I 2016 havde Randers Kommune succes med at få borgerne til at stemme med deres tyggegummi i stedet for at smide klatterne på gaden. Nu fortsætter kommunen forsøget og sætter nye gule stemmebokse op

Er du til kys eller kram, og kan du lide ananas på din pizza, er nogle af de udsagn, som borgerne kan stemme på. De udsagn sidder på gule afstemningsbokse, der skal lokke randrusianerne til at stemme med deres tyggegummiklatter:

“Tyggegummikampagnen i 2016 var sjov og anderledes. Den fik mange af vore gæster til at tænke sig om i stedet for at smide deres tyggegummi på gadens flisebelægning.  Vi ser derfor frem til den nye kampagne og håber, at de nye gule stemmebokse har samme effekt,  som kampagnen havde sidste år,”  siger  Michael Horsmark, der er formand for restauratørerne i Storegade.

Humor ændrer adfærd

Storegade i Randers blev i 2015 renoveret og fik ny flisebelægning. Året efter var de nye fliser fyldt med udtværede tyggegummiklatter. Efter en rensning af fliserne satte Randers Kommune grønne stemmeplader op ved Busterminalen og på Storegade til tyggegummiklatter. Pladerne var en succes, eftersom mange borgere brugte pladerne i stedet for at spytte deres klatter ud på fliserne:

“Vi var positivt overraskede over resultatet af tyggegummikampagnen i 2016.  Vi har erfaring med, at det især er kampagner med humor og kant, der skaber opmærksomhed og får folk til at ændre adfærd. Derfor fortsætter vi kampagnen i år med gule stemmebokse, som vi håber randrusianerne vil tage godt imod, ” forklarer Rune Asmussen, afdelingschef i Miljø- og teknik i Randers Kommune.

Det er det tværfaglige kommunale projekt “Ren Randers,” der har udviklet tyggegummikampagnen med de gule stemmebokse:

“Vi lytter til, hvad borgerne siger og udvikler hvert år kampagner, der skal gøre Randers til et renere sted at bo. Tyggegummikampagnen sidste år var en succes, men vi fik også tilbagemeldinger på, at det var en anelse ulækkert med de hængende tyggegummiklatter på de grønne plader. Det har vi ændret på i år ved at lukke tyggegummiklatterne inde i en gul boks, ” siger Rune Asmussen

Der er opsat to gule stemmebokse til tyggegummi i Storegade, to ved Busterminalen og en på Rådhustorvet. Stemmeboksene er lavet af unge på Produktionsskolen i Randers.