Det legendariske amerikanske band The Doobie Brothers giver eksklusiv dansk koncert på Værket i Randers 11. november. Billetsalget starter 22. juni

Bandet begejstrer fortsat fans verden over. Til november kommer de di­rekte fra London til Danmark for at give denne eksklusive koncert på Værket. I England skal The Doobie Brothers give koncerter i forbindelse med BluesFest. BluesFest-direktør Leo Green ser det som et absolut scoop for festivalen at få det ameri­kanske topnavn på plakaten, fordi de så sjældent optræder i Europa, samt at det er et band, som i den grad har inspireret musikere i et meget bredt musikalsk spektrum.

The Doobie Brothers står bag kæmpe­hits som ”Listen To The Music”, ”China Grove”, ”Long Train Running”, ”Jesus Is Just Alright”, ”What A Fool Be­lieves” og ”Black River”. De opnåede verdensberømmelse allerede tilbage i de tidlige 70’ere. De to stiftende medlemmer, Pat Simmons og Tom Johnston, er stadig rygraden i bandet.

De har skrevet mange af ”doobiernes” hits, som de stadig lægger stemmer og guitarer til. Som et fornemt supplement til det i forve­jen meget solide guitar-lineup har de desuden John McFee, medlem af The Doobie Brothers siden 1978. McFee er kendt for at mestre ethvert instru­ment med strenge. Inden han kom med i The Doobie Brothers, var han en meget anerkendt studiemusiker for navne som Van Morrison, Steve Miller, Elvis Costello og The Grateful Dead.

De tre musikere udgør i dag The Doobie Brothers – sammen med ikke mindst keyboardspiller Bill Payne, som har ar­bejdet med andre spændende artister som Pink Floyd, Bryan Adams, Emmy­lou Harris, Bonnie Raitt, Stevie Nicks og Robert Palmer. Han går også ”way back” med The Doobie Brothers. Bill Payne spillede med bandet helt tilbage på den allerførste plade og har siden 2015 været fast turnerende medlem af bandet. Med sig på scenen har de desuden Marc Russo på saxofon, Ed Toth på trommer og John Cowan på bas.

 

Solgt 48 millioner
The Doobie Brothers har særligt markeret sig med iørefaldende sange med flotte vokalharmonier, som fænger fans i hobevis. Til dato har The Doobie Brothers solgt mere end 48 millioner album verden over. De er optaget i Vocal Group Hall Of Fame og har vundet fire Grammy-statuetter. Der vil være stor efterspørgsel hos deres fans på at høre de store klassikere – og de vil være på sætlisten denne aften med særligt fokus på de numre, som er skrevet af de to stiftere, Tom Johnston og Pat Simmons.

De har deres helt særegne amerikan­ske ”Doobie”-sound på en blanding af blues, R&B, country, bluegrass og rock. The Doobie Brothers havde fra 1976-1982 en mere soulagtig sound med Michael McDonald som front­vokal. Han afløste den dengang syg­domsramte Tom Johnston som front­vokal. Senere forlod Michael McDonald bandet for at gå solo, og The Doobie Brothers genopstod senere i sin oprin­delige form med Johnston på vokal.

The Doobie Brothers spillede i Forum i 2010, og The Doobie Brothers har netop været på turné sammen med Carlos Santana i Australien.

Koncerten på Værket i Randers er arrangeret i samarbejde med ICO. Den bliver eneste danske koncert. Som support har The Doobie Brothers denne aften: JD & The Straight Shot.


 

The Doobie Brothers

Lørdag 11. november kl. 20.00

Billetpris: 495 / 395 inkl. gebyr

Billetsalget starter torsdag 22. juni kl. 11.00

Arrangør: ICO & Værket