Taras kom til Aarhus med krigsskader og ét par bukser: Til hans held mødte han Oksana Møller

»Ej, hvor er det trist, og hvor er det synd for dem.«

Sådan tænker mange af os, hvis vi møder, eller hører om, mennesker, der lever under forfærdelige kår. Når vi har tænkt det, fortsætter de fleste af os vores liv som normalt. Det gælder ikke helt for 52-årige Oksana Møller.

»Nogle gør intet, og nogle kan ikke lade være med at gøre noget. Jeg har aldrig bare kunnet gået forbi,« siger hun.

Oksana Møller er født og opvokset i Ukraine, men har siden 1996 levet i Danmark, fordi hun blev forelsket i en dansk mand, mens hun var studerende. Hun har blandt andet været frivillig i Hjerteforeningens Børneklub, Transplantationsklubben og Stomiforeningen.

Seneste skud på stammen er en uafhængig indsamling af tøj til ukrainske soldater.

Taras

Oksana Møller arbejder i Generationernes Hus på Aarhus Ø. Her er 28 ud af omkring 300 lejligheder udlånt til trængte ukrainere. Nogle af dem er soldater, der bliver behandlet for skader på Aarhus Universitetshospital.

”Dem der kommer hertil, har det virkelig dårligt. Nogle af dem mangler lemmer. Nogle af dem skal amputeres. De skal behandles for alvorlige skader, og de ukrainske hospitaler har ikke de samme ressourcer, som de har haft, for hospitalerne bliver jo også beskudt og bombet,« siger Oksana Møller.

Det var mødet med en såret, ukrainsk soldat, Taras, der fik Oksana Møller til at starte den nye tøjindsamling. Taras kom til Aarhus med i alt to t-shirts, et par bukser, klipklappere og en langærmet trøje.

Tøjindsamlingen til Taras gik »rigtig godt.« Oksana Møller stod med tre sække med tøj og sko inden for tre dage.

»Han har fået det tøj, han havde brug for. Han blev overvældet, og han kan ikke sige tak mange gange nok. Han er også taknemlig for at sove i en seng i stedet for at sove på jorden, som de ofte gjorde ved fronten. Det er meget typisk for dem, der kommer fra Ukraine. Han tør ikke bede om mere, selvom han måske har brug for det, for det er ren overlevelse for dem,« siger Oksana Møller.

Taras kan for nuværende ikke selv »gå 200 meter hen til Føtex,« fordi hans ene ben ikke virker så godt godt, lyder det.

»Hvis han ikke bliver permanent handicappet, skal han tilbage til fronten på et tidspunkt. Det er hårdt at stå med en, der har oplevet det, han har oplevet. Det slider på alle, men mest på soldaterne,« siger Oksana Møller.

»Min krig fortsætter«

Oksana Møller har netop fået at vide, at der er 10 flere ukrainske soldater på vej til Generationernes Hus.

»De bliver ved med at komme, og jeg har udvidet indsamlingen til alle størrelser tøj og sko, fordi der kommer jo folk med forskellige behov,« siger hun.

Selvom Oksana Møller har boet flere år i Danmark end i Ukraine, har de seneste år været svære for hende. Hendes hjemland er i krig.

»Der er ingen familier i Ukraine, der går uberørte igennem denne krig. Hvis jeg var i Ukraine, ville jeg højst sandsynligt være i bombeskjul eller på vej derhen. Der bliver angrebet med raketter og droner, og du ved ikke, hvor og hvornår angrebene kommer. Hvis Rusland vinder, mister jeg og mine landsmænd vores identitet, og det vil jeg ikke,« siger Oksana Møller og fortsætter:

»Min indsamling fortsætter, så længe krigen fortsætter. Min krig fortsætter, for Ukraines kamp fortsætter, og Ukraine har brug for al den hjælp, det kan få.«