Tirsdag 13. september er der orienterings- og opstillingsmøde til de nye menighedsråd. Men gennem de sidste 10 år har det været svært at finde kandidater, der vil tage en tørn – måske virker hvervet tørt og støvet, men i Vorup sogn mener de, at man faktisk kan få stor indflydelse i sit lokalsamfund ved at være medlem af menighedsrådet
 
Det er tirsdag aften i Johanneskirken i Vorup. Klokken er lidt i 19. I køkkenet bliver der lavet kaffe, og der er dækket op til at indtage den i mødelokalet, men først skal menighedsrådsmødet overstås. De ti medlemmer inklusive kirkens to præster er mødt frem for at drøfte dagsordenen. Og da vi er i en kirke, indledes der med en salme.
De lokale menighedsråd arbejder for at sikre de bedste rammer for en levende og relevant folkekirke. Og netop ordet folkekirke er vigtig i denne sammenhæng, mener menighedsrådsmedlem Søren Krogh, der har været med i 12 år.
“Det er en kirke for alle folk, det ligger i ordet. Derfor er det også alle, der kan stille op til valget”, siger han.
“Selvfølgelig hvis man kan stå inde for det folkekirken står for”, siger han.
Alle der bliver valgt ind skal skrive under på en erklæring, der sikrer at de ikke modarbejder de grundliggende principper i kirken. Man behøver dog ikke være en ivrig kirkegænger for at være med i rådet.
“For nogle er folkekirken vigtig ved højtider, andre bruger den mere. Der er plads til alle”, pointerer han.
Ketty Daugaard, der også er medlem af menighedsrådet og kirkeværge, forklarer at der er plads til alle i Menighedsrådet – nøjagtig som der er i folkekirken.
“Alle har jo noget, de kan byde ind med. Og jo flere forskellige folk vi får ind, jo bedre kan vi afspejle det sogn, vi er en del af”, siger hun.
Der bor 5.926 medlemmer af folkekirken i Vorup Sogn, der ligger i Randers Sdr. Provsti. Så der skulle være nok at tage af til hvervet som menighedsrådsmedlem. Men ikke siden 2004 har der været kampvalg i Vorup.
“Og da var vi en af de få sogne i Randers, hvor der rent faktisk var kampvalg. Men siden er der ikke stillet flere op end der skulle bruges”, fortæller Peter Bay, der har været medlem i 20 år og som ikke genopstiller denne gang.
 
Velfungerende sogn
Og der sådan set heller ikke de store følelsesudbrud internt i menighedsrådet. Alt debat foregår i en god tone, og der er ingen skeletter i skabene, der vælter ud – ingen der forsøger at kuppe sig til magten, men en god debat kan der blive plads til.
“Jeg kan da også godt lide en god debat”, siger Peter Bay.
“Men det er først, hvis der skal vælges en ny præst, at der virkelig kan være uenighed i menighedsrådet”, siger han.
Vorup Sogn er et velfungerende sogn, der har masser af aktiviteter for de små og mellemstore børn. Og der er grupper for voksne, der mødes regelmæssigt i kirken – blandt andet nørkleklubben og løbeklubben fra “Herodes til Pilatus”.
Det er sådanne aktiviteter som Menighedsrådet er med til at søsætte og alt kan lade sig gøre bare det harmonere med de kirkelige og kristne rammer. Og så er man med til at tage bestemmelser omkring kirkens vedligeholdelse blandt andet.
“Jeg tror,  folk synes det er tørt og kedeligt, fordi de ikke ved, hvad det vil sige at sidde i et menighedsråd. men vi er en gruppe meget forskellige mennesker som har noget at give til hinanden”, siger Ketty Daugaard.
For at folk flere til at stille op til valget annoncerer i menighedsrådet i kirkebladet, på kirkens hjemmeside, sogn.dk og der er sat plakater op enkelte steder og i kirken, samt beachflag ved kirken. “Desuden har vi personligt kontaktet en del mennesker fra sognet og spurgt om det kunne have deres interesse at stille op”, supplerer Ketty Daugaard, som også sidder i valgbestyrelsen.
Der ydes et honorar til formand, kontaktperson, kasserer samt kirkeværge for arbejdet for kirken. Beløbene varierer.
Hvis der bliver afstemningsvalg finder det sted 8. november  men uanset om det er den ene eller anden måde der skal vælges nye medlemmer tiltræder det nye råd 1. december.