Fortsæt til indhold

Gendan Kolindsund - et modigt skridt mod klimasikring og bæredygtighed. Hvad er alternativet?

Debat
Bjørn Jensen (C). Medlem af Natur-, teknik- og miljøudvalget i Syddjurs Kommune:

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Hvor galt skal det mon gå, inden vi bliver ligeså modige som dem der tørlagde Kolindsund sidst i 1800-tallet?

Ved at opkøbe 2500 ha i Kolindsund og lade området oversvømme ville vi lynhurtigt få gendannet, hvad der ville blive Jyllands største sø. Vi ser lige nu nogle aktuelle klima- og miljømæssige problemer, vi skal løse. Og vi kan ikke længere tillade os at sidde på hænderne, og se på at det bliver værre og værre.

Selvom det er åbenlyst, at ”klimatosserne” får helt eller delvist ret.

De klima- og miljømæssige forudsigelser videnskaben er kommet med gennem årene har indtil videre ikke gjort et stort nok indtryk på politikerne - Selvom det er åbenlyst, at ”klimatosserne” får helt eller delvist ret.

Det er ikke et spørgsmål om, det er landbrugets eller spildevandsselskabernes skyld. Det er et spørgsmål om at udvise rettidig omhu og komme i gang. Da man tørlagde Kolindsund, var det sikkert også en bedrift der krævede mod, og det var en fædrelandskærlig bedrift som helt sikkert har bidraget til at løfte den danske selvforståelse efter tabene af hertugdømmerne i 1864.

I 2023 er det helt andre forandringer, vi skal imødekomme. Det er ikke længere nok at reducere CO2-udledningen. Vi skal også klimasikre vores huse og alle andre værdier, så de ikke bliver ødelagt af vandmængderne.

Det er heller ikke bare havvandstanden vi skal fokusere på. Det er også nedbørsmængderne og nedbørsintensiteten. Samtidig oplever vi, at livet i havet forsvinder på grund af forurening.

Alt sammen noget gendannelsen af Kolindsund ville kunne være med til at afhjælpe. Derfor vil det være hensigtsmæssigt at Norddjurs og Syddjurs kommuner, sammen med vores landspolitikere kunne se på hvilke perspektiver der ligger i en gendannelse af søen, og hvordan man kommer videre med projektet.

Det er klart, at de umiddelbare gevinster ved at dyrke afgrøder på arealet vejer tungt, samtidig med at manglen på finansiering også trækker i den anden retning.

På plussiden må man kunne regne fordelene ved en kontrolleret oversvømmelse samtidig med at gendannelsen af Jyllands største sø kunne blive et kæmpe rekreativt aktiv for Djursland med deraf følgende indtægter.«