Toft Nielsen havde masser at berette
 
Man må lade beboer- og pårørenderådet på Solbakken, at man har held med at finde foredragsholdere. Senest har et par særdeles alsidige og rutinerede herrer været på besøg – redaktør Knud Mogensen, 73, og den 77-årige mangeårige AOF- og Folkeoplysningsudvalgsformand Kai Toft Nielsen, der også i en lang årrække bestred tjansen som menighedsrådsformand i Borup sogn.
Det er et par herrer, der har hørt, set, skrevet og læst meget, og de havde da også meget at berette og kunne sagtens fylde endnu en foredragsaften. Altså et par rutinerede herrer med mange år på bagen, men alligevel var de yngre end de fleste fremmødte.
Knud Mogensen, der er vokset som landmandssøn i Voer, havde et stort ønske –  at blive journalist, men for at føre familiens landbrugsejendom, som havde været i familiens eje siden 1663, videre blev han nødt til at overtage driften, da hans far fik en rygskade og ikke længere kunne klare det. Så i stedet for at læse videre efter realeksamen fik han et sæt arbejdstøj af sin mor og var dermed i gang som landmand. Ikke af lyst og ikke efter eget ønske. Efter otte år med ansvar for gården og 40 kreaturer kunne gården sælges, og Knud Mogensen kunne sige farvel til landbruget og i november 1965 tiltræde i salgsafdelingen på Dagbladet i Østergade i Randers. 1. januar 1967 blev der en ledig journalistelevstilling ledig og med den et medfølgende medarbejderkort/ pressekort, som gav gratis buskørsel i de grønne busser i Randers. Efter at være udlært blev han redaktionssekretær og året efter redaktør. 30. marts 1976 var han med til at lukke en avis, da de bergske blade mærkede avisdøden.
”Det gjorde ondt. Og det er noget, jeg aldrig glemmer,” siger Knud Mogensen, der stadig er aktiv på Randers Amtsavis efter en periode som ansvarshavende på
Viborg Stifts Folkeblad.
”Hvorfor blive journalist?”
Var et relevant spørgsmål til Knud Mogensen.
 ”For at komme ud og beskrive noget og derefter se det på tryk,” siger Knud Mogensen, der har oplevet meget bl.a. at interviewe et par statsministre og desuden kunstnere, skuespillere, sangere og filminstruktører samt mennesker, det ikke er gået så god,
”Der er altid en historie at skrive om et menneske. Også selv om personen ikke selv synes det,” mener Knud Mogensen.
Som journalist skal man gøre sig umage og vide noget om det, man skriver om. Noget, der kan gøre Knud Mogensen gal, er mødet med en doven journalist.
”Der var dengang 1.000 ansøgere til uddannelse, og kun 61 kom gennem nåleøjet, så når man fik pladsen frem for en anden, så skylder man at gøre sig umage,” sagde Knud Mogensen, der har alderen til at holde, men spørgsmålet om, hvorfor han ikke holder, havde han et godt svar på. ”Jeg laver det, jeg gerne vil og bestemmer selv hvor meget jeg vil lave. Jeg gør det udelukkende af lyst,” sagde Knud Mogensen. 
Det imaginære skab og de mange brikker
Kai Toft Nielsen, efterlønner nu i 17 år efter bl.a. 22 år som forstander for den
store Randers-afdeling af AOF, kom vidt omkring, da han holdt foredrag på Solbakken.
Det handlede meget om oplevelser, der blev præsenteret som puslespilsbrikker i Kai Toft Nielsens begivenhedsrige liv. Det handlede om alt fra Audi-logoet, Desmond Tutu, rejser til Peking og Grønland, ungdomsnarrestreger som at stene en skrubtudse til døde, forargelse over Svend Dalsgaard-malerier, Jens Otto Krag, manglende toiletter på Københavns rådhus, manglende vinduer på blindehjemmet Refsnæs (for beboerne kunne jo ikke se…), 25 år om formand for Folkeoplysningsudvalget og Peking-operaens besøg i Randers, hvor et dyrt flygel indkøbt netop til den lejlighed i den sidste ende kostede den daværende leder af Værket jobbet.
Den med skrubtudsen var Kai Toft Nielsen ikke stolt over.
”Det gør mig stadig ked af det at tænke på det. Men uden tilgivelse ingen fremtid. Tænk blot på, hvad en anden sagde for snart 2000 år siden. Tilgiv dem, thi de ved ikke….
Sagde Kai Toft Nielsen, der glædede sig over derhjemme at have et imaginært skab.
”De pæne ord, der er sagt om mig, og den ros, jeg har fået, er gemt i det skab. Men man laver jo også dumheder. Spørg bare min kone! Og når jeg har gjort noget dumt og ikke har det så godt, beder min kone mig åbne det imaginære skab,” fortalte Kai Toft Nielsen, der opfordrede til, at man gemmer de positive bemærkninger til en dag, det ikke går så godt.
Efter foredraget fik han mere med hjem til skabet, da han af deltagere fik ros for et godt foredrag, der også indeholdt opfordringen til at tale med hinanden og ikke være bange for at give sig til kende og tale med personer, der måske netop har mistet ægtefælle eller familiemedlem.
Kai Toft Nielsen, der har en fortid som underviser for svagtseende, havde et godt eksempel.
”Flere år efter at have haft pågældende på et kursus, mødte jeg vedkommende og gav mig til kende og hilste år. Det takkede modparten meget for. Jo, det betyder noget, at vi tør give os til kende. Vi skal ikke bare gå over på den anden side afvejen for at undgå møde ,” sagde Kai Toft Nielsen.