For første gang i Randers Ugens historie får de unge nu deres helt egen rockfestival med alternativ undergrundsmusik i genren punk/heavy. Det er booking- og koncertfirmaet DGM Concert & Booking, der i sidste øjeblik har fået arrangementet Søsyg Havnerock op at stå i samarbejde med bl.a. eventsekretariatet og forskellige kommercielle sponsorer
 
“Jeg er rigtig glad for, at det nu endelig lykkes at præsentere musik, der ikke er hverdagskost i Randers – og så i Randers Ugen! Egentlig skulle Søsyg Havnerock være en landsdækkende tur i 2017 tilbudt til de byer, der har en havn, men pludselig gik det op for mig, at vi burde have et pilotprojekt i Randers”, siger Keld Christensen fra DGM.
Ideen blev mødt med velvilje overalt, og torsdag 18. august bliver Søsyg Havnerock så en realitet på plænen foran Mediehuset i Toldbodgade i Randers. Tæt ved havnen, og på et areal, der mærkværdigvis aldrig er brugt til større arrangementer, selv om det er meget velegnet til rockkoncerter:
“Der er masser af plads, og musikken ”spiller væk fra byen”. Og så ligger pladsen i gå-afstand til alting. Det bliver rigtig godt, og på aftenen kan vi præsentere fire bands, så det er et fyldigt alternativt rockprogram til lavpris, som tiltaler de unge”, fortsætter arrangøren.
Hovednavnet er Skullclub fra Kolding, der spiller dansk ”sørøverorienteret” heavy metal/punkrock med sange som ”Ama’r Halshug”, ”Død Og Kritte” og ”Klyng Dem Op”.
Act Of Instinct kommer fra Aarhus.
9000 John Doe kører ned fra Aalborg for at være med, og så er Randers repræsenteret med punk-rock bandet Power Mode.