Ja tak, til et superrev hurtigst muligt
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
»Chef for Nationalparken Birgitte Sidenius Bjerg Lamp skrev:
»Der er i disse år med rette et stadig stigende fokus på de kystnære havområders miljøtilstand. Behovet for genopretning af de marine miljøer og formidlingen af havnaturen har aldrig været større.
Desværre er det også tilfældet, hvis vi kigger på vores egne kystnære havområder.
Her hos os er der også brug for øjeblikkelig førstehjælp. Derfor har nationalparkens bestyrelse et stort ønske om, at udviklingen og formidling af nationalparkens kystområder og kystkultur bliver et centralt indsatsområde i den kommende Nationalparkplan 2400-2030, der netop nu er under udarbejdelse med henblik på vedtagelse inden årets udgang.
Nationalparken har igennem længere tid ønsket at etablere revstrukturer til gavn for den maritime natur. Derfor har vi indledt et samarbejde med Syddjurs Kommune om undersøgelse af muligheden for etablering af et kystnært superrev.
Superrev består af kunstige revstrukturer, der er optimeret i forhold til at understøtte livet i vandet. Det er med andre ord i den grad førstehjælp til vores betrængte kystvande.
Superrev er udviklet af den internationalt anerkendte kunstnergruppe Superflex i samarbejde i med Verdensnaturfonden, forskere fra DTU, Teknologisk Institut og flere tyske universiteter.
Nationalparken ønsker i forbindelse med et kommende superrev at etablere et undersøisk formidlingsrum, hvor alle - borgere, gæster, skoleelever og studerende - som eneste sted i Danmark kan komme tørskoet ned under havoverfladen og opleve havets biologiske mangfoldighed helt tæt på.
Det vil være en unik attraktion, der sammen med et superrev vil tiltrække både nationalt og international opmærksomhed.«
Der vil måske komme væsentlige begrænsninger ved etablering af et kystnært superrev, i forbindelse med et undersøisk formidlingsrum - men da det haster meget med at komme i gang, bør man hurtigst muligt få etableret et superrev, der på meget kort tid kan etableres.
Bemærk: Et superrev vil i første omgang koste væsentligt mindre end hvad et undersøisk formidlingsrum koster !
Er der nogle af de ovenfor nævnte fagfolk, der er blevet spurgt om placeringen ud for Natomolen er det rigtige sted? Er det fordi Natomolen nu er fjernet, at Nationalparken ønsker et undersøisk formidlingsrum?
Viser det sig, at man skulle have valgt et andet og bedre sted, har man ikke spildt en masse tid og penge.
Det med et superrev er noget der bør afprøves hurtigst muligt. Dykkere kan holde øje med og fotografere, hvordan det står til. Med videooptagelser, der kan lægges på en hjemmeside, evt. www.SuperrevEbeltoft.dk. Med en sådan løsning er vi mange, der løbende kan følge projektet.
Viser det sig, at superrevet fungerer fint og har en rigtig placering, kan man efterfølgende gennemføre det projekt Nationalparken forslår.«